Da sommerregnen væltede ned som en anden syndflod i begyndelsen af juli, nød jeg min eneste uges ferie inden oktober. Vandmasserne var ikke andet end den perfekte undskyldning til at krybe under dynen med en god kop te og forsvinde ind i bøgernes univers. I den uge læste jeg blandt andre min første Auster-roman, ”Brooklyn Dårskab”, og uden at blinke vil jeg sige, at det bestemt ikke bliver min sidste.
Hans tragikomiske set-ups er fængende, og han formår at beskrive en sort Verden, så man kommer til at smile på den gode måde. I denne roman møder vi hovedpersonen Nathan Glass på knap 60 år, der netop har trukket sig tilbage til Brooklyn efter et helt liv i forstæderne. Hele hans liv har været en sørgelig affære; hans ægteskab er ødelagt, han er lige kommet sig over en kræftsygdom, og selv er han inkarnationen af ensomhed. Han valgte at flytte tilbage til Brooklyn, da han med egne ord ”ledte efter et stilfærdigt sted af dø”. På trods af erklæringens dysterhed, slås den komiske tone allerede her an på grund af dens paradoksalitet. Stilfærdighed er ikke et træk, man normalt tillægger NY-bydelen. Resten af romanen er da også et rent og skært dementi af denne åbningssætning.
I et antikvariat træffer Nathan ved en tilfældighed sin nevø Tom, som han for længst havde mistet kontakten med. De bliver hurtigt nære venner og lidelsesfæller, og sammen med antikvarboghandleren Harry accelererer begivenhederne hurtigt i deres ellers grå liv.
Pludselig er Harry død, Tom er blevet gift, og Nathan og Tom har ansvaret for den 9-årige pige Lucy (Nathans søsters barnebarn og Toms niece), mens de desperat leder efter Lucys forsvundne mor, eks-sangerinden/narkomanen/pornostjernen Aurora, parallelt med at de drømmer om Hotel Eksistens - et sted, hvor der er plads til tilværelsens skæve eksistenser.
De mange medvirkende personers skæbner bliver viklet ind i hinanden, og det gensidige afhængighedsforhold, der er mellem dem, synes eksistentielt. ”Intet menneske er en ø”, som John Donne engang skrev. Ensomheden, som skulle være et gennemgående tema i Austers romaner, skildres da også som et fængsel og ikke som en romantisk, befriende livsstil i storbyens anonyme gader, sådan som den lidende kunstner ynder at beskrive det.
Bliver jeg fanget af en bog, er det ofte også kombineret med en fascination af forfatteren. Paul Auster er ingen undtagelse. Først og fremmest er han en tryllekunster med ordet. I forbindelse med et forløb om sprogfilosofi i min filosofiklasse på gymnasiet, læste vi et par Auster-digte, og selvom hans prosa er meget anderledes end hans lyrik, hersker der ingen tvivl om, at man har en mesters værk i sine hænder. ”Brooklyn Dårskab” skulle være hans mest letlæste roman ind til videre, og den er da også ligetil og hurtigt læst, selvom jeg ved, at den rummer flere dimensioner, der først vil vise sig ved den obligatoriske genlæsning.
Austers egen belæsthed kommer til syne gennem de utallige referencer, der er hele romanen igennem – både til andre forfattere, politiske situationer, menneskesyn osv. En spøjs detalje i forbindelse med Paul Austers biografiske jeg, der er at understreje det næsten absurde ved hans univers, er at ”Brooklyn Dårskab” havde sin verdenspræmiere på dansk. Amerikanerne skulle eftersigende ikke være så vilde med forfatteren, men hvorfor han valgte Danmarks begrænsede publikum, må jeg lade stå hen i det uvisse.
Udover ensomheden som tema, spiller tilfældighederne også en central rolle i “Brooklyn Dårskab”. Selve hændelserne for bogens persongalleri er alle ofre for tilfældighedernes spil, ja deres livsforløb er formet af tilfældigheder. En anden ting, jeg imidlertid finder mere interessant ved romanen, er sætningen “Den sande historie ligger i detaljerne”, som Auster lader Harry sige gentagne gange. Nathan, der skriver anekdoter om folk omkring sig fører os ligeledes ud ad utallige tangenter, sidegader og omveje, der ikke har nogen direkte betydning for den primære handling, men de mange - tilsyneladende irrelevante - detaljerede historier anslår en overordnet stemning og danner (tilfældigvis?) et mønster, der føjer til helheden. Nathan nedskriver beretninger om stort og småt, deriblandt egne tåbelige fortalelser, diverse platheder og en mængde om sin nevø, der var lovende litteraturstuderende, men endte som halvfed, deprimeret taxachauffør. Og han beretter om filosoffen Wittgenstein, der efter en åndelig krise vendte tilbage til en lille landsby i Østrig, hvor han for 20 år siden som skolelærer havde uddelt knytnæver til børnene og nu erfarede, at ingen af hans gamle elever var i stand til at tilgive ham.
Udover lektionen om vigtigheden i detaljen, lærer Nathan af Tom, at intet er vigtigere end fortællingen. Tom har et eksempel:
Franz Kafka mødte en dag en pige i en park. Hun græd, fordi hun havde mistet sin dukke. I samme øjeblik digtede han en historie om, at dukken ikke var blevet væk; den var rejst af sted på egen hånd for at lære nye sider af Livet at kende. Det havde dukken selv fortalt ham i et brev, forklarede han. Hver dag i de efterfølgende tre uger mødtes Digteren med den lille pige i parken, og hver dag fortalte han endnu et brudstykke af dukkens fortælling. I det sidste brev fortalte dukken, at den havde giftet sig, og pigen var lykkelig på dukkens vegne. Mens døden var ved at indhente Kafka, og han skrev på sine egne - i følge ham selv - ufuldkomne værker, tog han sig tid til at fortælle pigen dukkens historie, forklarer Tom, og pigen blev helbredt for sit savn: ”Hun har historien, og når en person er så heldig at leve i en historie, at leve i en imaginær verden, forsvinder denne verdens smerte. Så lang tid historien varer ved, eksisterer virkeligheden ikke længere”. Smukkere kan eskapistens flugt næppe beskrives.
Alt i alt er “Brooklyn Dårskab” en hyldest til både sproget og fortællingen, samt en kærlighedserklæring til den menneskelige ufuldkommenhed og mangfoldighed. Dette blev lidt langt, så jeg vil afslutte kort: Læs!
Hun skriver, så man krymper tæer - fordi fortællingerne er så modbydelige, og fordi hun gør det så fabuløst godt.
Min far påstår, at han ikke gider læse bøger om Holocaust eller - som denne bog - om folkemordet i Rwanda, fordi han ikke synes det er nødvendigt at få udpenslet forfærdelighederne. Han synes det er en bizar form for underholdning - som “Virkelighedens Verden”-bøgerne, hvor man ukonstruktivt svælger i andres ulykke.
Når der er forår udenfor, er det nemt at drømme om sommer. Med Christina Hesselholdts nyeste roman bliver det endnu nemmere. Den lille roman emmer af dansk sommeridyl en dag i sommerhuset, og Facaden er helt rigtig.
Christine, jeg glæder mig sådan til at følge med i dine oplevelser i Den Store, Vide Verden!
Jeg vil lige vie et indlæg til begrebet audiopoesi i anledningen af Spoken Word-festivalen på Aarhus Studenterhus denne weekend, hvor vi torsdag hørte “Nye Rør” med vores egen skrive-lærer Mads Eslund og fredag “
