Feed on
Indlæg
Kommentarer

Det var det.

Nå, nu er skridtet taget.

Jeg har oprettet en ny blog. Jeg trænger til noget nyt, og jeg glæder mig.

Den nye adresse er: annestorgaard.blogspot.com

Ikke meget forandring dér, men læg mærke til at jeg skifter fra WordPress til Blogger. Er det mon at karakterisere som forræderi? Jeg ser imidlertid frem til at prøve dét også.

Så kære læsere, dem af jer der er tilbage, tag godt imod mig på min nye blog. Der bliver nok ikke så meget nyt, men jeg håber på at en ny start kan få mig ud af hullerne igen.

En fredag aften

Sommeren er forlængst i gang, og nu hvor vejret hverken er til grill eller strand, så må man jo blogge.

Det var en skøn tur til Paris. Det føles allerede som 100 år siden, fordi jeg p.t. er en travl ung dame. F.eks. tager jeg et intensivkursus for at få kørekort. Hvis alt går vel, så skulle det gerne være i hus om en måneds tid alt efter hvor lang ventetid, der er på prøven, og hvor længe jeg er om at lære at accelerere op til passende hastighed i en motorvejstilkørsel…

Nogen, der vil med ud at cruise, når dagen er oprindet?

Andre high-lights:

  • Min og X-faktor Lauras cd er omsider udkommet, og den skal naturligvis stå på alle cd-hylder. “Syng Lovsang Hele Jorden” hedder den, og den kan købes her.
  • Nyt job som ferieafløser på et plejehjem her i dobbelt a. Forhåbentligt viser der sig snart noget andet, for jeg trænger til at prøve noget nyt.
  • Jeg tager på SommerOase fra i morgen til søndag aften, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til, da jeg ikke har været med før.
  • For dem, som ikke skulle vide det: Jeg tager på Discipleship Training School (DTS) i Australien, Perth til januar 2009 :-)

Okay, indrømmet. Dette blogindlæg er undfanget i en nagende utilfredshed med, at Paster H. er kommet i gang igen. (Læs i øvrigt hans spændende indlæg om vores kommende plantning af Re:Search som selvstændig kirke). Jeg vil også. Nu får vi at se, om en sådan motivation holder - min erfaring taler desværre imod mig.

Søndag aften tager jeg en smuttur til Paris med en højskoleveninde; Spontant, ikke-planlagt, vidunderligt og dejligt! Vi skal bo 10 dage hos hendes folkeskoleveninde, som vist nok har fremlejet en lejlighed af en fransk skuespillerinde. Bliver det mere romantisk?

Hurra for den vildt billige flyafgang fra Aalborg til Paris. Jeg har stadig min første færd igennem Europa på egen hånd for et par år siden i frisk erindring. Et døgn i tog er ikke specielt sjovt, prisen ej heller.

Alt er dejligt, og så kan mit træge come-back på bloggen altså ikke slå mig af pinden :-)

I anledning af, at Nadja Pass har blogget et - som sædvanligt - interessant og tankevækkende indlæg ud fra en kommentar, jeg har skrevet på hendes blog, så vil jeg her fremhæve hendes blog som et must-read. Hun skriver skønt om verden omkring sig, hun er verdensmester i at iagttage og i at forbløffe, og vi kan alle lære noget af det, hun deler ud af.

Føj hende til dine foretrukne, lad dig forbløffe og tjek så i øvrigt hendes andre projekter ud!

nadjasreflexioner.net

Kunstigt åndedræt

Jeg troede faktisk, at bloggen var død, men jeg savner at blogge, og jeg synes, at jeg har så meget på hjertet for tiden - måske rent faktisk for meget til at få blogget om det. I kender sikkert følelsen - når ordene er for mange, sætter de sig fast.

Der er sket så meget…

Jeg er flyttet hjemmefra, skal det først og fremmest siges - til skønne Aalborg, hvor solen har skinnet næsten uafbrudt siden min ankomst. Min base er derfor nu et herligt lille kvistværelse i et gammelt og skævt, gult hus i hjertet af byen.

Jeg har ikke arbejdet meget den sidste måned, men tiden er alligevel fløjet af sted med dejlige stunder udenfor, med venner og med at “lave hjem”. Er der noget dejligere end at købe blomster til sig selv, bare fordi man er glad? ;-)

Og glad, det er jeg. Gladere, end jeg har været længe, fyldt med forårsenergi, drømme og planer. De nyudsprungne syrener gør noget særligt ved mig, og jeg kan ikke få nok af alt det grønne, fuglesang og lyse aftener.

Muligvis er dette et krampagtigt forsøg på en genoplivning, men nu får vi at se.

God fredag aften derude!

En morgen i februar

Jeg var ude at gå en tur her til morgen. Hvor er det skønt, at der er begyndt at blive tidligere lyst! Der ligger et eventyrligt slør af tåge over alting, og jeg er sikker på at det gemmer på en dejlig dag. Nu sidder jeg i et stille hus med ild i brændeovnen og kaffe, der er ved at blive brygget.


du kære Far i Himlen, ræk
mig varmen fra en vintergæk.

~ Simon Grotrian

Nattevagter

Er der noget mere irriterende at være nødt til at gå i seng, når solen endelig er stået op i et orgie af farver, og dagen tegner til at blive en af de smukke?

bavian.jpgHun skriver, så man krymper tæer - fordi fortællingerne er så modbydelige, og fordi hun gør det så fabuløst godt.

Den gennemgående ramme er “hverdag”; dit og mit liv, men uvejret raser, så ingen går fri. Mennesker brager ind i hinanden, kommer til skade og gør skade i de relationer, de indgår i.

“Bulbjerg” er nok den bedste novelle, jeg nogensinde har læst!

rwanda.jpgMin far påstår, at han ikke gider læse bøger om Holocaust eller - som denne bog - om folkemordet i Rwanda, fordi han ikke synes det er nødvendigt at få udpenslet forfærdelighederne. Han synes det er en bizar form for underholdning - som “Virkelighedens Verden”-bøgerne, hvor man ukonstruktivt svælger i andres ulykke.

Men man skal ikke undervurdere Oplysning, og denne bog beretter ikke om en skrækkelig stammekrig, hvor de vilde afrikanere gik amok med manchetter. Den vidner om en raceopdeling skabt af og under Belgiens herredømme, om en velorganiseret udrensning skabt af regeringsmagten og støttet økonomisk af Frankrig og USA. Endelig vidner den om et internationalt samfund, der så på og lod stå til. De bureaukratiske processer i FN kom til at koste op mod 500.000 menneskeliv.

Det er ikke en objektiv, neutral beretning, men Øjvind Kyrø, der var øjenvidne til begivenhederne, har lavet en veldokumenteret, saglig, grusom og tankevækkende reportage om de 100 mareridts-dage i Rwanda, om de politiske årsager til at det gik så galt, samt om årene efter katastofen.

Der er nogle bøger, man bare skal læse. Dette er én af dem; ikke for oplevelsens skyld, men fordi man ikke må glemme.

Animationskunst

Interessant video af Lasse Gjertsen:

ifamiliensskoed.jpgNår der er forår udenfor, er det nemt at drømme om sommer. Med Christina Hesselholdts nyeste roman bliver det endnu nemmere. Den lille roman emmer af dansk sommeridyl en dag i sommerhuset, og Facaden er helt rigtig.
Så vidt så godt.

Der er ugler i alle moser, og hele persongalleriet er med til at spolere perfektheden af kernefamilie og grillaften på hver deres måde. Der er kontrolfreaken Anne og forlæggeren Lars og deres datter Sara. Så er der bare også Amalie - Lars’ datter fra et tidligere ægteskab, den kiksede forfatter Julius og senere på eftermiddagen den afghanske flygtning Naseema og hendes børn. 

De små kriser, der virker umenneskeligt store i det lille univers, bliver beskrevet af en forfatter, der kan sit kram. Historien er fin, men det er Hesselholdt, der hæver den op og gør den interessant. Selve fortælleteknikken er småsnakkende, men man mærker, at hvert et ord er velovervejet. Virtuøst glider synsvinklen næsten ubemærket fra person til person, som når sommerluften flimrer en varm eftermiddag, så det føles som magi. Hendes skrivestil i denne roman er blevet sammenlignet med Virgina Woolf, hvilket jo i sig selv er et kompliment.

Romanen er en lille perle! Trods middelklasse-tematikker, der måske kan afspore til trivial-assosiationer, så er det langt fra en middelmådig bog. Snarere én af de fineste jeg har læst i et stykke tid.

Jep, i to dage har solen nu skinnet, som var det midt i marts, ude i haven blomstrer erantis og vintergækker, og der vover at komme sne og storm til februar.

Det er mandag, selvom det ikke føles sådan, (det er min første fridag siden den 18.), og jeg glæder mig over ugen som kommer.

Ligenu sidder jeg alene hjemme med godt gang i brændeovnen, imens den blå time langsomt sænker sig over lille Ørum. Kan I også begyndt at kunne mærke, hvordan dagene er blevet længere?

En stemningspost herfra. Jeg er glad i dag :-)

I havet af blogs, hvor man efterhånden nemt risikerer at drukne, vil jeg igen fremhæve én.

Mie, der er en veninde fra gymnasiet, har her en smuk, kunstneristisk og poetisk blog, hvor hun blandt andet poster kunstværker af fotos og andet godt. Take a look.

http://letselopetoday.livejournal.com/

Jeg kan kun anbefale et besøg på hendes flickr-profil også. Der er virkelig mange smukke billeder ind i mellem!

http://www.flickr.com/photos/herzkindherzkind/

2095948663_7f306eb678.jpg

© Mie Brinkmann 2007

O Januar! O Januar!

Det sidste stykke tid med dårligt vejr, samt en uges nattevagter har nu endelig fået bugt med mig, og jeg ligger syg og sølle herhjemme. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og nu får jeg endelig taget mig sammen til at skrive her på bloggen. Det irriterer mig grusomt, at jeg ikke har skrevet mere, mens jeg gik på højskolen - der skete jo så mange ting, men det er der ikke noget at gøre ved nu. Nu er der ikke desto mindre tid til en lille opsumering af mit liv pt.

Efter at have ligget brak et par uger efter højskole, jul og nytår, er jeg endelig kommet i gang med at arbejde og få en hverdag op at køre. Jeg har fået tilbudt en fast stilling på mit gamle job på plejehjemmet, som jeg har sagt ja til, så selvom jeg har været meget opsat på straks eller så hurtigt som muligt at Komme I Gang Med Et-Eller-Andet, så er mine planer nu udskudt et par måneder. Selvom det irriterer mig en smule at vide, at jeg nu skal bo herhjemme igen i hvert fald indtil april, så må jeg indrømme, at det også er rart at vide, at jeg nu kan få indtjent en solid opsparing.

På onsdag er der SmallChurch i ReSearch, hvilket bliver første gang siden september, at jeg skal være sammen med fællesskabet. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme derud, og det er endnu en god ting ved beslutningen om at blive nordenfjords et stykke tid endnu - jeg har savnet sådan at være en aktiv del af kirken.

I dag begynder fastetiden i øvrigt for os i ReSearch, og jeg har valgt at give afkald på de søde sager og ellers spise enkle og lette måltider. Jeg har formentlig nævnt før, at det for mig er allermest naturligt at bede til Gud og være sammen med Gud, når jeg er ude i naturen, så under fasten - og forhåbentligt fremover også - vil jeg gøre det til en fast rutine at gå en lang tur om morgenen eller inden det bliver mørkt, alt efter hvornår jeg skal på arbejde. Jeg glæder mig allerede - især hvis vejret vil være som i dag :-)

Nå, jeg håber, at denne post får mig i gang igen. Jeg håber, at I har det godt derude!

Et nyt kapitel

Om lidt er højskoleopholdet slut, og jeg har skrevet alt for lidt her på bloggen.

Nu skal en ny tid til at begynde for mig; jeg ved endnu ikke med hvad, men jeg glæder mig rigtig meget.

Ligenu er jeg ikke i stand til at se ret meget længere frem end til juledagene med familie, samt de dejlige gensyn med folk jeg holder af.

Jeg håber, at I alle har det godt derude.

Valg 2007

Så blev min vælger-mødom taget, og jeg har hermed gjort min samfundspligt. Vi brevstemte inde i Aarhus i går, fordi vi er på vej til Istanbul, når valgdagen oprinder.

Nu må vi bare vente spændt og se, hvad resultatet bliver. Hvad jeg stemte på, vil jeg lade blive i uvishedens tåger, men jeg tør godt røbe, at DF ikke fik min stemme, selvom en ven her mener, at man næsten skulle tro det med alle de ordsprog, jeg kan :-)

Ordsprogs-battle

Der sker bare mange skøre ting på en højskole. Det er næsten ved at blive en hel undskyldning for - eller i det mindste forklaring på - alle de skøre indfald, man hele tiden får, som da Anders, Siri og jeg ordsprogs-battlede her den anden dag. Jeg vandt ikke, selvom jeg vil kalde mig selv ganske habil inden for feltet, men man skal jo som bekendt ikke græde over spildt mælk, så stort tillykke til Anders herfra.

Nu vil jeg imidlertid kæmpe en brav kamp for at integrere diverse ordsprog i mit hverdagssprog. Hvem ved, hvad det vil føre med sig. Mange bække små gør en stor å.

Hemmeligheder

There are two kinds of secrets. The ones we keep from others and the ones we keep from ourselves.

~ Frank Warren

Jeg har netop anskaffet mig denne bog, og jeg synes, den er helt fantastisk. Vi gemmer så mange ting indeni os, og når man læser samlingen af de utallige hemmeligheder, som helt almindelige mennesker har sendt til Frank Warren, veksler man mellem at få tårer i øjnene, grine og føle sig ramt.

På hjemmesiden www.postsecret.com kan man få et glimt af de ting, der normalt ikke kommer frem i lyset.

Jeg elsker simpelthen idéen og konceptet. Vi har alle en historie at fortælle.

New Kid on the Blog

1216350648_d1cdbf0429_m2.jpgChristine, jeg glæder mig sådan til at følge med i dine oplevelser i Den Store, Vide Verden!

www.chrizzyboy.wordpress.com 

Nøgenbilleder

Jep, jeg er så debuteret som nøgenfotograf. Blufærdige, ikke-frimodige, forlegne Anne har taget billeder af en nøgen mand!

Man tænkte slet ikke over, at han var splitterravende, og det var ikke spor flovt, hvilket kom meget bag på mig. Kim, som han hedder, var bare så naturlig, super-afslappet og rar.

Jeg forsøgte at komme bagved det rent kropslige motiv og se de landskaber, der dukker op af bakkerne og kurverne. Det var et helt kick at se billederne og pludselig opdage, hvor tæt man rent faktisk var på. Det var bare så udfordrende, lærerigt og grænseoverskridende.

Yes, det vil jeg gerne prøve igen en anden god gang.

Jeg uploader et par billeder, når jeg får dem over på min computer snarest muligt.

2039c23fe872601c12c6045d1097bf42.jpg

Mine rapporteringer her på bloggen begynder at ligne lister, men det er svært at lade være, fordi her sker så meget.

I weekenden var min dejlige søster på besøg. Det var så dejligt bare at være sammen igen.

Lørdag aften havde vi kæmpe live-rollespils-gangster-bryllups-fest. Det kan stærkt anbefales selv at afprøve det. Dét havde potentiale til at blive årets fest, men da rollerne gik lidt i kludder (80 mennesker er nok for mange at holde styr på til sådan en fest) så blev det desværre ikke så skægt, som jeg havde forventet.

Ellers har vi haft besøg af Peter Øvig Knudsen, der fortalte om Blekingegadebanden. Sej mand!

I dag har min personlige favorit gæstet os, og det var SÅ fantastisk. Mine damer og herrer: Johannes Møllehave. Ih, hvor ville jeg gerne høre ham igen en dag. Jeg har sjældent oplevet en så livsbekræftende person. Hele højskolen gik bare rundt med smil på læberne efter formiddagens foredrag.

Livet går efterhånden sin vante gang her, og jeg er ved at glemme dagligdagen derhjemme. Tænk at jeg allerede har været her over en måned, og tænk at der ikke engang er to måneder tilbage.

Tiden flyver, og jeg får ikke givet så mange højskole-beretninger, som jeg gerne ville.

Jeg bliver bare gladere og gladere for at være her.

Vi afsluttede vores lyd&litteratur-projekt med et brag af en koncert, og nu er vi startet op med et nyt forløb. Punktprosa. Mere om det senere.

Derudover har vi haft besøg af Ghita Nørby, der fortalte om Karen Blixen. Smadder-interessant, men Ghita tog ligesom lidt af billedet. Hvilken kvinde! Hvem er ikke fan af Ghita Nørby, spørger jeg bare?! Jeg havde min egen lille samtale med hende på parkeringspladsen efter foredraget ;) Ganske sjovt, og temmelig starfucker-ish.

Der er sket så meget, at jeg ikke ved, hvad mere jeg skal skrive.

Min søster kommer i weekenden. Jeg glæder mig bare til at være sammen med hende.

Spoken Word

2790.jpgJeg vil lige vie et indlæg til begrebet audiopoesi i anledningen af Spoken Word-festivalen på Aarhus Studenterhus denne weekend, hvor vi torsdag hørte “Nye Rør” med vores egen skrive-lærer Mads Eslund og fredag “Poeten og Lillebror” med Jonas Gülstorff, Karl Bille m.fl.

Det er, som jeg tidligere har nævnt, netop audiopoesi, vi beskæftiger os med pt. på skrivelinjens lyd&litteratur-projekt. Det er virkelig et fedt koncept, netop fordi man bliver nødt til at nytænke sit syn på litteratur og forholde sig til det, man skriver på en - for mig - helt ny og anderledes måde. Korte, relativt enkle sætningskonstruktioner fungerer bedst, og da oplæsningen er det centrale, bliver rytmen og stemmen pludseligt også helt centrale. Fede ord, som ikke drukner i de andre ord, er vigtige, og ja - gentagelser, gentagelser, gentagelser. Selvom det ikke er på samme form, så har det sine ligheder med de gamle folkeviser o.lign. ;)

spokenword.urbanblog.dk står der blandt andet:

Spoken Word er litterær performance, fortælling og fritflyvende poesi. Det er indlevelse og fantasiudfoldelse, det er musikken i ordene og ordene i musikken.

Vi afholder koncert med vores audiopoesi på næste søndag, og jeg glæder mig helt vildt. Det er fedt at stå med en mikrofon i hånden og læse op, mens man gemmer sin nervøsitet bag musikken! Oh yes.
Jeg ville gerne lægge mine tekster herud, men da det slet ikke er nær så fedt uden alt det audiovisuelle, lader jeg være. Hvis koncerten bliver filmet, lægger jeg måske en youtube-fil ud senere.

Til dem af jer, der ikke kender til konceptet, så skulle I tage at lytte til “Poeten og Lillebror“. Noget af det, han laver, er efter min mening rigtig fedt.

Her er lidt billeder fra de to optrædener:

1.JPG 3.JPG 

2.JPG 4.JPG

Hjemme på weekend

Så er jeg lige hjemme i Ørum en smut.

Jeg savnede min familie ret meget i torsdags på min fødselsdag, så jeg besluttede, at jeg alligevel ville tage hjem denne weekend. Nu sidder jeg herhjemme og savner højskolen helt vildt. Hvor er det irriterende.

Jeg havde faktisk ikke lyst til at skulle hjemad i går aftes. Vi var på Studenterhuset og høre “Poeten og Lillebror” (lytlytlyt, Jonas er fantastisk!), og det var bare så hyggeligt. Men nu havde jeg jo købt togbilletten.

Herhjemme er tiden gået med at sove længe i min fantastiske seng (min madras på skolen er bare tynd) og med at plukke æbler i et fantastisk efterårsvejr. Dejligt laid back. Jeg er så småt begyndt at samle ting sammen, der liiige skal med på skolen, selvom jeg egentlig ikke har plads. Men sådan skal det vel gå.

Jeg får taget en masse billeder for tiden i og med, at jeg har det som fag på skolen. Jeg tror endda, at jeg snart vil lave en Flickr-profil, hvor jeg vil dele de bedste… Men man skal jo ikke forhaste sig!

Hip Hurra

Så bliver jeg 19!

Jeg blev vækket af morgensang på mit værelse, og fik Testrup-fødselsdagssang til morgensamlingen.

I eftermiddag skal jeg på café med Thomas fra min gymnasieklasse og i aften til Spoken Word-festival + være sammen med Inge-Lise - jeg glæder mig til at se dig!

Dejlig dag, dejligt vejr.

Hurra :-)

Jeg har det godt!

Nuvel, Tiden flyver af sted, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle skrive her på bloggen - mængden af indtryk, oplevelser, nyt og alting oversvømmer mig.

Men jeg har det godt. Rigtig godt.

Folk er søde, miljøet er fantastisk.

Jeg havde en mindre - obligatorisk - krise for et par dage siden, hvor jeg ikke lige kunne overskue flere: “Nå, hvor er du så fra”-samtaler. Nu går det bedre.

Brudstykker af de sidste dage:

  • Besøg af Frank Hvam (Yes, jeg har insider-viden om “Klovn” nu, Henrik!)
  • Cykeltur til stranden med min værelseskammerat Isabel.
  • Kaffe, kaffe, kaffe og mere kaffe.
  • Højskoleånd og højskolesang - oh yes, “Hvad er højskole? Lys og sang”.
  • Forundringsparathed og chill på skrivelinjen.

For nå ja - jeg skiftede fra filosofi-linjen til skrive-linjen. Det er jeg superglad for. Her er så megen vitalitet, inspiration og udfoldelse alle steder, at jeg gerne ville have lov til at være lidt mere kreativ. Folk her er så dygtige til det de laver; musik, teater, litteratur, you name it, og miljøet er bare super-intellektuelt og udfordrende.

Lige nu har vi et audiopoesi-projekt på skrive-linjen i forbindelse med Spoken Word-festivalen i Aarhus næste weekenden. Det er så fedt, og det vi laver er så fedt. Wow.

En kort - heftig - opsummering fra min side af.

Tak for sms’erne, og tak Lise, for brevet ;)

To be continued…

Computerfri

Jeg har bestemt mig for ikke at tage min bærbare med på højskolen, så blogging vil udelukkende ske fra skolens stationære. Det bliver lidt af en kold tyrker - men sundt, tror jeg.

Om 24 timer er jeg kørt af sted mod Aarhus, og jeg befinder mig pt. i et nedpaknings-helvede.

Så sker det snart. Om 5 dage begynder jeg på Testrup Højskole, som vil være rammen om min Verden indtil den 19. december.

Jeg kan allerede mærke den obligatoriske kildren i maven, og jeg har intet overblik over, hvad jeg skal have med. Jeg glæder mig ubeskriveligt til de mange nye venner, jeg vil få og de mange grænser, jeg kommer til at flytte i løbet af de 3 måneder. Jeg glæder mig til alt det, jeg skal lære om Livet, om mig selv og naturligvis om de fag, jeg skal have. Jeg glæder mig til at få en ny begyndelse; gymnasietiden var på mange måder en hård tid for mig, og jeg glæder mig til at få en ny chance og en mulighed for at starte på en frisk.

Jeg er spændt på, hvorledes jeg formår at beholde, vedligeholde og måske endda udvilke de rytmer, jeg har i min relation til Gud for tiden, og jeg håber, at det bliver en god tid for mig i forhold til min tro - især fordi jeg lige nu er meget ked af at skulle forlade ReSearch og det fællesskab, jeg har manglet sådan i det sidste halve år.

Noget, jeg har tænkt meget over de sidste dage, er: Gad vide, hvem jeg er om 3 måneder?

Jeg har planer om fortsat at blogge fra højskolen af, men bloggen vil højst sandsynligt komme til at ændre form og blive mere som en dagbog.

Jeg håber, at I stadig vil læse med!

Min nye adresse bliver altså således:

Testrup Højskole
Testrupvej 110
8320 Mårslet

Send gerne et brev eller en e-mail, hvis det skulle komme over jer ;)

…kan man jo altid ændre sin blogs udseende lidt.

Der er fest i et par huse fra vores, jeg skal møde på arbejde om 4 timer, og jeg er efterhånden lidt desperat.Hvad synes I om det nye look? Var det gamle bedre?

Dagen i dag er i dag

Da jeg var lille, begyndte jeg sommetider at græde, fordi jeg ikke kunne rumme tanken om, at den pågældende dag aldrig nogensinde ville komme igen. Sådan er det stadig; det vil aldrig blive den 19. september 2007 igen. Nu har jeg imidlertid lært at kontrollere mine følelsesudbrud bedre, og jeg tror endda, at jeg har fået det vendt til noget rigtig godt, at den samme dag aldrig kommer to gange.

Hver dag står vi op til en ny, ubrugt dag fuld af muligheder, oplevelser, tanker og begyndelser. Det kan ikke siges ofte nok: Carpe Diem; grib dagen, omfavn den nye dag, for i dag er Guds dag.

Når man stabler brænde i tre timer, alt i mens æblerne lyser rødt på træernes grene, høsten går ind, og kulissen er gulnede blade, der ligeså stille er begyndt at falde, så er der for alvor ved at være efterår.

200px-catcher-in-the-rye-red-cover.jpg

I de sidste uger inden højskolen har jeg ikke flere faste vagter på plejehjemmet, og jeg vil i stedet kun blive tilkaldt, når der er sygdom osv. Jeg har derfor haft en del fridage i den sidste uge, og da jeg nu har vænnet mig til at arbejde 40-50 timer om ugen, har jeg nu en masse tid, jeg skal have fyldt ud.

Nogen tid har jeg brugt på at læse “The Catcher in the Rye”, som jeg også læste i 2.g. Jeg ved ikke, om det er fordi, det netop er en genlæsning, eller om det skyldes, at det nu er frivilllig læsning, men i hvert fald finder jeg den markant bedre, end jeg huskede den.

Min engelsklærer elskede den, og det har været sjovt at kigge mine noter til den igennem (jep, jeg kan ikke få mig til at smide mine noter ud). Det er fedt at læse af lyst, og det er dejligt afslappende netop ikke at skulle koncentrere sig imens, men man får altså en dybere forståelse af en bog, når man arbejder systematiseret med den…

Holden er bogens hovedperson og fortæller. Det hele begynder, da han er blevet smidt ud af sin skole. Han forlader den om natten uden at nogen ved besked og tager ind til New Yorks anonyme gader. Handlingen udspiller sig på de 48 timer, der går fra han forlader skolen, til han lader sig indlægge på et hospital.

Trods Holdens kyniske og opgivende tone, fornemmer man et intelligent og følsomt væsen bag hans hårde ydre. Sammen med Holden bliver man viklet ind i et spind af tanker om liv og død, Verdens grimhed, menneskers falskhed, samt alle de svære valg man stilles overfor i tilværelsen. Ikke just munter læsning, men det er alligevel absolut ikke en deprimerende bog!

Har du ikke læst den, skulle du tage at stifte bekendtskab med Holden i denne - måske allerførste - teenageroman. Den griber dig - også selvom du mener, at du er ovre teenageårene.

Lidt bonusinfo er, at “The Catcher in the Rye” var bogen, som manden der myrdede John Lennon havde i lommen, samt bogen som manden der forsøgte at myrde Præsident Reagan havde den liggende på sit hotelværelse. [kilde]

Da jeg cyklede hjem fra arbejde i går før midnat, var himlen silkeblå og overstrøet med stjerner, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne blive ved med at se på den for evigt. Min søster Sine og jeg er alene hjemme i denne weekend, og da jeg kom hjem spurgte jeg hende spontant og mest i sjov, om vi ikke skulle sove udenfor under åben himmel. Det ville hun gerne, og lynhurtigt lå vi derude med soveposer og et tæppe, der gerne måtte blive vådt af duggen ved daggry.

Det var som et eventyr, så stjerneklart var der. Bag myriaderne af stjerner snoede mælkevejen sig, og stjerneskuddene dryssede ned over os. Der er noget magisk over at ligge med iskolde kinder tæt op af sin søster en stille septembernat. På stadiet mellem drøm og virkelighed får man øje på nye stjernebilleder, og det er som om historierne dertil digter sig selv til rytmen af vores tungere og tungere åndedrag.

Det var en smuk nat.

Det er langt fra alt, jeg kan lide af Strunge, men nogle gange rammer han virkelig plet. Disse brudstykker af et digt er et eksempel på dette:

Støv er det intet, der svæver i en solstråle.
Støv er det stjerner er gjort af.
Intet er det ugjorte, der kunne være blevet til stjerner,

~Strunge: “Støv”

Når jeg nu ikke kan få kontakt med den lille blogger inden i mig, kan jeg jo altid ændre looket lidt. Billedet er et udsnit af et værk af Julie Nord. Jeg kan rigtig godt lide billedet, og så er det dejligt efterår-ish oven i købet.

Jeg er imidlertid ikke helt sikker på, om det er det rigtige billede til bloggen - det er så farveløst. Derfor: bliv ikke overrasket, hvis det bliver ændret igen i løbet af de kommende dage - i så fald forhåbentligt i følgeskab med lidt flere ord fra min side af.

Og ja, jeg har det godt :-)

Her følger billedet i sin helhed:

julienord2.gif

Bare at drive…

Jeg er ikke den eneste, der elsker vand og at sejle. Jeg ville ønske, at jeg havde direkte adgang til begge. Det har Rotte, og dem, som kender mig, ved at jeg værdsætter klassiske børnebøger meget højt (se evt. her).
Nu får I en af yndlings-passagerne i “Vinden i Piletræerne”. Livsfilosofien er skøn deri - og hvem får ikke lyst til bare at drive af sted uden bekymringer, gøremål eller noget at forholde sig til… bare drive…

shepard8.gif

“Det er det eneste, der er,” sagde Vandrotten højtideligt, mens han lænede sig frem til det næste træk med årerne. “Tro mig, min unge ven, der findes intet - absolut intet - der er tilnærmelsesvis så godt som bare at drive omkring i en båd. Bare drive,” fortsatte han drømmende, “drive… omkring… i… en båd… drive…”

 ~ Kenneth Grahame: Vinden i Piletræerne

Dette indlæg er inspireret af et gammelt indlæg fra 2005 på Amélies blog.

Jeg har en kær, som jeg har kendt igennem flere år. Vores forhold er meget platonisk, men han har været i kroge af mit sind, hvor de færreste andre er blevet lukket ind. Han er den person i Verden, jeg har vovet at være mest ærlig overfor, og jeg elsker ham, som den person han er. Vi skriver mange håndskrevne breve til hinanden, og i brevene udfolder der sig et eventyr af litterære diskussioner, sårbare følelser, betroelser, betragtninger og leg med ord. Han er en kunstner med ordet, og jeg selv gør, hvad jeg kan. Det er en sand fryd, omend vores relation til tider er kompliceret.

Da jeg skrev 3.g-opgave om Kafka, mindede brevvekslingen mellem Milena Jesenska og Kafka mig om min Brevkunstner og jeg. Breve er noget helt specielt, og det er som om følelserne nemmere lader sig fortælle, når de nedskrives med en sort pen på en et gulligt, smukt papir. Jeg elsker at læse store forfatteres korrespondancer - Blixens og Austens breve er noget af det smukkeste, jeg har læst, og jeg elsker selv at skrive  og modtage breve.

 

Breve er vinduer til Svundne Tider. For nogle måneder siden fandt jeg nogle knap 20 år gamle breve fra min Gudfar, som han sendte til min mor og far, da han var i Sydamerika. Jeg var godt et år gammel dengang. Det var en fantastisk oplevelse at få lov til at gennemlæse stakken af tætskrevne sider. Han skrev så levende om den sydamerikanske natur, de politiske forhold og alle hans oplevelser. Til slut i hvert brev, spurgte han, hvordan hans lille Guldklump derhjemme havde det. Det varmede mit hjerte.

Det er en gave at modtage et brev; en gave af Afsenderens tid. Du modtager meget mere end bare ord i et gammeldags brev. Håndskriften og den næsten mærkbare nærhed af Afsenderen må ikke undervurderes. Også dit brev i en lille smuk kuvert vil betyde mere for Modtageren, end du umiddelbart vil tænke, når det dukker frem imellem de vanlige rudekuverter.

Når du først har sat dig ved dit skrivebord, så skal pennen nok danse henover papiret. Du vil føle, at du har langt mere tid til at reflektere over dine sætninger og give dem det drys af skønhed, humor eller alvor, der gør brevet personligt.

Jeg vil gøre mit til, at brevskrivningskunsten ikke skal blive glemt. E-mails, smser, blogs osv. er fantastisk praktisk og nemt, men det romantiske, levende og smukke risikerer vi nemt at miste.

Lars Lilholt Band

447970028e126.jpg

I går var det Mors fødselsdag, og vi var derfor alle 5 + Moster + min søsters kæreste i Skovdalen i Aalborg til Skovrock.

Eftersom at vi er vokset op med Lars Lilholt, kan vi cirka alle sangene udenad. Stemningen under træerne var suveræn, og vi havde virkelig en hyggelig tid sammen med De lyse Nætters Orkester.

Selvom Lars Lilholt er gammel, ærkenordjysk og lidt provinsiel, skal man ikke kimse af ham og hans musik.

Kære Øjeblik tøv en kende
du er så ufattelig smuk
kære Øjeblik kan du nænne
at gå videre mod ophør og suk
når jeg ved du vil være til stede
i en have hvor æbletræet gror
i min sjæl er der bygget en rede
hvor du bor, hvor du bor, hvor du bor

Kære Øjeblik tøv en kende
men fortæl ikke alt hvad du ved
kære Øjeblik kan du nænne
at fortælle om min skrøbelighed
i min sjæl er et sted, der er givet
som tiden den aldrig vil ku´ røre
hvor en solsort synger for livet
prøv og hør, prøv og hør, prøv og hør!

Kære Øjeblik tøv en kende
og giv mig dit venskab og ro
kære Øjeblik kan du nænne
at slippe mig og skille os to
og æbletræet det blomstrede
det sprang ud i en hvirvelvind af hvidt
og lige der hvor det blomstrede
sad vi tit, sad vi tit, sad vi tit

Man er kun en rigtig nordjyde, hvis man kan lide Lilholt! :-)

10 positive

Jeg gør ganske vist ikke selv så meget i lister, men siden jeg nu blev opfordret af Mikael, vil jeg selvfølgelig bringe 10 ting, jeg synes er positive ved mig selv.

Jeg synes, at det var svært at finde 10 ting. Selv nu hvor jeg har 10 ting i tankerne, støjer alle bortforklaringer og “men”-erne bagved. Det er egentlig en smule trist, at man ikke kan fremhæve nogle positive sider ved sig selv med panden oppe. Faktisk synes jeg slet ikke, at det var sjovt at lave denne liste, og ligenu føler jeg mig både en smule egoistisk, selvhøjtidelig og selvglad ved at skulle skrive dem. 

Man skal “godta seg selv“og godtage de fejl og mangler, man har, som Amélie skriver om på sin blog. Lige så vigtigt er det imidlertid at give plads til alt det gode, der er i os alle.

Jeg prøver at fokusere mere på de gode sider ved mig selv, og her kommer 10 ting i vilkårlig rækkefølge. Gad vide om det kun er noget, jeg selv ser ved mig selv, eller om det er noget andre tænker om mig også.

#1 Jeg er hjælpsom og flittig.
#2 Jeg er god til at komplimentere andre.
#3 Jeg er en god lytter.
#4 Jeg elsker at læse.
#5 Jeg brænder altid for det, jeg skal lave.
#6 Jeg er ærlig.
#7 Jeg er omsorgsfuld.
#8 Jeg er offervillig.
#9 Jeg tror på det gode i andre (den positive vinkling af naivitet)
#10 Jeg smiler stort set altid.

Jeg tilslutter mig i øvrigt akilleshæl-teorien sammen med Schjelde og Louise. Princippet er vist, at jeg nu skal tagge nogle andre, og utvungent lyder opfordringen derfor til Simone, Amélie, Lise, Alice og Susanne.

 **UPDATE: Nadja Pass har netop nu skrevet smukt og velovervejet om “egenbeskrivelser” på sin blog.

Inden arbejde var jeg tidligt oppe og ude at gå en tur. Morgenlyset var så smukt, så jeg tog et par billeder. Efteråret er tilsyneladende så småt på trapperne.

Efter jeg er begyndt at arbejde så tidligt, er jeg begyndt at elske morgenerne. Der er så fredeligt og plads til alle mine tanker.

Hav en velsignet dag alle sammen.

p10500461.jpg

p10500541.jpg

p10500631.jpg

p10500661.jpg

p10500641.jpg

Ingen skole

dsc_0004.jpg

Skolestart, og for første gang i 13 år, skal jeg ikke selv begynde. Det er underligt.

Sine, min søster, er begyndt i 1.g på DG, mit gymnasium, hvor jeg ikke længere selv er. Tiden forsvinder så hurtigt. Jeg ved bare ikke hvorhen.

Bevingede ord om ord

“I know nothing in the world that has as much power as a word.
Sometimes I write one, and I look at it, until it begins to shine.”

~ Emily Dickinson (1830-1886)

 

emily-dickinson.gif

brook1.jpg

Da sommerregnen væltede ned som en anden syndflod i begyndelsen af juli, nød jeg min eneste uges ferie inden oktober. Vandmasserne var ikke andet end den perfekte undskyldning til at krybe under dynen med en god kop te og forsvinde ind i bøgernes univers. I den uge læste jeg blandt andre min første Auster-roman, ”Brooklyn Dårskab”, og uden at blinke vil jeg sige, at det bestemt ikke bliver min sidste.

Hans tragikomiske set-ups er fængende, og han formår at beskrive en sort Verden, så man kommer til at smile på den gode måde. I denne roman møder vi hovedpersonen Nathan Glass på knap 60 år, der netop har trukket sig tilbage til Brooklyn efter et helt liv i forstæderne. Hele hans liv har været en sørgelig affære; hans ægteskab er ødelagt, han er lige kommet sig over en kræftsygdom, og selv er han inkarnationen af ensomhed. Han valgte at flytte tilbage til Brooklyn, da han med egne ord ”ledte efter et stilfærdigt sted af dø”. På trods af erklæringens dysterhed, slås den komiske tone allerede her an på grund af dens paradoksalitet. Stilfærdighed er ikke et træk, man normalt tillægger NY-bydelen. Resten af romanen er da også et rent og skært dementi af denne åbningssætning.

I et antikvariat træffer Nathan ved en tilfældighed sin nevø Tom, som han for længst havde mistet kontakten med. De bliver hurtigt nære venner og lidelsesfæller, og sammen med antikvarboghandleren Harry accelererer begivenhederne hurtigt i deres ellers grå liv.

Pludselig er Harry død, Tom er blevet gift, og Nathan og Tom har ansvaret for den 9-årige pige Lucy (Nathans søsters barnebarn og Toms niece), mens de desperat leder efter Lucys forsvundne mor, eks-sangerinden/narkomanen/pornostjernen Aurora, parallelt med at de drømmer om Hotel Eksistens - et sted, hvor der er plads til tilværelsens skæve eksistenser.

De mange medvirkende personers skæbner bliver viklet ind i hinanden, og det gensidige afhængighedsforhold, der er mellem dem, synes eksistentielt. ”Intet menneske er en ø”, som John Donne engang skrev. Ensomheden, som skulle være et gennemgående tema i Austers romaner, skildres da også som et fængsel og ikke som en romantisk, befriende livsstil i storbyens anonyme gader, sådan som den lidende kunstner ynder at beskrive det.

paul_auster.jpg

Bliver jeg fanget af en bog, er det ofte også kombineret med en fascination af forfatteren. Paul Auster er ingen undtagelse. Først og fremmest er han en tryllekunster med ordet. I forbindelse med et forløb om sprogfilosofi i min filosofiklasse på gymnasiet, læste vi et par Auster-digte, og selvom hans prosa er meget anderledes end hans lyrik, hersker der ingen tvivl om, at man har en mesters værk i sine hænder. ”Brooklyn Dårskab” skulle være hans mest letlæste roman ind til videre, og den er da også ligetil og hurtigt læst, selvom jeg ved, at den rummer flere dimensioner, der først vil vise sig ved den obligatoriske genlæsning.

Austers egen belæsthed kommer til syne gennem de utallige referencer, der er hele romanen igennem – både til andre forfattere, politiske situationer, menneskesyn osv. En spøjs detalje i forbindelse med Paul Austers biografiske jeg, der er at understreje det næsten absurde ved hans univers, er at ”Brooklyn Dårskab” havde sin verdenspræmiere på dansk. Amerikanerne skulle eftersigende ikke være så vilde med forfatteren, men hvorfor han valgte Danmarks begrænsede publikum, må jeg lade stå hen i det uvisse.

Udover ensomheden som tema, spiller tilfældighederne også en central rolle i “Brooklyn Dårskab”. Selve hændelserne for bogens persongalleri er alle ofre for tilfældighedernes spil, ja deres livsforløb er formet af tilfældigheder. En anden ting, jeg imidlertid finder mere interessant ved romanen, er sætningen “Den sande historie ligger i detaljerne”, som Auster lader Harry sige gentagne gange. Nathan, der skriver anekdoter om folk omkring sig fører os ligeledes ud ad utallige tangenter, sidegader og omveje, der ikke har nogen direkte betydning for den primære handling, men de mange - tilsyneladende irrelevante - detaljerede historier anslår en overordnet stemning og danner (tilfældigvis?) et mønster, der føjer til helheden. Nathan nedskriver beretninger om stort og småt, deriblandt egne tåbelige fortalelser, diverse platheder og en mængde om sin nevø, der var lovende litteraturstuderende, men endte som halvfed, deprimeret taxachauffør. Og han beretter om filosoffen Wittgenstein, der efter en åndelig krise vendte tilbage til en lille landsby i Østrig, hvor han for 20 år siden som skolelærer havde uddelt knytnæver til børnene og nu erfarede, at ingen af hans gamle elever var i stand til at tilgive ham.

Udover lektionen om vigtigheden i detaljen, lærer Nathan af Tom, at intet er vigtigere end fortællingen. Tom har et eksempel:
Franz Kafka mødte en dag en pige i en park. Hun græd, fordi hun havde mistet sin dukke. I samme øjeblik digtede han en historie om, at dukken ikke var blevet væk; den var rejst af sted på egen hånd for at lære nye sider af Livet at kende. Det havde dukken selv fortalt ham i et brev, forklarede han. Hver dag i de efterfølgende tre uger mødtes Digteren med den lille pige i parken, og hver dag fortalte han endnu et brudstykke af dukkens fortælling. I det sidste brev fortalte dukken, at den havde giftet sig, og pigen var lykkelig på dukkens vegne. Mens døden var ved at indhente Kafka, og han skrev på sine egne - i følge ham selv - ufuldkomne værker, tog han sig tid til at fortælle pigen dukkens historie, forklarer Tom, og pigen blev helbredt for sit savn: ”Hun har historien, og når en person er så heldig at leve i en historie, at leve i en imaginær verden, forsvinder denne verdens smerte. Så lang tid historien varer ved, eksisterer virkeligheden ikke længere”. Smukkere kan eskapistens flugt næppe beskrives.

Alt i alt er “Brooklyn Dårskab” en hyldest til både sproget og fortællingen, samt en kærlighedserklæring til den menneskelige ufuldkommenhed og mangfoldighed. Dette blev lidt langt, så jeg vil afslutte kort: Læs!

Arbejde og arbejde

Ja, jeg får ikke blogget så meget for tiden. Til gengæld får jeg tjent en masse penge. Pt. sidder jeg fuldstændigt mørbanket efter at have haft tre vagter inden for halvandet døgn. Jeg har 50 timer i denne uge…
Jeg har travlt og får ikke engang læst de bøger, jeg vil. Derudover er det fint. Jeg er blevet rigtig glad for at være på plejehjemmet, og jeg synes, at jeg er ved at kende de ældre nogenlunde.

Jeg vil gerne i gang med at blogge igen, men det glider ikke så nemt for tiden. Det skal nok komme. Jeg er i hvert fald ikke helt forsvundet. Der er trods alt agurketid lidt endnu…

1.jpg

En sommerdrøm af kaprifol på vores terrasse.
Selv nu hvor det er sensommer, bliver man indhyldet af søde blomsterdufte, når man sidder ude og nyder de lune sommernætter. Berusende.

2.jpg

100 års jubilæum

Ja, jeg er her altså endnu…

Jeg har sommertravlt med job og diverse andre ting og sager, så der kommer nok også til at stå lidt stille på bloggen i de kommende uger.

I sidste uge var jeg alene hjemme, mens resten af familien var på spejderlejr. Helt særligt er det jo, at spejderbevægelsen kunne fejre 100 års jubilæum for et par dage siden. Tillykke til os.

Her er et billede af min spejdergruppe sammen med vores britiske venskabsgruppe, Fleet Guides.

vj07d0007.jpg

Jeg var dernede og besøge dem sidste søndag, fordi min far fyldte 50 år. Jeg havde desværre ikke mulighed for at blive der længere - jeg nåede kun lige at få lyst til mere bål, hygge og spejderånd.

New Kid on the Blog

I dag kan jeg omsider og med glæde byde Simone velkommen i bloggeruniverset, der allerede med høje ambitioner kaster sig ud i det.

Tjek hendes blog ud på www.simonesblog.wordpress.com 

Glæd jer - det gør jeg!

Skønhed

Kafka, som jeg indimellem tror, at jeg har et crush på, sagde følgende om skønhed:

Ungdommen er lykkelig, fordi den kan se skønheden. Enhver, der bevarer evnen til at se skønhed, vil aldrig ældes.

Jeg elsker skønheden i alle dens facetter;

Træer, hvis blade glinser efter regn. Nyudsprungne liljer. Et omsorgsfuldt ord på en dårlig dag. Sproglig magi. En ung mand i bussen, der kigger drømmende ud af vinduet på den lysende måne. Sang og musik. En solnedgang. Natlige timer, hvor man ligger glad og søvnløs i sin seng. Havet, der ruller ind på stranden. Stilhed. Kærligheden mellem mennesker. Stjernerne.

Hvor er Verden et fantastisk sted!

Kærlighed er…

…at din 13-årige søster cykler dig i møde midt om natten, når du skal cykle de 5 km. fra bussen og hjem bare fordi, at hun vil gøre dig glad - på trods af at hun er bange for mørke!

Travle tider

Nu er det ved at være to uger siden, jeg sidst bloggede, og jeg har da også haft supertravlt. Jeg arbejder stort set hver dag fra kl. 7 (!!) om morgenen, og derudover har der bare været en hel masse andet.

Arbejdet på plejehjemmet er fint. Jeg vil sige, at jeg fik overskredet en del grænser de første dage, og det er også hårdt psykisk at passe så dårlige medmennesker. Men jeg lærer en hel masse. Den største kritik, jeg har af det hele, er at jeg stort set ikke har fået nogen oplæring. Jeg var rundt med en fastansat den første dag, men ellers har jeg været overladt ret meget til mig selv. Jeg synes ikke det er etisk korrekt, og det er også et enormt ansvar pludselig at få - det er jo rigtige mennesker, jeg har med at gøre. Men sektoren mangler jo folk helt vildt. Min mor har fortalt, at de såmænd ansætter afløsere helt ned til 16 år i Kbh. Dét er virkelig ikke godt, synes jeg.

Ellers har jeg taget mig tid til at se nogle venner, jeg ikke har set i lang tid. Jeg var blandt andet en smut omkring pinsekirkernes sommerstævne for at besøge en veninde fra Sjælland. Det var rigtig hyggeligt, og sjovt at møde en masse pinsefolk. Jeg hader, at man altid sætter en masse labels og kasser ned over folk, for umiddelbart virker vi så ens. Jeg fik nogle gode samtaler med et par stykker, hvilket var ret fedt.

I dag har jeg en velfortjent fridag, og jeg har indtil videre brugt den på at sove længe. Vejret ser ikke for godt ud, så jeg kunne nok finde på at se en film eller læse lidt i en bog. Jeg er pt. i gang med “Stormfulde Højder”, som jo er en klassiker ;)

Det var så lige en kort update fra mig af.

p1040450.jpg

Eventyrgåde

Der var engang tre koner, som var blevet forvandlet til markblomster, men den ene af dem havde lov til at være hjemme om natten. En morgen, da hun igen måtte gå ud på marken til sine kammerater og blive en blomst, sagde hun til sin mand: ”Hvis du kommer ud på marken i formiddag og plukker mig, bliver jeg frelst og kan altid blive hos dig.” Men hvordan kunne han nu kende hende, for blomsterne så ganske ens ud? Jo, ser I, hun havde jo været hjemme om natten og der var ikke faldet dug på hende som på de to andre, så derpå kendte manden hende.

~Brødrene Grimms Eventyr

cosmosstoltkavaler21.jpg

(billedet er taget af Liselotte www.slagtenhelligko.dk)

Stilhed og Ord

p72100521.jpg 

Det er i Stilheden, at jeg føler mig nærmest Gud. Det er i Stilheden, jeg føler størst trang til at bede til Gud. Det er i Stilheden, at jeg ikke kan lade være, og hvor det er lettest for mig. Ofte bliver Stilheden min bøn, og i Stilheden siger mit hjerte mere, end jeg på noget tidspunkt kunne sige med ord.

                “Bøn består ikke af de mange ord, men af hjertets glød vendt mod Gud.”

                                                                                                      ~ Moder Teresa

Ofte oplever jeg, at Ord begrænser mig i min bøn, og at det bliver min egen monolog fremfor en samtale med Gud. Men i Stilheden kan jeg lytte - lytte til Gud. Når jeg lukker min mund, åbner mit hjerte sig.

Ord er så fattige, og de forsimpler den stemme, der kommer fra mit indre.

                “Det drejer sig ikke så meget om at fabrikere en bøn som at slutte sig til
                 en bøn, der allerede findes i enhver af os, og lade den bøn stige op i sig.”

                                                                                                      ~ Henri Caffarel

Tit siger jeg måske ikke, hvad jeg oprigtigt ønsker, når jeg bruger Ord og beder højt. Mine tanker kredser i stedet om formuleringer og ordvalg. Fokus bliver på formen frem for indholdet.

                 ”Talens brug er givet menneskene for, at de kan skjule deres tanker.”

                                                                                                       ~ R.P. Malagrida

motoff161.jpg 

Kristus skal være min bøn…

                 ”Kristus Jesus, jeg støtter mig til dig hvert øjeblik. Selv når jeg ikke kan
                 bede, er du min bøn.”

Student 2007

Efter et studenter-stand-by her på bloggen, er det vist på tide, at jeg vender tilbage fra lykkerusens uvirkelighed.

Jeg er nu student!!!

Det er vildt, og jeg forstår det ganske enkelt ikke. Selve dagen gik fantastisk med det hyggeligste studentergilde om aftenen. Torsdag kørte hele 3.x i lastvogn rundt til hinanden. Blæsende koldt, men smaddersjovt. Fredag var der dimision, og om aftenen gik turen til Gaden - jeg har aldrig troet, at jeg skulle sige dette, men det var faktisk sjovt. Måske fordi vi alle bare var så glade, og selvfølgelig også fordi vi havde et diskotek helt for os selv hele årgangen.
Siden har jeg slappet af med min familie, læst to - skønlitteratur - bøger og forsøgt at forstå, at jeg er færdig.

Det er simpelthen ikke til at forstå. 3 år er der gået - et kort øjebliks uopmærksomhed og jeg befinder mig pludselig ikke længere i den trygge gymnasietilværelse. 3 år på godt og ondt. 3 år, hvor der er sket mere i mit liv end mine tidligere næsten 16 år. Det er med blandede følelser, at jeg forlader mit elskede gymnasium. Der er folk, jeg vil savne, og folk jeg ikke vil savne. Det er fedt, at en ny epoke nu tager sin begyndelse, men det er jo aldrig sjovt at sige farvel.

Om 10 år, vil jeg se tilbage som I gør, Henrik og Lise. Ligenu er det så langt ude i fremtiden, at jeg end ikke kan forestille mig, hvad jeg er, og hvor jeg er til den tid. Jeg ved ikke engang, hvad jeg laver om et halvt år.

Men alt i alt: huen er smuk, og jeg er glad for den.
Tusind tak for alle lykønskningerne. De varmede meget :-)

Her er lidt billeder fra studenterkørslen. Jeg havde kameraet (et gammelt et, så kvaliteten er ikke suveræn!), så der er desværre ikke nogle af mig, men når jeg får uploaded min faders billeder, skal I nok få lov til at se mig med huen på ;-)

 4.jpg

1.jpg

2.jpg

3.jpg

**UPDATE:

Dette billede fik jeg lige tilsendt af min veninde (også fra vores studenterkørsel):
C’est moi - i et tænksomt øjeblik ;-)

11.jpg

Endlich!

13 Stunden….! Wünschen Sie mir viel Glück!

Kloster-trend

angel-left1.jpg

Et kloster er noget af det smuk-
keste, jeg ved; stilheden og guds-
nærværet, der står så klart enkelt og rent. Det fascinerer mig og rø-
rer mig. Man skal ikke gøre eller præstere - bare være. Tiden står på en forunderlig måde stille, sam-
tidig med at man føler evigheden.

Når alt er tyst, kan stilheden virke larmende, men det er i roen og freden, at man møder sig selv og Guds kærlighed.
Når gentagelserne omfavner dig, kunne det have virket besnærende, men det gør det ikke - det sætter dig i stedet fri.

Klostre har en speciel plads i mit hjerte. Jeg har været i Taizé to gange i løbet af det sidste år, og jeg vil så gerne tage derned for et længere stykke tid.

Jeg er ikke den eneste, der rammes af klosternes skønhed. Det lader til, at det er blevet trendy at gå i kloster. Jeg har set nyhedsindslag, læst artikler og sågar set temaaften om hvordan erhvervsfolk, specialestuderende og ganske almindelige danskere søger tilflugt bag klostrets mure for at sætte dagligdagens stress og jag på stand-by og slipe for den unødvendige støj i livet.

Klostret står da også som kontrast til verden i dag, og jeg forstår hvordan freden og roen må appelere til disse mennesker, men jeg forstår ikke, hvordan en hel temaaften kan handle om klosterophold uden at orden “Gud” bliver nævnt på ét eneste tidspunkt. Før eller siden på deres retræte må disse mennesker da forholde sig til Gud, spørge sig selv om, hvad de tror, og om de tror - om ikke andet så på grund af omgivelserne. Hvis ikke sådanne eksistentielle og religiøse spørgsmål dukker op, og hvis de udelukkende opsøger klostrene for stilhedens skyld, forstår jeg ikke hvorfor de ikke vælger en bjerghytte i Spanien eller et kurophold på et wellnesscenter. Måske gør de det også, men at det blot er diskursen i TV, der er anti-religiøs.

Jeg er ikke sikker på, om jeg bryder mig om trenden. En trend er som regel noget overfladisk, flygtigt og meningsløst - det absolut modsatte af de adjektiver, jeg forbinder med et kloster.
Hvad mener du? Er det godt eller skidt, at klostre på denne måde er blevet trendy?

Fogh blogger

Så er selveste Statsministeren også hoppet med på bølgen med en spritny og sågar personlig blog.

Egentlig synes jeg, at det kun er på tide, at han viser sig på banen i blogosfæren. Personlige hjemmesider har bare ikke samme muligheder, som en blog har i og med, at læsere kan smide kommentarer. Så længe Anders Fogh selv skriver indlæggene og selv læser kommentarerne (det kan imidlertid være et utopisk ønske i længden), synes jeg, at det er et fedt initiativ. Det må i hvert fald siges at være demokratisk med denne mulighed for direkte kontakt - måske endda dialog - mellem top og borgere.

Go for it, Anders. Så kan man have den mening om dig, som man vil…

Du kan se bloggen her

wwww1.gif

Eksamensnerver

Nervøsiteten melder sig. Oldtidskundskab i morgen kl. 9:15. Hvor er det godt at vide, at man ikke er mutters alene ved det grønne bord…

Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.
(Jos 1:9)

parthenon.jpg

PS: Her ses så templet Parthenon, der i antikken var det vigtigste tempel i Athen for tilbedelse af Athene. Templet står på Akropolis og er i dorisk stil inkl. alt hvad der hører sig til af metoper, triglyffer og arkitrav. Jep - kunsthistorie er ikke det mest ophidsende i det her fag…!

Ridin’ Thumb

dsc06534jj.jpg

Mit seneste bidrag til min samling er et album af dette fantastiske funkorkester, der også rummer elementer af jazz, hiphop og soul; et skønt mix, du skulle tage og lytte til. Albummet “21st Century Fox” lever 100% op til mine ellers høje forventninger, og rytmerne spreder glæde hvorend de lyder.

De skulle efter sigende også være helt fænomenale live!

 Jeg vil ikke sige meget andet end: Hør det!

Du kan evt. høre ganske korte brudstykker af sangene her.

Morgenbøn

Herre, gør mig til redskab for din fred.
Hvor der er had, lad mig så kærlighed;
Hvor der er smerte, nåde;
Hvor der er tvivl, tro;
Hvor der er mørke, lys;
Hvor der er sorg, glæde.

                                                    ~ Frans Assisis

Hav en velsignet dag alle sammen.

Inspireret af Alice vil jeg nu forsøge at sprede en bloggertendens.

Som Alice skriver, har vi alle themesongs ligesom Ally Mcbeal, der passer til forskellige perioder af vores liv.

Pt. kunne min være “On the sunny side of the street” med Louis Armstrong; glad, solbeskinnet, sorgløs og frisk.

Jeg tror på, at musik siger mere end ord, og dit valg af sang siger meget om dig som menneske. Derfor vil jeg forfærdeligt gerne høre din themesong. Skriv en kommentar her, lav et indlæg på din blog eller whatsoever om hvilken sang, der synger dit liv.

Here we go…