Ikke meget forandring dér, men læg mærke til at jeg skifter fra WordPress til Blogger. Er det mon at karakterisere som forræderi? Jeg ser imidlertid frem til at prøve dét også.
Så kære læsere, dem af jer der er tilbage, tag godt imod mig på min nye blog. Der bliver nok ikke så meget nyt, men jeg håber på at en ny start kan få mig ud af hullerne igen.
Sommeren er forlængst i gang, og nu hvor vejret hverken er til grill eller strand, så må man jo blogge.
Det var en skøn tur til Paris. Det føles allerede som 100 år siden, fordi jeg p.t. er en travl ung dame. F.eks. tager jeg et intensivkursus for at få kørekort. Hvis alt går vel, så skulle det gerne være i hus om en måneds tid alt efter hvor lang ventetid, der er på prøven, og hvor længe jeg er om at lære at accelerere op til passende hastighed i en motorvejstilkørsel…
Nogen, der vil med ud at cruise, når dagen er oprindet?
Andre high-lights:
Min og X-faktor Lauras cd er omsider udkommet, og den skal naturligvis stå på alle cd-hylder. “Syng Lovsang Hele Jorden” hedder den, og den kan købes her.
Nyt job som ferieafløser på et plejehjem her i dobbelt a. Forhåbentligt viser der sig snart noget andet, for jeg trænger til at prøve noget nyt.
Jeg tager på SommerOase fra i morgen til søndag aften, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til, da jeg ikke har været med før.
For dem, som ikke skulle vide det: Jeg tager på Discipleship Training School (DTS) i Australien, Perth til januar 2009 :-)
Okay, indrømmet. Dette blogindlæg er undfanget i en nagende utilfredshed med, at Paster H. er kommet i gang igen. (Læs i øvrigt hans spændende indlæg om vores kommende plantning af Re:Search som selvstændig kirke). Jeg vil også. Nu får vi at se, om en sådan motivation holder – min erfaring taler desværre imod mig.
Søndag aften tager jeg en smuttur til Paris med en højskoleveninde; Spontant, ikke-planlagt, vidunderligt og dejligt! Vi skal bo 10 dage hos hendes folkeskoleveninde, som vist nok har fremlejet en lejlighed af en fransk skuespillerinde. Bliver det mere romantisk?
Hurra for den vildt billige flyafgang fra Aalborg til Paris. Jeg har stadig min første færd igennem Europa på egen hånd for et par år siden i frisk erindring. Et døgn i tog er ikke specielt sjovt, prisen ej heller.
Alt er dejligt, og så kan mit træge come-back på bloggen altså ikke slå mig af pinden :-)
I anledning af, at Nadja Pass har blogget et – som sædvanligt – interessant og tankevækkende indlæg ud fra en kommentar, jeg har skrevet på hendes blog, så vil jeg her fremhæve hendes blog som et must-read. Hun skriver skønt om verden omkring sig, hun er verdensmester i at iagttage og i at forbløffe, og vi kan alle lære noget af det, hun deler ud af.
Føj hende til dine foretrukne, lad dig forbløffe og tjek så i øvrigt hendes andre projekter ud!
Jeg troede faktisk, at bloggen var død, men jeg savner at blogge, og jeg synes, at jeg har så meget på hjertet for tiden – måske rent faktisk for meget til at få blogget om det. I kender sikkert følelsen – når ordene er for mange, sætter de sig fast.
Der er sket så meget…
Jeg er flyttet hjemmefra, skal det først og fremmest siges - til skønne Aalborg, hvor solen har skinnet næsten uafbrudt siden min ankomst. Min base er derfor nu et herligt lille kvistværelse i et gammelt og skævt, gult hus i hjertet af byen.
Jeg har ikke arbejdet meget den sidste måned, men tiden er alligevel fløjet af sted med dejlige stunder udenfor, med venner og med at “lave hjem”. Er der noget dejligere end at købe blomster til sig selv, bare fordi man er glad? ;-)
Og glad, det er jeg. Gladere, end jeg har været længe, fyldt med forårsenergi, drømme og planer. De nyudsprungne syrener gør noget særligt ved mig, og jeg kan ikke få nok af alt det grønne, fuglesang og lyse aftener.
Muligvis er dette et krampagtigt forsøg på en genoplivning, men nu får vi at se.
Jeg var ude at gå en tur her til morgen. Hvor er det skønt, at der er begyndt at blive tidligere lyst! Der ligger et eventyrligt slør af tåge over alting, og jeg er sikker på at det gemmer på en dejlig dag. Nu sidder jeg i et stille hus med ild i brændeovnen og kaffe, der er ved at blive brygget.
…
du kære Far i Himlen, ræk
mig varmen fra en vintergæk.
Er der noget mere irriterende at være nødt til at gå i seng, når solen endelig er stået op i et orgie af farver, og dagen tegner til at blive en af de smukke?
Hun skriver, så man krymper tæer – fordi fortællingerne er så modbydelige, og fordi hun gør det så fabuløst godt.
Den gennemgående ramme er “hverdag”; dit og mit liv, men uvejret raser, så ingen går fri. Mennesker brager ind i hinanden, kommer til skade og gør skade i de relationer, de indgår i.
“Bulbjerg” er nok den bedste novelle, jeg nogensinde har læst!
Min far påstår, at han ikke gider læse bøger om Holocaust eller – som denne bog – om folkemordet i Rwanda, fordi han ikke synes det er nødvendigt at få udpenslet forfærdelighederne. Han synes det er en bizar form for underholdning – som “Virkelighedens Verden”-bøgerne, hvor man ukonstruktivt svælger i andres ulykke.
Men man skal ikke undervurdere Oplysning, og denne bog beretter ikke om en skrækkelig stammekrig, hvor de vilde afrikanere gik amok med manchetter. Den vidner om en raceopdeling skabt af og under Belgiens herredømme, om en velorganiseret udrensning skabt af regeringsmagten og støttet økonomisk af Frankrig og USA. Endelig vidner den om et internationalt samfund, der så på og lod stå til. De bureaukratiske processer i FN kom til at koste op mod 500.000 menneskeliv.
Det er ikke en objektiv, neutral beretning, men Øjvind Kyrø, der var øjenvidne til begivenhederne, har lavet en veldokumenteret, saglig, grusom og tankevækkende reportage om de 100 mareridts-dage i Rwanda, om de politiske årsager til at det gik så galt, samt om årene efter katastofen.
Der er nogle bøger, man bare skal læse. Dette er én af dem; ikke for oplevelsens skyld, men fordi man ikke må glemme.
Når der er forår udenfor, er det nemt at drømme om sommer. Med Christina Hesselholdts nyeste roman bliver det endnu nemmere. Den lille roman emmer af dansk sommeridyl en dag i sommerhuset, og Facaden er helt rigtig.
Så vidt så godt.
Der er ugler i alle moser, og hele persongalleriet er med til at spolere perfektheden af kernefamilie og grillaften på hver deres måde. Der er kontrolfreaken Anne og forlæggeren Lars og deres datter Sara. Så er der bare også Amalie – Lars’ datter fra et tidligere ægteskab, den kiksede forfatter Julius og senere på eftermiddagen den afghanske flygtning Naseema og hendes børn.
De små kriser, der virker umenneskeligt store i det lille univers, bliver beskrevet af en forfatter, der kan sit kram. Historien er fin, men det er Hesselholdt, der hæver den op og gør den interessant. Selve fortælleteknikken er småsnakkende, men man mærker, at hvert et ord er velovervejet. Virtuøst glider synsvinklen næsten ubemærket fra person til person, som når sommerluften flimrer en varm eftermiddag, så det føles som magi. Hendes skrivestil i denne roman er blevet sammenlignet med Virgina Woolf, hvilket jo i sig selv er et kompliment.
Romanen er en lille perle! Trods middelklasse-tematikker, der måske kan afspore til trivial-assosiationer, så er det langt fra en middelmådig bog. Snarere én af de fineste jeg har læst i et stykke tid.
Jep, i to dage har solen nu skinnet, som var det midt i marts, ude i haven blomstrer erantis og vintergækker, og der vover at komme sne og storm til februar.
Det er mandag, selvom det ikke føles sådan, (det er min første fridag siden den 18.), og jeg glæder mig over ugen som kommer.
Ligenu sidder jeg alene hjemme med godt gang i brændeovnen, imens den blå time langsomt sænker sig over lille Ørum. Kan I også begyndt at kunne mærke, hvordan dagene er blevet længere?
Det sidste stykke tid med dårligt vejr, samt en uges nattevagter har nu endelig fået bugt med mig, og jeg ligger syg og sølle herhjemme. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og nu får jeg endelig taget mig sammen til at skrive her på bloggen. Det irriterer mig grusomt, at jeg ikke har skrevet mere, mens jeg gik på højskolen – der skete jo så mange ting, men det er der ikke noget at gøre ved nu. Nu er der ikke desto mindre tid til en lille opsumering af mit liv pt.
Efter at have ligget brak et par uger efter højskole, jul og nytår, er jeg endelig kommet i gang med at arbejde og få en hverdag op at køre. Jeg har fået tilbudt en fast stilling på mit gamle job på plejehjemmet, som jeg har sagt ja til, så selvom jeg har været meget opsat på straks eller så hurtigt som muligt at Komme I Gang Med Et-Eller-Andet, så er mine planer nu udskudt et par måneder. Selvom det irriterer mig en smule at vide, at jeg nu skal bo herhjemme igen i hvert fald indtil april, så må jeg indrømme, at det også er rart at vide, at jeg nu kan få indtjent en solid opsparing.
På onsdag er der SmallChurch i ReSearch, hvilket bliver første gang siden september, at jeg skal være sammen med fællesskabet. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme derud, og det er endnu en god ting ved beslutningen om at blive nordenfjords et stykke tid endnu - jeg har savnet sådan at være en aktiv del af kirken.
I dag begynder fastetiden i øvrigt for os i ReSearch, og jeg har valgt at give afkald på de søde sager og ellers spise enkle og lette måltider. Jeg har formentlig nævnt før, at det for mig er allermest naturligt at bede til Gud og være sammen med Gud, når jeg er ude i naturen, så under fasten – og forhåbentligt fremover også – vil jeg gøre det til en fast rutine at gå en lang tur om morgenen eller inden det bliver mørkt, alt efter hvornår jeg skal på arbejde. Jeg glæder mig allerede – især hvis vejret vil være som i dag :-)
Nå, jeg håber, at denne post får mig i gang igen. Jeg håber, at I har det godt derude!
Så blev min vælger-mødom taget, og jeg har hermed gjort min samfundspligt. Vi brevstemte inde i Aarhus i går, fordi vi er på vej til Istanbul, når valgdagen oprinder.
Nu må vi bare vente spændt og se, hvad resultatet bliver. Hvad jeg stemte på, vil jeg lade blive i uvishedens tåger, men jeg tør godt røbe, at DF ikke fik min stemme, selvom en ven her mener, at man næsten skulle tro det med alle de ordsprog, jeg kan :-)
Der sker bare mange skøre ting på en højskole. Det er næsten ved at blive en hel undskyldning for - eller i det mindste forklaring på – alle de skøre indfald, man hele tiden får, som da Anders, Siri og jeg ordsprogs-battlede her den anden dag. Jeg vandt ikke, selvom jeg vil kalde mig selv ganske habil inden for feltet, men man skal jo som bekendt ikke græde over spildt mælk, så stort tillykke til Anders herfra.
Nu vil jeg imidlertid kæmpe en brav kamp for at integrere diverse ordsprog i mit hverdagssprog. Hvem ved, hvad det vil føre med sig. Mange bække små gør en stor å.
There are two kinds of secrets. The ones we keep from others and the ones we keep from ourselves.
~ Frank Warren
Jeg har netop anskaffet mig denne bog, og jeg synes, den er helt fantastisk. Vi gemmer så mange ting indeni os, og når man læser samlingen af de utallige hemmeligheder, som helt almindelige mennesker har sendt til Frank Warren, veksler man mellem at få tårer i øjnene, grine og føle sig ramt.
På hjemmesiden www.postsecret.com kan man få et glimt af de ting, der normalt ikke kommer frem i lyset.
Jeg elsker simpelthen idéen og konceptet. Vi har alle en historie at fortælle.
Jep, jeg er så debuteret som nøgenfotograf. Blufærdige, ikke-frimodige, forlegne Anne har taget billeder af en nøgen mand!
Man tænkte slet ikke over, at han var splitterravende, og det var ikke spor flovt, hvilket kom meget bag på mig. Kim, som han hedder, var bare så naturlig, super-afslappet og rar.
Jeg forsøgte at komme bagved det rent kropslige motiv og se de landskaber, der dukker op af bakkerne og kurverne. Det var et helt kick at se billederne og pludselig opdage, hvor tæt man rent faktisk var på. Det var bare så udfordrende, lærerigt og grænseoverskridende.
Yes, det vil jeg gerne prøve igen en anden god gang.
Jeg uploader et par billeder, når jeg får dem over på min computer snarest muligt.
Mine rapporteringer her på bloggen begynder at ligne lister, men det er svært at lade være, fordi her sker så meget.
I weekenden var min dejlige søster på besøg. Det var så dejligt bare at være sammen igen.
Lørdag aften havde vi kæmpe live-rollespils-gangster-bryllups-fest. Det kan stærkt anbefales selv at afprøve det. Dét havde potentiale til at blive årets fest, men da rollerne gik lidt i kludder (80 mennesker er nok for mange at holde styr på til sådan en fest) så blev det desværre ikke så skægt, som jeg havde forventet.
Ellers har vi haft besøg af Peter Øvig Knudsen, der fortalte om Blekingegadebanden. Sej mand!
I dag har min personlige favorit gæstet os, og det var SÅ fantastisk. Mine damer og herrer: Johannes Møllehave. Ih, hvor ville jeg gerne høre ham igen en dag. Jeg har sjældent oplevet en så livsbekræftende person. Hele højskolen gik bare rundt med smil på læberne efter formiddagens foredrag.
Livet går efterhånden sin vante gang her, og jeg er ved at glemme dagligdagen derhjemme. Tænk at jeg allerede har været her over en måned, og tænk at der ikke engang er to måneder tilbage.
Tiden flyver, og jeg får ikke givet så mange højskole-beretninger, som jeg gerne ville.
Jeg bliver bare gladere og gladere for at være her.
Vi afsluttede vores lyd&litteratur-projekt med et brag af en koncert, og nu er vi startet op med et nyt forløb. Punktprosa. Mere om det senere.
Derudover har vi haft besøg af Ghita Nørby, der fortalte om Karen Blixen. Smadder-interessant, men Ghita tog ligesom lidt af billedet. Hvilken kvinde! Hvem er ikke fan af Ghita Nørby, spørger jeg bare?! Jeg havde min egen lille samtale med hende på parkeringspladsen efter foredraget ;) Ganske sjovt, og temmelig starfucker-ish.
Der er sket så meget, at jeg ikke ved, hvad mere jeg skal skrive.
Min søster kommer i weekenden. Jeg glæder mig bare til at være sammen med hende.
Jeg vil lige vie et indlæg til begrebet audiopoesi i anledningen af Spoken Word-festivalen på Aarhus Studenterhus denne weekend, hvor vi torsdag hørte “Nye Rør” med vores egen skrive-lærer Mads Eslund og fredag “Poeten og Lillebror” med Jonas Gülstorff, Karl Bille m.fl.
Det er, som jeg tidligere har nævnt, netop audiopoesi, vi beskæftiger os med pt. på skrivelinjens lyd&litteratur-projekt. Det er virkelig et fedt koncept, netop fordi man bliver nødt til at nytænke sit syn på litteratur og forholde sig til det, man skriver på en – for mig - helt ny og anderledes måde. Korte, relativt enkle sætningskonstruktioner fungerer bedst, og da oplæsningen er det centrale, bliver rytmen og stemmen pludseligt også helt centrale. Fede ord, som ikke drukner i de andre ord, er vigtige, og ja – gentagelser, gentagelser, gentagelser. Selvom det ikke er på samme form, så har det sine ligheder med de gamle folkeviser o.lign. ;)
Spoken Word er litterær performance, fortælling og fritflyvende poesi. Det er indlevelse og fantasiudfoldelse, det er musikken i ordene og ordene i musikken.
Vi afholder koncert med vores audiopoesi på næste søndag, og jeg glæder mig helt vildt. Det er fedt at stå med en mikrofon i hånden og læse op, mens man gemmer sin nervøsitet bag musikken! Oh yes.
Jeg ville gerne lægge mine tekster herud, men da det slet ikke er nær så fedt uden alt det audiovisuelle, lader jeg være. Hvis koncerten bliver filmet, lægger jeg måske en youtube-fil ud senere.
Til dem af jer, der ikke kender til konceptet, så skulle I tage at lytte til “Poeten og Lillebror“. Noget af det, han laver, er efter min mening rigtig fedt.
Jeg savnede min familie ret meget i torsdags på min fødselsdag, så jeg besluttede, at jeg alligevel ville tage hjem denne weekend. Nu sidder jeg herhjemme og savner højskolen helt vildt. Hvor er det irriterende.
Jeg havde faktisk ikke lyst til at skulle hjemad i går aftes. Vi var på Studenterhuset og høre “Poeten og Lillebror” (lytlytlyt, Jonas er fantastisk!), og det var bare så hyggeligt. Men nu havde jeg jo købt togbilletten.
Herhjemme er tiden gået med at sove længe i min fantastiske seng (min madras på skolen er bare så tynd) og med at plukke æbler i et fantastisk efterårsvejr. Dejligt laid back. Jeg er så småt begyndt at samle ting sammen, der liiige skal med på skolen, selvom jeg egentlig ikke har plads. Men sådan skal det vel gå.
Jeg får taget en masse billeder for tiden i og med, at jeg har det som fag på skolen. Jeg tror endda, at jeg snart vil lave en Flickr-profil, hvor jeg vil dele de bedste… Men man skal jo ikke forhaste sig!
Jeg blev vækket af morgensang på mit værelse, og fik Testrup-fødselsdagssang til morgensamlingen.
I eftermiddag skal jeg på café med Thomas fra min gymnasieklasse og i aften til Spoken Word-festival + være sammen med Inge-Lise – jeg glæder mig til at se dig!
Nuvel, Tiden flyver af sted, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle skrive her på bloggen – mængden af indtryk, oplevelser, nyt og alting oversvømmer mig.
Men jeg har det godt. Rigtig godt.
Folk er søde, miljøet er fantastisk.
Jeg havde en mindre – obligatorisk - krise for et par dage siden, hvor jeg ikke lige kunne overskue flere: “Nå, hvor er du så fra”-samtaler. Nu går det bedre.
Brudstykker af de sidste dage:
Besøg af Frank Hvam (Yes, jeg har insider-viden om “Klovn” nu, Henrik!)
Cykeltur til stranden med min værelseskammerat Isabel.
Kaffe, kaffe, kaffe og mere kaffe.
Højskoleånd og højskolesang – oh yes, “Hvad er højskole? Lys og sang”.
For nå ja – jeg skiftede fra filosofi-linjen til skrive-linjen. Det er jeg superglad for. Her er så megen vitalitet, inspiration og udfoldelse alle steder, at jeg gerne ville have lov til at være lidt mere kreativ. Folk her er så dygtige til det de laver; musik, teater, litteratur, you name it, og miljøet er bare super-intellektuelt og udfordrende.
Lige nu har vi et audiopoesi-projekt på skrive-linjen i forbindelse med Spoken Word-festivalen i Aarhus næste weekenden. Det er så fedt, og det vi laver er så fedt. Wow.
Jeg har bestemt mig for ikke at tage min bærbare med på højskolen, så blogging vil udelukkende ske fra skolens stationære. Det bliver lidt af en kold tyrker – men sundt, tror jeg.
Om 24 timer er jeg kørt af sted mod Aarhus, og jeg befinder mig pt. i et nedpaknings-helvede.
Så sker det snart. Om 5 dage begynder jeg på Testrup Højskole, som vil være rammen om min Verden indtil den 19. december.
Jeg kan allerede mærke den obligatoriske kildren i maven, og jeg har intet overblik over, hvad jeg skal have med. Jeg glæder mig ubeskriveligt til de mange nye venner, jeg vil få og de mange grænser, jeg kommer til at flytte i løbet af de 3 måneder. Jeg glæder mig til alt det, jeg skal lære om Livet, om mig selv og naturligvis om de fag, jeg skal have. Jeg glæder mig til at få en ny begyndelse; gymnasietiden var på mange måder en hård tid for mig, og jeg glæder mig til at få en ny chance og en mulighed for at starte på en frisk.
Jeg er spændt på, hvorledes jeg formår at beholde, vedligeholde og måske endda udvilke de rytmer, jeg har i min relation til Gud for tiden, og jeg håber, at det bliver en god tid for mig i forhold til min tro - især fordi jeg lige nu er meget ked af at skulle forlade ReSearch og det fællesskab, jeg har manglet sådan i det sidste halve år.
Noget, jeg har tænkt meget over de sidste dage, er: Gad vide, hvem jeg er om 3 måneder?
Jeg har planer om fortsat at blogge fra højskolen af, men bloggen vil højst sandsynligt komme til at ændre form og blive mere som en dagbog.
Jeg håber, at I stadig vil læse med!
Min nye adresse bliver altså således:
Testrup Højskole
Testrupvej 110
8320 Mårslet
Send gerne et brev eller en e-mail, hvis det skulle komme over jer ;)
Der er fest i et par huse fra vores, jeg skal møde på arbejde om 4 timer, og jeg er efterhånden lidt desperat.Hvad synes I om det nye look? Var det gamle bedre?
Da jeg var lille, begyndte jeg sommetider at græde, fordi jeg ikke kunne rumme tanken om, at den pågældende dag aldrig nogensinde ville komme igen. Sådan er det stadig; det vil aldrig blive den 19. september 2007 igen. Nu har jeg imidlertid lært at kontrollere mine følelsesudbrud bedre, og jeg tror endda, at jeg har fået det vendt til noget rigtig godt, at den samme dag aldrig kommer to gange.
Hver dag står vi op til en ny, ubrugt dag fuld af muligheder, oplevelser, tanker og begyndelser. Det kan ikke siges ofte nok: Carpe Diem; grib dagen, omfavn den nye dag, for i dag er Guds dag.
Når man stabler brænde i tre timer, alt i mens æblerne lyser rødt på træernes grene, høsten går ind, og kulissen er gulnede blade, der ligeså stille er begyndt at falde, så er der for alvor ved at være efterår.
I de sidste uger inden højskolen har jeg ikke flere faste vagter på plejehjemmet, og jeg vil i stedet kun blive tilkaldt, når der er sygdom osv. Jeg har derfor haft en del fridage i den sidste uge, og da jeg nu har vænnet mig til at arbejde 40-50 timer om ugen, har jeg nu en masse tid, jeg skal have fyldt ud.
Nogen tid har jeg brugt på at læse “The Catcher in the Rye”, som jeg også læste i 2.g. Jeg ved ikke, om det er fordi, det netop er en genlæsning, eller om det skyldes, at det nu er frivilllig læsning, men i hvert fald finder jeg den markant bedre, end jeg huskede den.
Min engelsklærer elskede den, og det har været sjovt at kigge mine noter til den igennem (jep, jeg kan ikke få mig til at smide mine noter ud). Det er fedt at læse af lyst, og det er dejligt afslappende netop ikke at skulle koncentrere sig imens, men man får altså en dybere forståelse af en bog, når man arbejder systematiseret med den…
Holden er bogens hovedperson og fortæller. Det hele begynder, da han er blevet smidt ud af sin skole. Han forlader den om natten uden at nogen ved besked og tager ind til New Yorks anonyme gader. Handlingen udspiller sig på de 48 timer, der går fra han forlader skolen, til han lader sig indlægge på et hospital.
Trods Holdens kyniske og opgivende tone, fornemmer man et intelligent og følsomt væsen bag hans hårde ydre. Sammen med Holden bliver man viklet ind i et spind af tanker om liv og død, Verdens grimhed, menneskers falskhed, samt alle de svære valg man stilles overfor i tilværelsen. Ikke just munter læsning, men det er alligevel absolut ikke en deprimerende bog!
Har du ikke læst den, skulle du tage at stifte bekendtskab med Holden i denne – måske allerførste – teenageroman. Den griber dig – også selvom du mener, at du er ovre teenageårene.
Lidt bonusinfo er, at “The Catcher in the Rye” var bogen, som manden der myrdede John Lennon havde i lommen, samt bogen som manden der forsøgte at myrde Præsident Reagan havde den liggende på sit hotelværelse. [kilde]
Da jeg cyklede hjem fra arbejde i går før midnat, var himlen silkeblå og overstrøet med stjerner, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne blive ved med at se på den for evigt. Min søster Sine og jeg er alene hjemme i denne weekend, og da jeg kom hjem spurgte jeg hende spontant og mest i sjov, om vi ikke skulle sove udenfor under åben himmel. Det ville hun gerne, og lynhurtigt lå vi derude med soveposer og et tæppe, der gerne måtte blive vådt af duggen ved daggry.
Det var som et eventyr, så stjerneklart var der. Bag myriaderne af stjerner snoede mælkevejen sig, og stjerneskuddene dryssede ned over os. Der er noget magisk over at ligge med iskolde kinder tæt op af sin søster en stille septembernat. På stadiet mellem drøm og virkelighed får man øje på nye stjernebilleder, og det er som om historierne dertil digter sig selv til rytmen af vores tungere og tungere åndedrag.
Det var en smuk nat.
Det er langt fra alt, jeg kan lide af Strunge, men nogle gange rammer han virkelig plet. Disse brudstykker af et digt er et eksempel på dette:
Støv er det intet, der svæver i en solstråle.
Støv er det stjerner er gjort af.
Intet er det ugjorte, der kunne være blevet til stjerner,
Når jeg nu ikke kan få kontakt med den lille blogger inden i mig, kan jeg jo altid ændre looket lidt. Billedet er et udsnit af et værk af Julie Nord. Jeg kan rigtig godt lide billedet, og så er det dejligt efterår-ish oven i købet.
Jeg er imidlertid ikke helt sikker på, om det er det rigtige billede til bloggen - det er så farveløst. Derfor: bliv ikke overrasket, hvis det bliver ændret igen i løbet af de kommende dage – i så fald forhåbentligt i følgeskab med lidt flere ord fra min side af.
Jeg er ikke den eneste, der elsker vand og at sejle. Jeg ville ønske, at jeg havde direkte adgang til begge. Det har Rotte, og dem, som kender mig, ved at jeg værdsætter klassiske børnebøger meget højt (se evt. her).
Nu får I en af yndlings-passagerne i “Vinden i Piletræerne”. Livsfilosofien er skøn deri – og hvem får ikke lyst til bare at drive af sted uden bekymringer, gøremål eller noget at forholde sig til… bare drive…
“Det er det eneste, der er,” sagde Vandrotten højtideligt, mens han lænede sig frem til det næste træk med årerne. “Tro mig, min unge ven, der findes intet – absolut intet – der er tilnærmelsesvis så godt som bare at drive omkring i en båd. Bare drive,” fortsatte han drømmende, “drive… omkring… i… en båd… drive…”
Dette indlæg er inspireret af et gammelt indlæg fra 2005 på Amélies blog.
Jeg har en kær, som jeg har kendt igennem flere år. Vores forhold er meget platonisk, men han har været i kroge af mit sind, hvor de færreste andre er blevet lukket ind. Han er den person i Verden, jeg har vovet at være mest ærlig overfor, og jeg elsker ham, som den person han er. Vi skriver mange håndskrevne breve til hinanden, og i brevene udfolder der sig et eventyr af litterære diskussioner, sårbare følelser, betroelser, betragtninger og leg med ord. Han er en kunstner med ordet, og jeg selv gør, hvad jeg kan. Det er en sand fryd, omend vores relation til tider er kompliceret.
Da jeg skrev 3.g-opgave om Kafka, mindede brevvekslingen mellem Milena Jesenska og Kafka mig om min Brevkunstner og jeg. Breve er noget helt specielt, og det er som om følelserne nemmere lader sig fortælle, når de nedskrives med en sort pen på en et gulligt, smukt papir. Jeg elsker at læse store forfatteres korrespondancer – Blixens og Austens breve er noget af det smukkeste, jeg har læst, og jeg elsker selv at skrive og modtage breve.
Breve er vinduer til Svundne Tider. For nogle måneder siden fandt jeg nogle knap 20 år gamle breve fra min Gudfar, som han sendte til min mor og far, da han var i Sydamerika. Jeg var godt et år gammel dengang. Det var en fantastisk oplevelse at få lov til at gennemlæse stakken af tætskrevne sider. Han skrev så levende om den sydamerikanske natur, de politiske forhold og alle hans oplevelser. Til slut i hvert brev, spurgte han, hvordan hans lille Guldklump derhjemme havde det. Det varmede mit hjerte.
Det er en gave at modtage et brev; en gave af Afsenderens tid. Du modtager meget mere end bare ord i et gammeldags brev. Håndskriften og den næsten mærkbare nærhed af Afsenderen må ikke undervurderes. Også dit brev i en lille smuk kuvert vil betyde mere for Modtageren, end du umiddelbart vil tænke, når det dukker frem imellem de vanlige rudekuverter.
Når du først har sat dig ved dit skrivebord, så skal pennen nok danse henover papiret. Du vil føle, at du har langt mere tid til at reflektere over dine sætninger og give dem det drys af skønhed, humor eller alvor, der gør brevet personligt.
Jeg vil gøre mit til, at brevskrivningskunsten ikke skal blive glemt. E-mails, smser, blogs osv. er fantastisk praktisk og nemt, men det romantiske, levende og smukke risikerer vi nemt at miste.
I går var det Mors fødselsdag, og vi var derfor alle 5 + Moster + min søsters kæreste i Skovdalen i Aalborg til Skovrock.
Eftersom at vi er vokset op med Lars Lilholt, kan vi cirka alle sangene udenad. Stemningen under træerne var suveræn, og vi havde virkelig en hyggelig tid sammen med De lyse Nætters Orkester.
Selvom Lars Lilholt er gammel, ærkenordjysk og lidt provinsiel, skal man ikke kimse af ham og hans musik.
Kære Øjeblik tøv en kende
du er så ufattelig smuk
kære Øjeblik kan du nænne
at gå videre mod ophør og suk
når jeg ved du vil være til stede
i en have hvor æbletræet gror
i min sjæl er der bygget en rede
hvor du bor, hvor du bor, hvor du bor
Kære Øjeblik tøv en kende
men fortæl ikke alt hvad du ved
kære Øjeblik kan du nænne
at fortælle om min skrøbelighed
i min sjæl er et sted, der er givet
som tiden den aldrig vil ku´ røre
hvor en solsort synger for livet
prøv og hør, prøv og hør, prøv og hør!
Kære Øjeblik tøv en kende
og giv mig dit venskab og ro
kære Øjeblik kan du nænne
at slippe mig og skille os to
og æbletræet det blomstrede
det sprang ud i en hvirvelvind af hvidt
og lige der hvor det blomstrede
sad vi tit, sad vi tit, sad vi tit
Man er kun en rigtig nordjyde, hvis man kan lide Lilholt! :-)
Jeg gør ganske vist ikke selv så meget i lister, men siden jeg nu blev opfordret af Mikael, vil jeg selvfølgelig bringe 10 ting, jeg synes er positive ved mig selv.
Jeg synes, at det var svært at finde 10 ting. Selv nu hvor jeg har 10 ting i tankerne, støjer alle bortforklaringer og “men”-erne bagved. Det er egentlig en smule trist, at man ikke kan fremhæve nogle positive sider ved sig selv med panden oppe. Faktisk synes jeg slet ikke, at det var sjovt at lave denne liste, og ligenu føler jeg mig både en smule egoistisk, selvhøjtidelig og selvglad ved at skulle skrive dem.
Man skal “godta seg selv“og godtage de fejl og mangler, man har, som Amélie skriver om på sin blog. Lige så vigtigt er det imidlertid at give plads til alt det gode, der er i os alle.
Jeg prøver at fokusere mere på de gode sider ved mig selv, og her kommer 10 ting i vilkårlig rækkefølge. Gad vide om det kun er noget, jeg selv ser ved mig selv, eller om det er noget andre tænker om mig også.
#1 Jeg er hjælpsom og flittig.
#2 Jeg er god til at komplimentere andre.
#3 Jeg er en god lytter.
#4 Jeg elsker at læse.
#5 Jeg brænder altid for det, jeg skal lave.
#6 Jeg er ærlig.
#7 Jeg er omsorgsfuld.
#8 Jeg er offervillig.
#9 Jeg tror på det gode i andre (den positive vinkling af naivitet)
#10 Jeg smiler stort set altid.
Jeg tilslutter mig i øvrigt akilleshæl-teorien sammen med Schjelde og Louise. Princippet er vist, at jeg nu skal tagge nogle andre, og utvungent lyder opfordringen derfor til Simone, Amélie, Lise, Alice og Susanne.
**UPDATE: Nadja Pass har netop nu skrevet smukt og velovervejet om “egenbeskrivelser” på sin blog.
Inden arbejde var jeg tidligt oppe og ude at gå en tur. Morgenlyset var så smukt, så jeg tog et par billeder. Efteråret er tilsyneladende så småt på trapperne.
Efter jeg er begyndt at arbejde så tidligt, er jeg begyndt at elske morgenerne. Der er så fredeligt og plads til alle mine tanker.
Da sommerregnen væltede ned som en anden syndflod i begyndelsen af juli, nød jeg min eneste uges ferie inden oktober. Vandmasserne var ikke andet end den perfekte undskyldning til at krybe under dynen med en god kop te og forsvinde ind i bøgernes univers. I den uge læste jeg blandt andre min første Auster-roman, ”Brooklyn Dårskab”, og uden at blinke vil jeg sige, at det bestemt ikke bliver min sidste.
Hans tragikomiske set-ups er fængende, og han formår at beskrive en sort Verden, så man kommer til at smile på den gode måde. I denne roman møder vi hovedpersonen Nathan Glass på knap 60 år, der netop har trukket sig tilbage til Brooklyn efter et helt liv i forstæderne. Hele hans liv har været en sørgelig affære; hans ægteskab er ødelagt, han er lige kommet sig over en kræftsygdom, og selv er han inkarnationen af ensomhed. Han valgte at flytte tilbage til Brooklyn, da han med egne ord ”ledte efter et stilfærdigt sted af dø”. På trods af erklæringens dysterhed, slås den komiske tone allerede her an på grund af dens paradoksalitet. Stilfærdighed er ikke et træk, man normalt tillægger NY-bydelen. Resten af romanen er da også et rent og skært dementi af denne åbningssætning.
I et antikvariat træffer Nathan ved en tilfældighed sin nevø Tom, som han for længst havde mistet kontakten med. De bliver hurtigt nære venner og lidelsesfæller, og sammen med antikvarboghandleren Harry accelererer begivenhederne hurtigt i deres ellers grå liv.
Pludselig er Harry død, Tom er blevet gift, og Nathan og Tom har ansvaret for den 9-årige pige Lucy (Nathans søsters barnebarn og Toms niece), mens de desperat leder efter Lucys forsvundne mor, eks-sangerinden/narkomanen/pornostjernen Aurora, parallelt med at de drømmer om Hotel Eksistens – et sted, hvor der er plads til tilværelsens skæve eksistenser.
De mange medvirkende personers skæbner bliver viklet ind i hinanden, og det gensidige afhængighedsforhold, der er mellem dem, synes eksistentielt. ”Intet menneske er en ø”, som John Donne engang skrev. Ensomheden, som skulle være et gennemgående tema i Austers romaner, skildres da også som et fængsel og ikke som en romantisk, befriende livsstil i storbyens anonyme gader, sådan som den lidende kunstner ynder at beskrive det.
Bliver jeg fanget af en bog, er det ofte også kombineret med en fascination af forfatteren. Paul Auster er ingen undtagelse. Først og fremmest er han en tryllekunster med ordet. I forbindelse med et forløb om sprogfilosofi i min filosofiklasse på gymnasiet, læste vi et par Auster-digte, og selvom hans prosa er meget anderledes end hans lyrik, hersker der ingen tvivl om, at man har en mesters værk i sine hænder. ”Brooklyn Dårskab” skulle være hans mest letlæste roman ind til videre, og den er da også ligetil og hurtigt læst, selvom jeg ved, at den rummer flere dimensioner, der først vil vise sig ved den obligatoriske genlæsning.
Austers egen belæsthed kommer til syne gennem de utallige referencer, der er hele romanen igennem – både til andre forfattere, politiske situationer, menneskesyn osv. En spøjs detalje i forbindelse med Paul Austers biografiske jeg, der er at understreje det næsten absurde ved hans univers, er at ”Brooklyn Dårskab” havde sin verdenspræmiere på dansk. Amerikanerne skulle eftersigende ikke være så vilde med forfatteren, men hvorfor han valgte Danmarks begrænsede publikum, må jeg lade stå hen i det uvisse.
Udover ensomheden som tema, spiller tilfældighederne også en central rolle i “Brooklyn Dårskab”. Selve hændelserne for bogens persongalleri er alle ofre for tilfældighedernes spil, ja deres livsforløb er formet af tilfældigheder. En anden ting, jeg imidlertid finder mere interessant ved romanen, er sætningen “Den sande historie ligger i detaljerne”, som Auster lader Harry sige gentagne gange. Nathan, der skriver anekdoter om folk omkring sig fører os ligeledes ud ad utallige tangenter, sidegader og omveje, der ikke har nogen direkte betydning for den primære handling, men de mange – tilsyneladende irrelevante – detaljerede historier anslår en overordnet stemning og danner (tilfældigvis?) et mønster, der føjer til helheden. Nathan nedskriver beretninger om stort og småt, deriblandt egne tåbelige fortalelser, diverse platheder og en mængde om sin nevø, der var lovende litteraturstuderende, men endte som halvfed, deprimeret taxachauffør. Og han beretter om filosoffen Wittgenstein, der efter en åndelig krise vendte tilbage til en lille landsby i Østrig, hvor han for 20 år siden som skolelærer havde uddelt knytnæver til børnene og nu erfarede, at ingen af hans gamle elever var i stand til at tilgive ham.
Udover lektionen om vigtigheden i detaljen, lærer Nathan af Tom, at intet er vigtigere end fortællingen. Tom har et eksempel:
Franz Kafka mødte en dag en pige i en park. Hun græd, fordi hun havde mistet sin dukke. I samme øjeblik digtede han en historie om, at dukken ikke var blevet væk; den var rejst af sted på egen hånd for at lære nye sider af Livet at kende. Det havde dukken selv fortalt ham i et brev, forklarede han. Hver dag i de efterfølgende tre uger mødtes Digteren med den lille pige i parken, og hver dag fortalte han endnu et brudstykke af dukkens fortælling. I det sidste brev fortalte dukken, at den havde giftet sig, og pigen var lykkelig på dukkens vegne. Mens døden var ved at indhente Kafka, og han skrev på sine egne – i følge ham selv – ufuldkomne værker, tog han sig tid til at fortælle pigen dukkens historie, forklarer Tom, og pigen blev helbredt for sit savn: ”Hun har historien, og når en person er så heldig at leve i en historie, at leve i en imaginær verden, forsvinder denne verdens smerte. Så lang tid historien varer ved, eksisterer virkeligheden ikke længere”. Smukkere kan eskapistens flugt næppe beskrives.
Alt i alt er “Brooklyn Dårskab” en hyldest til både sproget og fortællingen, samt en kærlighedserklæring til den menneskelige ufuldkommenhed og mangfoldighed. Dette blev lidt langt, så jeg vil afslutte kort: Læs!
Ja, jeg får ikke blogget så meget for tiden. Til gengæld får jeg tjent en masse penge. Pt. sidder jeg fuldstændigt mørbanket efter at have haft tre vagter inden for halvandet døgn. Jeg har 50 timer i denne uge…
Jeg har travlt og får ikke engang læst de bøger, jeg vil. Derudover er det fint. Jeg er blevet rigtig glad for at være på plejehjemmet, og jeg synes, at jeg er ved at kende de ældre nogenlunde.
Jeg vil gerne i gang med at blogge igen, men det glider ikke så nemt for tiden. Det skal nok komme. Jeg er i hvert fald ikke helt forsvundet. Der er trods alt agurketid lidt endnu…
En sommerdrøm af kaprifol på vores terrasse.
Selv nu hvor det er sensommer, bliver man indhyldet af søde blomsterdufte, når man sidder ude og nyder de lune sommernætter. Berusende.
Jeg har sommertravlt med job og diverse andre ting og sager, så der kommer nok også til at stå lidt stille på bloggen i de kommende uger.
I sidste uge var jeg alene hjemme, mens resten af familien var på spejderlejr. Helt særligt er det jo, at spejderbevægelsen kunne fejre 100 års jubilæum for et par dage siden. Tillykke til os.
Her er et billede af min spejdergruppe sammen med vores britiske venskabsgruppe, Fleet Guides.
Jeg var dernede og besøge dem sidste søndag, fordi min far fyldte 50 år. Jeg havde desværre ikke mulighed for at blive der længere – jeg nåede kun lige at få lyst til mere bål, hygge og spejderånd.
Kafka, som jeg indimellem tror, at jeg har et crush på, sagde følgende om skønhed:
Ungdommen er lykkelig, fordi den kan se skønheden. Enhver, der bevarer evnen til at se skønhed, vil aldrig ældes.
Jeg elsker skønheden i alle dens facetter;
Træer, hvis blade glinser efter regn. Nyudsprungne liljer. Et omsorgsfuldt ord på en dårlig dag. Sproglig magi. En ung mand i bussen, der kigger drømmende ud af vinduet på den lysende måne. Sang og musik. En solnedgang. Natlige timer, hvor man ligger glad og søvnløs i sin seng. Havet, der ruller ind på stranden. Stilhed. Kærligheden mellem mennesker. Stjernerne.
…at din 13-årige søster cykler dig i møde midt om natten, når du skal cykle de 5 km. fra bussen og hjem bare fordi, at hun vil gøre dig glad - på trods af at hun er bange for mørke!
Nu er det ved at være to uger siden, jeg sidst bloggede, og jeg har da også haft supertravlt. Jeg arbejder stort set hver dag fra kl. 7 (!!) om morgenen, og derudover har der bare været en hel masse andet.
Arbejdet på plejehjemmet er fint. Jeg vil sige, at jeg fik overskredet en del grænser de første dage, og det er også hårdt psykisk at passe så dårlige medmennesker. Men jeg lærer en hel masse. Den største kritik, jeg har af det hele, er at jeg stort set ikke har fået nogen oplæring. Jeg var rundt med en fastansat den første dag, men ellers har jeg været overladt ret meget til mig selv. Jeg synes ikke det er etisk korrekt, og det er også et enormt ansvar pludselig at få – det er jo rigtige mennesker, jeg har med at gøre. Men sektoren mangler jo folk helt vildt. Min mor har fortalt, at de såmænd ansætter afløsere helt ned til 16 år i Kbh. Dét er virkelig ikke godt, synes jeg.
Ellers har jeg taget mig tid til at se nogle venner, jeg ikke har set i lang tid. Jeg var blandt andet en smut omkring pinsekirkernes sommerstævne for at besøge en veninde fra Sjælland. Det var rigtig hyggeligt, og sjovt at møde en masse pinsefolk. Jeg hader, at man altid sætter en masse labels og kasser ned over folk, for umiddelbart virker vi så ens. Jeg fik nogle gode samtaler med et par stykker, hvilket var ret fedt.
I dag har jeg en velfortjent fridag, og jeg har indtil videre brugt den på at sove længe. Vejret ser ikke for godt ud, så jeg kunne nok finde på at se en film eller læse lidt i en bog. Jeg er pt. i gang med “Stormfulde Højder”, som jo er en klassiker ;)
Der var engang tre koner, som var blevet forvandlet til markblomster, men den ene af dem havde lov til at være hjemme om natten. En morgen, da hun igen måtte gå ud på marken til sine kammerater og blive en blomst, sagde hun til sin mand: ”Hvis du kommer ud på marken i formiddag og plukker mig, bliver jeg frelst og kan altid blive hos dig.” Men hvordan kunne han nu kende hende, for blomsterne så ganske ens ud? Jo, ser I, hun havde jo været hjemme om natten og der var ikke faldet dug på hende som på de to andre, så derpå kendte manden hende.
Det er i Stilheden, at jeg føler mig nærmest Gud. Det er i Stilheden, jeg føler størst trang til at bede til Gud. Det er i Stilheden, at jeg ikke kan lade være, og hvor det er lettest for mig. Ofte bliver Stilheden min bøn, og i Stilheden siger mit hjerte mere, end jeg på noget tidspunkt kunne sige med ord.
“Bøn består ikke af de mange ord, men af hjertets glød vendt mod Gud.”
~ Moder Teresa
Ofte oplever jeg, at Ord begrænser mig i min bøn, og at det bliver min egen monolog fremfor en samtale med Gud. Men i Stilheden kan jeg lytte – lytte til Gud. Når jeg lukker min mund, åbner mit hjerte sig.
Ord er så fattige, og de forsimpler den stemme, der kommer fra mit indre.
“Det drejer sig ikke så meget om at fabrikere en bøn som at slutte sig til en bøn, der allerede findes i enhver af os, og lade den bøn stige op i sig.”
~ Henri Caffarel
Tit siger jeg måske ikke, hvad jeg oprigtigt ønsker, når jeg bruger Ord og beder højt. Mine tanker kredser i stedet om formuleringer og ordvalg. Fokus bliver på formen frem for indholdet.
”Talens brug er givet menneskene for, at de kan skjule deres tanker.”
~ R.P. Malagrida
Kristus skal være min bøn…
”Kristus Jesus, jeg støtter mig til dig hvert øjeblik. Selv når jeg ikke kan bede, er du min bøn.”
Efter et studenter-stand-by her på bloggen, er det vist på tide, at jeg vender tilbage fra lykkerusens uvirkelighed.
Jeg er nu student!!!
Det er vildt, og jeg forstår det ganske enkelt ikke. Selve dagen gik fantastisk med det hyggeligste studentergilde om aftenen. Torsdag kørte hele 3.x i lastvogn rundt til hinanden. Blæsende koldt, men smaddersjovt. Fredag var der dimision, og om aftenen gik turen til Gaden – jeg har aldrig troet, at jeg skulle sige dette, men det var faktisk sjovt. Måske fordi vi alle bare var så glade, og selvfølgelig også fordi vi havde et diskotek helt for os selv hele årgangen.
Siden har jeg slappet af med min familie, læst to – skønlitteratur – bøger og forsøgt at forstå, at jeg er færdig.
Det er simpelthen ikke til at forstå. 3 år er der gået – et kort øjebliks uopmærksomhed og jeg befinder mig pludselig ikke længere i den trygge gymnasietilværelse. 3 år på godt og ondt. 3 år, hvor der er sket mere i mit liv end mine tidligere næsten 16 år. Det er med blandede følelser, at jeg forlader mit elskede gymnasium. Der er folk, jeg vil savne, og folk jeg ikke vil savne. Det er fedt, at en ny epoke nu tager sin begyndelse, men det er jo aldrig sjovt at sige farvel.
Om 10 år, vil jeg se tilbage som I gør, Henrik og Lise. Ligenu er det så langt ude i fremtiden, at jeg end ikke kan forestille mig, hvad jeg er, og hvor jeg er til den tid. Jeg ved ikke engang, hvad jeg laver om et halvt år.
Men alt i alt: huen er smuk, og jeg er glad for den.
Tusind tak for alle lykønskningerne. De varmede meget :-)
Her er lidt billeder fra studenterkørslen. Jeg havde kameraet (et gammelt et, så kvaliteten er ikke suveræn!), så der er desværre ikke nogle af mig, men når jeg får uploaded min faders billeder, skal I nok få lov til at se mig med huen på ;-)
**UPDATE:
Dette billede fik jeg lige tilsendt af min veninde (også fra vores studenterkørsel):
C’est moi – i et tænksomt øjeblik ;-)
Et kloster er noget af det smuk-
keste, jeg ved; stilheden og guds-
nærværet, der står så klart enkelt og rent. Det fascinerer mig og rø-
rer mig. Man skal ikke gøre eller præstere – bare være. Tiden står på en forunderlig måde stille, sam-
tidig med at man føler evigheden.
Når alt er tyst, kan stilheden virke larmende, men det er i roen og freden, at man møder sig selv og Guds kærlighed.
Når gentagelserne omfavner dig, kunne det have virket besnærende, men det gør det ikke – det sætter dig i stedet fri.
Klostre har en speciel plads i mit hjerte. Jeg har været i Taizé to gange i løbet af det sidste år, og jeg vil så gerne tage derned for et længere stykke tid.
Jeg er ikke den eneste, der rammes af klosternes skønhed. Det lader til, at det er blevet trendy at gå i kloster. Jeg har set nyhedsindslag, læst artikler og sågar set temaaften om hvordan erhvervsfolk, specialestuderende og ganske almindelige danskere søger tilflugt bag klostrets mure for at sætte dagligdagens stress og jag på stand-by og slipe for den unødvendige støj i livet.
Klostret står da også som kontrast til verden i dag, og jeg forstår hvordan freden og roen må appelere til disse mennesker, men jeg forstår ikke, hvordan en hel temaaften kan handle om klosterophold uden at orden “Gud” bliver nævnt på ét eneste tidspunkt. Før eller siden på deres retræte må disse mennesker da forholde sig til Gud, spørge sig selv om, hvad de tror, og om de tror – om ikke andet så på grund af omgivelserne. Hvis ikke sådanne eksistentielle og religiøse spørgsmål dukker op, og hvis de udelukkende opsøger klostrene for stilhedens skyld, forstår jeg ikke hvorfor de ikke vælger en bjerghytte i Spanien eller et kurophold på et wellnesscenter. Måske gør de det også, men at det blot er diskursen i TV, der er anti-religiøs.
Jeg er ikke sikker på, om jeg bryder mig om trenden. En trend er som regel noget overfladisk, flygtigt og meningsløst – det absolut modsatte af de adjektiver, jeg forbinder med et kloster.
Hvad mener du? Er det godt eller skidt, at klostre på denne måde er blevet trendy?
Så er selveste Statsministeren også hoppet med på bølgen med en spritny og sågar personlig blog.
Egentlig synes jeg, at det kun er på tide, at han viser sig på banen i blogosfæren. Personlige hjemmesider har bare ikke samme muligheder, som en blog har i og med, at læsere kan smide kommentarer. Så længe Anders Fogh selv skriver indlæggene og selv læser kommentarerne (det kan imidlertid være et utopisk ønske i længden), synes jeg, at det er et fedt initiativ. Det må i hvert fald siges at være demokratisk med denne mulighed for direkte kontakt - måske endda dialog - mellem top og borgere.
Go for it, Anders. Så kan man have den mening om dig, som man vil…
Nervøsiteten melder sig. Oldtidskundskab i morgen kl. 9:15. Hvor er det godt at vide, at man ikke er mutters alene ved det grønne bord…
Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.
(Jos 1:9)
PS: Her ses så templet Parthenon, der i antikken var det vigtigste tempel i Athen for tilbedelse af Athene. Templet står på Akropolis og er i dorisk stil inkl. alt hvad der hører sig til af metoper, triglyffer og arkitrav. Jep – kunsthistorie er ikke det mest ophidsende i det her fag…!
Mit seneste bidrag til min samling er et album af dette fantastiske funkorkester, der også rummer elementer af jazz, hiphop og soul; et skønt mix, du skulle tage og lytte til. Albummet “21st Century Fox” lever 100% op til mine ellers høje forventninger, og rytmerne spreder glæde hvorend de lyder.
De skulle efter sigende også være helt fænomenale live!
Jeg vil ikke sige meget andet end: Hør det!
Du kan evt. høre ganske korte brudstykker af sangene her.
Herre, gør mig til redskab for din fred.
Hvor der er had, lad mig så kærlighed;
Hvor der er smerte, nåde;
Hvor der er tvivl, tro;
Hvor der er mørke, lys;
Hvor der er sorg, glæde.
Jeg tror på, at musik siger mere end ord, og dit valg af sang siger meget om dig som menneske. Derfor vil jeg forfærdeligt gerne høre din themesong. Skriv en kommentar her, lav et indlæg på din blog eller whatsoever om hvilken sang, der synger dit liv.
Om11 dage får jeg en fin rød og hvid hat - er det ikke herligt?
De sidste dage er gået med en masse overspringshandlinger + lidt oldtidskundskab ind i mellem. Nu er der imidlertid kun 7 dage til, at jeg skal op, så nu må jeg til at stramme mig an. Odysseen, Ødipus og Sofokles er bare ikke det allermest ophidsende, man kan beskæftige sig med.
Mine tanker allerede er langt væk fra alt, der hedder pensum, old-bøger og gymnasiet. Det føles underligt stadig at skulle tænke på gymnasiet og de sidste eksamener, når det hele er slut om så kort tid. Det virker næsten meningsløst, og jeg vil meget hellere tænke på alt det gode, der venter mig.
Jeg skal til jobsamtale på mandag hos den lokale hjemmepleje – et job, jeg virkelig håber at få. Jeg kan ikke lade være med at regne på, hvad jeg kan tjene, og det sætter kun endnu mere gang i rejsedrømmene.
En af mine veninder fra gymnasiet spurgte mig forleden, om jeg måske kunne være interesseret i at rejse rundt med hende i Sydamerika efter nytår, hvor hun er færdig med noget frivilligt arbejde derovre. Det kom virkelig bag på mig, og det er egentlig ikke en mulighed, jeg har overvejet før, men nu kan jeg naturligvis ikke lade være - det kunne virkelig være spændende. Jeg vil stadig gerne til Taizé en måneds tid eller mere, men det burde jeg også kunne nå. Inden det skal jeg selvfølgelig også lige på højskole :)
Åh, jeg elsker bare, at der er så meget, jeg gerne vil og også har mulighed for, hvis jeg formår at skrabe pengene sammen. Jeg glæder mig sådan. Det er bare det bedste år, der venter mig :)
Nogle dage er vi gladere for vores nordiske fællesskab end andre. Under kampen i Parken for kort tid siden var det næppe broderskabsfølelsen mellem danskerne og svenskerne, der slog igennem. Når vi derimod taler om den skandinaviske velfærdsmodel, er både nordmænd, svenskere og danskere helt enige om, at vi er de bedste lande i verden.
Vores fælles historiegrundlag, tror jeg til dels er med til at skabe en fælles selvforståelse. Under vikingetiden hærgede vi Europa sammen. Senere sloges vi indbyrdes. I perioder var Norden et dansk imperium – i andre et svensk. Norge blev kastet mellem Danmark og Sverige, og fik først for alvor sin selvstændighed i 1905.
Vores sprog minder os om de skandinaviske bånd. Alligevel er der sprogbarrierer. Vi danskere forstår ikke vores naboer (se her og her). Selv holder jeg meget af både norsk og svensk – jeg er typen, der morer mig med at læse ingredienslisterne på fremmedsprog på trods af mine manglende evner. Til gengæld blev jeg altid vældig irriteret i sommermånederne på svenske feriegæster, der slog en omvej inden om mit gamle arbejde i en bagerforretning og skulle have “ett wienerbröd” (som om der ikke er 5 forskellige slags!!).
I den sidste tid er jeg stødt på mange sjove sproglige forskelle mellem svensk/norsk/dansk – hovedsageligt via de skadinaviske bloggere, jeg læser (se min blogroll). Jeg har endda haft en samtale med Amélie om de forskellige sprog.
Den almene opfattelse er jo, at norsk er det smukke, syngende, flotte sprog, og at dansk er det umelodiøse sprog, der er lige så fladt som vores land. Amélie kan alligevel godt lide det danske sprog, fordi det i følge hende er upoleret, levende og charmerende. En anden spøjs ting, hun fremhævede, er at det for nordmænd er svensk, der er det smukke, syngende og flotte sprog. Dér kan man bare se…
Selvom vi har mange sproglige ligheder, er der alligevel pudsige forskelle. I 3.g havde jeg en tysklærer, der udover tysk havde studeret dialekter, og som desuden var dybt fascineret af de nordiske sprogs etymologi. Der gik næppe en lektion uden at han på en eller anden måde fik draget paralleller mellem de tyske verber og et eller andet udtryk på svensk eller norsk. Jeg fik ikke kun udvidet mit tyske ordforråd i tysktimerne…
De fleste kender trods alt også de vigtigste forskelle, men her er nogle spøjse nogle – sikke misforståelser, det kunne bringe med sig…
Svensk: konstig = underlig
Dansk: kunstig = falsk
Norsk: grine = græde
Dansk: grine = le
Norsk: artig = sjov
Dansk: artig = høflig
Hvad siger dine erfaringer om Norden? Er du en af dem, der er nødt til at slå over i engelsk, når du møder en anden nordbo? Holder du af de andre nordiske lande, eller er du den, der griner højest af de lettere racistiske vittigheder om de andre skandinavere?
Dagligdagen tages for givet af de fleste - Jeg tager dagligdagen for givet. Men hvor ville det være fantastisk, hvis man stod op hver dag med et smil og så på verden, som om at alt var nyt. Vi skal ikke forvænnes med hverdagen, så rutinerne synes trivielle, for hverdagen er slet ikke så grå! Er der noget mere fantastisk, end når uvejret i ens liv har lagt sig, og man vågner op til en helt helt almindelig morgen, hvor solen skinner ind af vinduet?
Livet er en gave. Det er så skrøbeligt, og består af dale og bjerge, storme og orkaner. Man kan så let blive blæst omkuld, før man ved af det. Derfor er det så vigtigt, at være taknemmelig. Man kan miste alt på et øjeblik, og de ting, man tager for givet, er ofte dem, der betyder mest.
Dan Turéll havde indset det, den kloge mand, og hvor er jeg dog enig med ham:
HYLDEST TIL HVERDAGEN
Jeg holder af hverdagen
mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel aldrig er helt så kendt
familiens på én gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter
morgenkyssene
postens smæld i entréen
kaffelugten
den rituelle vandring til købmanden om hjørnet
efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen selv gennem alle dens irritationer
bussen der
skramler udenfor på gaden
telefonen der uafladeligt forstyrrer det smukkeste blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
fuglene der pipper fra deres bur
den gamle nabo der sér forbi
ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er komnmet i gang
den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
den lille hurtige på den lokale
når vi alle sammen mødes med indkøbsposerne og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
dagsordenen
også den biologiske
de uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
den obligatoriske barbermaskine
de breve der skal skrives
huslejeopkrævningen
afstemningen af checkhæftet
opvasken
erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
det skal til
med alle sine efterladte slagger
så meget usagt og tilnærmelsesvist
svævende og hængende i luften bagefter
som en art psykiske tømmermænd
kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien! Lad de tusinde perler boble!
men hvilken Iykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte
alligevel ikke helt så kendte
samme udsigt.
Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen …
Sommernætter er fulde af poesi – så smukke, stemningsmættede og sarte som de spæde blomsterblade. Udenfor genlyder latter fra gadens børn, solen er på vej ned bag de høje birketræer, og aftenen er lun og mild. Det er som om, at man indånder Oehlenschlägers “Underlige aftenlufte”, og at alt kan lade sig gøre i ly af havens blågrå skygger.
Jeg vil blot anbefale jer at slå en smut inden om Amélies blog, hvor hun har skrevet det dejligste indlæg om norske sommernetter. Med hendes ord fanger hun også perfekt de danske. Læs det her.
Hvor er de lyse sommernætters langsomhed noget af det, jeg har allermest kær ved sommeren!
For hver gang man vender et blad i denne bog, vælter en ram duft af saltvand ud, og man kan høre havfuglene skrige. Man er til stede; jeg sad også i den lille jolle med den gamle mand og så ud på det blikstille vand, hvor man kunne se
“en stor ø af Sargassotang, der løftede sig og sænkede sig i den lette søgang, som om havet lå og elskede en eller anden under et gult tæppe”.
Fra første side er man fanget i et spind af indtryk, ord og billeder, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor Hemingway er til inspiration for så mange. Hans lille roman om den cubanske fisker er en klassiker. En Pullitzer i 1953 og Nobelprisen i litteratur i 1954 slår for alvor dette fast. Handlingen er ufattelig enkel, og måske er det, hvad der er så genialt. I 3 døgn følger vi den gamle fisker og hans kamp for at fange en fisk, men fortællingen rummer meget mere end det. I flere lag fortælles der om menneskelig skrøbelighed og styrke, menneskets kamp imod naturkræfterne, ære, stolthed, fortabelse, håb, vilje, ydmyghed, sorg, livet og døden.
116 korte siders virkelighed, som jeg læste på en lang bustur for nylig. Det var egentlig alt for hurtigt set i lyset af, at bogen fortjener, at man tager sig tid til at dvæle ved hver enkelt sætning, så man fornemmer den saltmættede vind i ansigtet.
Den gamle mands kærlighed til havet er så stor og ægte, at beskrivelserne af la mar er lutter kærlighedserklæringer. Dens realistiske fremstilling af den gamle mands ukuelige livsmod og livsglæde på trods af de kummerlige vilkår bliver siddende i én i lang tid efter, at man har lukket bogen, og selvom bogen er fra 1953 og kulissen er alt andet end et dansk yuppiesamfund, så er den pokkers aktuel.
Den fortæller om det, at være menneske.
Hvis ikke du endnu har læst denne lille perle, skal du unde dig selv at bruge en aften på den. Hemingway er en kunstner.
Ja, i overspringshandlingernes tid kan man more sig over hvad som helst, der ikke har med pensum at gøre. Det her er dog en af de bedre:
Putin sammenligner sig selv med Gandhi efter at han lige har kaldt sig selv for “verdens eneste sande demokrat”…!
Og jeg citerer:
“Jeg en sand demokrat. Men problemet er, nej det er ikke et problem, det er en tragedie. Jeg er den eneste. Der er ikke andre sande demokrater i verden”
og
“Efter Mahatma Gandhi døde, er der ingen at tale med.”
Ja, nu har jeg så meldt mig ind i “Samlerens Bogklub“… Det var slet ikke meningen, men jeg faldt tilfældigt over hjemmesiden i dag, og de bøger, man kunne få ved at melde sig ind var blandt andet 3, jeg har ønsket mig længe…
På den anden side er det heller ikke så slemt. Jeg har forpligtet mig til at købe 3 bøger til bogklubspris, og de penge ville jeg sikkert have købt bøger for alligevel. Det største problem bliver helt sikkert at huske at tjekke månedens bog ud og eventuelt afbestille.
Anyways, om nogle dage kommer Dostojevskijs “Forbrydelse og Straf”, Pamuks “Sne” og Austers “Brooklyn Dårskab” ind ad døren. Det bliver ikke så tosset endda. De bliver desværre bare nødt til at ligge på hylden et par uger endnu, indtil huen sidder på hovedet.
Så fik jeg endelig set ”Volver”. Efter en grå, grå dag med matematiske beviser, trængte jeg til lidt farver, så jeg lejede omsider filmen og så den i går aftes. Hvad kan man sige? Bueno! Mine forventninger var i top med billedskønne Penélope Cruz i hovedrollen, Almodóvar i instruktørstolen og langt, langt væk fra Hollywoods slidte plots.
Filmen er på samme tid en samfundsskildring, en thriller, en komedie og et familiedrama – og det er en god blanding.
Handlingen finder sted i Madrids brogede arbejderkvarter. I hjertet af dette miljø, følger vi tre generationer af kvinder, som overlever vind, ild og endog døden takket være godhed, dristighed og en livskraft uden grænser.
Det er befriende, at se en film uden hede romancer og spandevis af blod. Det seksuelle, der antydes i filmen, er af det forbudte, og blodet ser næsten harmløst ud. Det sætter helt andre krav til indholdet, når de billige tricks undlades – men disse krav må man sige, at ”Volver” opfylder til fulde! Sådanne film bliver desværre sjældnere og sjældnere.
Almodóvar er kendt for sine rene kvindeunivers, og denne film er ingen undtagelse. De eneste mænd, der optræder i filmen er alle elendige, liderlige og dumme. De overskygges fuldstændigt af de stærke kvinder, der udgør et eksplosivt persongalleri. De er der alle: luderen, mater familias, barnet og den gamle kvinde.
Ved hjælp af den humoristiske realisme får man endvidere et charmerende billede af det spanske. Vi møder lokal overtro, familiemønstre, middelhavsgæstfrihed, samt utallige smaskende kindkys – og nå ja, at filmen rent faktisk er på spansk er bare yderligere to pile opad.
Men alt i alt end dejlig og flot film – både visuelt og emotionelt. Se den!
PS: Tag også og se ”Alt om min mor”, der er endnu en Almodóvar-film, og hvor Penélope Cruz også er at finde på blandt de medvirkende – dog i en lidt mindre rolle.
Det var ikke kun Josephine Baker, der har forarget med sin nøgenhed…
I forgårs var der tema-lørdag på DR2 om det at være nøgen.
Umiddelbart ser jeg mig selv som både tolerant og frisindet, men jeg blev faktisk lidt stødt over alt det naturisme-halløj. Det må skyldes min egen blufærdighed, for de interviewede naturister var trods alt relativt velovervejede at høre på. Det fødte da også lidt tanker omkring emnet, for jeg forstår ikke til fulde, hvorfor jeg skammer mig over al den kropslighed.
Naturisternes bevæggrunde var ikke forældede 60′er-floskler, og det var heller ikke (kun!) grimme pølsetyskere og overvægtige amerikanere. I bund og grund handlede det om at flytte sine grænser og acceptere sig selv, som man er skabt. Der var ikke et ord om sex og porno.
Jeg kender ikke selv nogle naturister – jeg tror deres gennemsnitsalder er lidt over min egen - men en af mine venner, der faktisk er ret genert fyr, overvejer at blive croquis (det var i øvrigt også ham, min veninde og jeg brugte til vores billedkunst-projekt). Han har masser af selvtillid og er god til at udfordre sig selv – og hans overvejelser er stort set de samme som naturisternes. Vi har før snakket sammen omkring både kropsidealer og samfundsnormer, der begrænser mennesket. Men hvorfor opstår de?
Jeg tror ikke på den dér med, at det er mediernes skyld.
Hvad er der så med den nøgenhed? Jeg tror, at dens tabubelagthed hænger nøje sammen med vores samfund og kulturarv. Well, hele krop/sjæl-problematikken kom vel allerede med Platon, og den er også godt og grundigt integreret i kristendommen. Hvorfor forbindes nøgenheden absolut med seksualitet og drifter - og dermed noget lavt? Og hvorfor vil kirker for eksempel ikke have en nøgen Jesus på korset (jf. Åge Mølgårds krucifiks)?
Man kan også sige, at der gennem tiden er sket en forskydning i kønsrollemønsteret på det afklædte plan. I Antikken var det den nøgne mandekrop, der var idealet. Kvinderne blev dengang afbilledet med tøj på – ganske enkelt fordi kroppen afspejlede fornuften, og kvinderne ingen fornuft havde. I dag er det kvinderne, der er nøgne i det offentlige rum, og det er næppe for at illustrere vores overlegne fornuft. How come then?
Som I kan forstå, er der bare en masse ting, jeg undrer mig over – jeg kender ikke svarene. Men hvad tænker I?
There is something in each of us that wants us to be Unhappy. It creates in our imaginations problems that don’t yet exist – quite often causing them to come true. It exaggerates problems that are already there. It reinforces low self-esteem and lack of respect for others. It destroys pride in workmanship, order and cleanliness. It turns meetings into Confrontations, expectations into Dread, opportunities into Danger, stepping stones into Stumbling Blocks. It can be seen at work in grimaces and frowns, which pull the muscles of the face forward and down, speeding the aging process. It contaminates the mind behind the face with its negative energy and spreads outward, like a disease. And then it comes back, projected and reflected by other unhappy minds and faces. And on it goes.
(The Te of Piglet, Benjamin Hoff)
Vi har alle noget i os, som vil være ulykkeligt. Man behøver ikke at have nogle psykiske problemer, og det spiller ingen rolle, om man udadtil virker lykkelig. Man kan være hvem som helst! Kassedamen i Brugsen, den bedste i klassen, din lærer. Det Ulykkelige sidder i os alle og forsøger at lokke os alle ned i sit hul. Det findes et æsel i os alle, der hvisker: “Du duer ikke”.
Det Ulykkelige findes. Men også det Lykkelige! Og præcis som en skitzofren person må lære sig at se bort fra røsterne i hovedet for i stedet at lytte til røsterne fra virkeligheden, må man tvinge sig selv til at lytte mere til det Lykkelige end det Ulykkelige, og droppe sin kompromisløse enten/eller-væren. Jeg tror, at man øver sig på det hele livet.
Men visse dage kan man kun se det mørke, triste, grå og kolde Ulykkelige. Skyen over ens hoved skygger helt for solen. Hvad gør man så? Man går i seng.
Markeder er generelt ikke lige min kop te, men man skal jo derned en smut, når man er en af de lokale.
I år er der dog en god grund til at tage på markedspladsen, da der i morgen 00:00 bliver sendt intet mindre end 55.000 raketter til vejrs. Det er rekordstort, og bliver skam også optaget i Guiness Rekordbog ;)
Helt sikkert noget af et syn, som jeg agter at se! Det bliver i øvrigt eneste markedsdag for mig – der skal jo læses (selvmedlidenhed er en dejlig ting).
Helt ærligt, hvem gider have orden i nogle matematik-noter, der alligevel skal gemmes langt langt væk og aldrig ses på igen fra den 7. juni kl. 10?
Hvem gider vide, hvad Keynes og Friedman står for? Eller hvad diverse udviklingsplaner, der alligevel ikke fungerer, går ud på? Makroøkonomi mig her og mikroøkonomi mig der. Skriftlig eksamen i samfundsfag er på torsdag, og jeg SKAL have vendt denne pludselige og alt-overskyggende “det-kan-også-bare-være-lige-meget”-følelse inden……et kvarter.
Jeg har været i god form indtil nu, fulgt min læseplan, holdt jævnlige, tilpasse og fornuftige pauser, afholdt mig fra sager, der får blodsukkeret til at gå amok, sovet om natten og været udenfor hver dag. Hvad har jeg gjort galt?! Jeg må vel bare indse, at matematik og økonomi til en hver tid kan få skovlen under mig…
Min følelse i forhold til pensum og eksamener akkurat nu:
Hvad gør man vågner kl. 04:00 og bestemt ikke kan sove længere? Jo, først lægger man selvfølgelig lidt og prøver at falde i søvn. Men fuglene synger mere og mere, solen står for alvor op, og man er lysvågen… Så tager man naturligvis sit kamera og går ud i haven. Ingen potentielle motiver er vågne, så man må takke sig af med, hvad man har til rådighed.
Med optimistisk bare tæer, morgenhår og kamera begiver jeg mig ud i den dugvåde have. Der er sk*** koldt, men jeg får alligevel knap en time til at gå derude blandt forårsblomster og solens spæde morgenstråler.
Nu sidder jeg igen på mit værelse med en kop lunken kaffe og indser, at jeg ikke er særlig god til at bruge fokus-funktionen på mit kære kamera. Men øvelse gør som bekendt mester, og dagens morgenlektion er da et skridt på vejen.
Godmorgen alle sammen. Må I få en god dag!
‘
Ps: 2 exams done, 5 more to go. Pt. læses der på matematik og samfundsfag skriftlig.
Jeg har en tilståelse. Jeg…… er frankofil.
Jep, det lyder som en skrækkelig personlighedsforstyrrelse, men jeg trives med det i bedste velgående.
Måske hænger det sammen med min tendens til imagedyrkelse.
Men hvad kan man ikke elske ved Frankrig? Jeg tror bestemt ikke, at jeg er alene om min fetich.
Dette indlæg dedikeres hermed til nogle af de skønne ting, jeg umiddelbart tænker på, når jeg tænker ”Frankrig”.
Finere fransk madlavning: Jeg er ikke velbevandret i det franske køkken, men umiddelbart er mystiske pølser, ost og foie gras ikke blandt mine favoritter. Dog vil jeg ikke sige nej til et glas Chardonnay og en velduftende baguette.
Franske film:
Kan man andet end elske Amélie fra Montmartre? Alt hvad den billedskønne Audrey Tautou rører ved, bliver tilsyneladende smukke, smukke film.
Taizé: Selvom Freré Roger, stifteren af Taizé, var fra Schweiz, skal Frankrig have credit for, at det lille forår ligger i Bourgogne omgivet af de mest idylliske franske vinmarker. Taizé har en helt bestemt plads i mit hjerte.
Klassikere:
Victor Hugos ”Les Misérable” og Antoine de Saint’s ”Den lille Prins”.
De franske alper: Le Corbier har været DG’s rejsemål hvert år i uge 8 i 10 år nu. Jeg har været der 2 gange. De franske pister er bare federe end norske løyper. De er bredere og længere – og så skinner solen fra en skyfri himmel!
Les Frères Jacques:
Kan du sige fransk fortovscafé-stemning, snævre gader, natteliv, romantik og storbysatmosfære à la 1950’erne.
Paris: Byernes By – flere ord ville være overflødige.
Sproget:
Det smukkeste sprog i verden. Syngende, sofistikeret og romantisk. Jeg kan blive helt henført, hvis jeg hører nogle tale fransk. Den eneste franskmand, der for gerne måtte tie stille, må være Sarkozy.
Nu kan man så til slut spørge sig selv, hvorfor jeg har haft tysk på højniveau på gymnasiet, og derfor ikke kan andet end et par fraser på fransk.
Je nais ce pais.
Jeg må indrømme, at jeg er ved at blive kvalt i ordet ”ytringsfrihed”. At man ikke engang kan have en klassediskussion uden at folk straks vifter om sig med deres rettigheder, er mildest talt trættende. Men dog vil jeg selv slå et lille slag for friheden til at ytre sig i lyset af de sidste ugers debat præget af et vist partis foruroligende udmeldinger. Nogle danskere burde sætte sig ned og tænke grundigt over hvad begrebet ”ytringsfrihed” dækker over.
En prominent frues gentagne flirten med Islam (billedet er fra første konvertering i 2004 – forleden kunne københavnerne finde damen burka-klædt igen igen) burde føre til større tolerance over for mangfoldigheden i det ganske danske land:
PS: Jeg vil dog ikke forsvare, at fruen næste morgen viste sig også at være medlem af Ku Klux Klan. Hvad bliver det næste? At hun melder sig ind i Ny Alliance?
Vi spejler os i hinanden. Det er, når vi ser op til andre, at vi har muligheden for at udvide os selv som mennesker. Men hvad så, når vi spejler os så meget, at vi glemmer vores egenværdi?
”Ingen kan få dig til at føle dig mindreværdig uden dit eget samtykke.”
Eleanor Roosevelt
Der findes mennesker, der går med strømmen hele livet igennem. Der findes mennesker som hele livet stræber for at kæmpe sig imod strømmen. ”Blandt mennesker er der langt flere kopier end originaler”, sagde Picasso. Og ofte synes jeg, at det netop er sådan; jo mere vi stræber for at blive originale, for at blive specielle, for at skille os ud af mængden, jo mere bliver vi kopier af andre. For hvilken slags original forsøger vi at blive, som er mere original end den, vi er i os selv? I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne står der, at alle mennesker er født lige i værdighed, og at alle mennesker har samme iboende værdi. Et menneske er helt unikt og behøver ikke, at anstrenge sig for at blive mere originalt og specielt end det er i sig selv.
Alligevel vil de fleste af os til tider føle os mislykkede. Nogen - os selv eller andre, har udløst en følelse af mindreværd i os. Måske på grund af en misforståelse eller fordi vi har fejlet. Måske dvæler vi for længe ved tanken om ”hvad de andre egentlig synes om mig”.
Men hvorfor er det, at vi opfører os så selvudslettende? Hvorfor er det så svært at se sig selv i spejlet og godtage de fejl og mangler, begrænsninger og udfordringer man har i Livet?
Det lærer jeg nok aldrig at forstå til fulde…
Jeg har haft sidste skoledag, eksamenerne er blevet udtrukket, og jeg har nu læseferie.
Jeg har været oppe i min første skriftlige eksamen.
Jeg har tilmeldt mig et højskoleophold.
Wow, nu er det virkelig kun et spørgsmål om tid. Den 27. juni bliver jeg student! Det er slet ikke til at begribe, at 3 år næsten er gået.
Gallafest og sidste skoledag var, som de skulle være. Dagene og aftenerne fløj uvirkeligt forbi, og jeg tror, vi alle følte os en smule udenfor os selv. Med offentliggørelsen af eksamensplanen kom jeg derimod til mig selv igen og faldt tungt til jorden med et brag. Jeg skal op i nøjagtigt de fag, jeg allerhelst IKKE ville have været oppe i mundtligt – yes, jeg fik tysk, old og matematik. Efter et par dage i sengen fik jeg dog mandet mig op og kom i gang med at læse. I går var vi oppe i dansk skriftlig, og jeg mangler dermed 3 skriftlige eksamener (tysk, matematik og samfundsfag) og 3 mundtlige (matematik, old og tysk).
Ellers er alt det samme trummerum som altid. Jeg har, som I kunne læse, lidt spontant tilmeldt mig et højskoleophold på Testrup Højskole (jep, Ida!), hvilket jeg faktisk er ret lettet over. Jeg har været så meget i tvivl om hvad jeg skulle lave i mit sabbatår og efter at have taget en beslutning, blev der ligesom stille oppe i mit hoved igen. Opholdet er fra den 27. september 2007 til den 19. december 2007, og jeg skal gå på filosofilinjen. Det bliver en super mulighed for at få en masse fede venner og for at få sat min interesse for filosofi på prøve. Indtil den 29. september regner jeg med, at jeg vil arbejde – måske afbrudt af et par ugers interrail-noget i august, og fra januar 2008 vil jeg til Frankrig og Taizé i nogle måneder.
Som I kan høre, er der endelig ved at være lidt struktur over livet igen. Det er lidt ulækkert, at jeg absolut skal have alting planlagt – jeg ville virkelig gerne kunne være den dér spontane type, der bare tager tingene som de kommer, men det fungerer simpelthen ikke for mig.
Til sidst vil jeg lige ønske Mette og Henrik tillykke med lille Isaac. Han er godt nok en lækker unge! Der er skønne billeder på Henriks blog - plus en detaljeret beskrivelse af hans første dage som far. (Du imponerer mig, Henrik! Jeg er stolt!!) Jeg glæder mig virkelig til at se lille Isaac rigtigt!
Hvert år i maj fyldes DG med ultra 80′er-musik ved 3.g’ernes countdown. I år er det vores tur, og det er en noget speciel følelse at klappe med, når de forfærdelige toner klinger; “It’s the final countdown…” Hvert Countdown, dvs. lamt indslag i 12-frikvarteret, sluttes af med at endnu en dag i den store kalender i fællesarealet rives af. Vi Guder (3.g’ere) hujer og hepper og er alle sammen glade, men samtidig fyldes man af en trist følelse. Nu er det snart farvel.
Men nu er årskaraktererne givet, så nu kan vi da i det mindste slappe lidt af inden eksamenerne tager fat.
I 3.g på mit gymnasium er der tradition for, at 3.g’erne laver en billedkunst-udstilling. Min veninde og jeg lavede et foto-projekt sammen. Vores planer blev revurderet mange gange – lad mig sige, at vi bevægede os fra noget-med-krops-kunst-at-gøre til “de syv dødssynder” til det endelige resultat.
Vi er ikke helt sikre på tolkningen af de udvalgte billeder – vi laver en Helle Helle og lader det være op til folk selv at bruge fantasien. Det kan muligvis være illustrationer af noget med underbevidstheden, måske noget undertrykkelse, eller måske noget helt andet.
Feel free to come up with your point of view :)
Jeg er ked af, at billederne ikke kan vises større – dér er de ellers bedst!
Jeg har det med at se verden i kontraster; lys/mørke, liv/død, god/ond, succes/fiasko, etc., etc. Indimellem er det smadderbesværligt ikke at være mere nuanceret. Min enten/eller-mentalitet låser mig ofte fast – den fanger mig mellem yder-polerne.
Skolen er bare et eksempel. I løbet af min gymnasietid har det blandt andet resulteret i alt for mange for sent afleverede afleveringer, fordi jeg ikke kunne aflevere dem, før de var helt perfekte. Og når jeg har været stresset og ikke har kunnet overskue at lave alt det, jeg har skullet, har jeg lavet ingenting i stedet for bare lidt af det efter bedste alt-eller-intet-princip.
I de år jeg har været syg, har jeg nok været endnu mere radikal i min kategorisering af verden, end jeg er nu. Jeg har funderet meget over hvorfor jeg har set/ser verden, som jeg gør. Måske er det ganske enkelt fordi det på en måde er lettest at have et forsimplet sort/hvidt verdensbillede. Måske er det fordi meget af min tilværelse i de år har bestået af paradokser og en kvælende ambivalens, hvilket den til dels stadig gør. Jeg ved ikke, hvad jeg vil, hvad jeg skal gøre. Nogle gange ved jeg ikke engang hvem jeg er…
På den anden side er modsætningen også nødt til at eksistere for, at man overhovedet kan opdage, at det gode findes. Uden mørke ville du ikke vide, hvad lys var. Angsten er så at sige nødt til at findes, for ellers ville du slet ikke vide, hvad fortrøstning og afslappethed er.
Nogle gange ville jeg nu bare ønske, at jeg kunne finde den gyldne middelvej i stedet for altid at ture rundt i grøfterne.
(Kontrasterne kan nu også være med til at fremhæve det smukke. Se et orgie af komplementærfarver for dig!)
Bare lidt tanker fra mig…
**ADDITION:
Bare apropos faldt jeg over dette citat af Kafka tidligere i dag i “Tagebücher”:
Jeg er spændt fast mellem modsætninger og kan ikke røre mig; i disse modsætninger har jeg været fra første stund.
Så blev den bette konfirmeret. Det var en dejlig dag, og de sidste gæster tog først hjem kort før midnat. Heldigvis var vejret dejligt, og jeg tror ikke, at Lises dag kunne have været bedre. Hendes tale scorede desuden topkarakter, hvis man dømmer efter hvor mange, den fik til at græde. Ikke én eneste af hunkøn kunne holde tårene tilbage (undertegnede kunne heller ikke sige sig fri), men hun brugte også knebet med selv at give sig til at tude allerede efter 30 sek.
Okay, sat lidt på spidsen, men grundlæggende elsker jeg at høre folks bud på yndlingsreklame, og jeg mener også, at svaret siger en del om den adspurgte. Selv er jeg uhyggeligt bevidst om, hvilke mine er. (Min mor mener, at det er bevis på, at jeg ser for meget tv – selv mener jeg naturligvis, at det blot er udtryk for min fænomenale klæbehjerne.)
Indimellem sker det, at der bliver lavet en reklame, der vil mere end sumpe rundt sammen med Vanish, m.fl. Og lige så opstemt en god, kreativ, nytænkende, skæv, ambitiøs, (sjælden?) reklame kan gøre mig, lige så muggen kan en reklame gøre mig, hvis den udelukkende bygger på filosofien, at dårlig reklame er bedre end ingen reklame (og jeg bliver ked af det, når jeg hører at disse skrækscenarier er de mest effektive!)
Tænk, der burde da være mulighed for at lave konstruktive reklamer, der kunne virke som tænke-/drømmepauser imellem de egentlige programmer i stedet for pestilens-agtige afbrydelser…
Her kommer mine favouritter (i vilkårlig rækkefølge), samt dertilhørende begrundelser:
“Hoppebolde-reklamen” fra Sony Bravia (José González’ sang gør sit dertil + det faktum, at de rent faktisk smed 230.000 hoppebolde ud i San Franciscos gader!)
“Ny-reklamen” fra Nykredit med Lars Brygmann (den er smuk og formidler et tænksomt, men relativt letforståeligt budskab)
Cafe-Noir-reklamerne (de er franske, i sort/hvid, og så er de så ekstraordinære, at man enten hader dem eller elsker dem. Jeg hører så til den sidste gruppe)
Nu kunne jeg godt tænke mig at høre, om der er andre reklame-entusiaster, der forstår at sætte pris på den skønhed, som viser sig, hvor man ikke lige forventede det.
Well, jeg ved det godt – selve blogging-princippet er afhængigt af, at man rent faktisk blogger. Pt. kommer der ikke til at ske nogen forbedring på den front, da eksamensræset nu for alvor står for døren. Vi har 10 skoledage tilbage.
Men nu fik jeg alligevel gjort looket lidt mere sommer-venligt, og navnet blev ændret til noget kortere og mere praktisk.
Jeg håber, at alle har det godt. Jeg har det fint og nyder sidste tid i skolen og sommeren, der forsigtigt viser sig.
Foråret er været travlt som altid, jeg har travlt med skolen som altid. Nu er der påskeferie, sidste ferie i min gymnasietid. Jeg er lige hjemvendt fra 5 dejlige dage i Kbh. sammen med min fantastisk dejlige veninde, hvor vi havde lånt en lejlighed, så det var så skønt så skønt. Det var også så dejligt at se dig igen, Ida :) Nu er gallakjole, tøj til Lises konfirmation usw. købt, og kontoen er tømt. Gallakjolen blev blå uden stropper og er dejligt enkel og lidt lillepigeagtig, hvilket passer fint til mig. Den var billig, hvilket er helt perfekt – det er jo kun for en enkelt aften.
Der er selvfølgelig sket supermeget i den forløbne tid, og jeg har det utrolig godt. Magen til overskud har jeg ikke haft længe. Ser endda frem til det sidste ryk i skolen, og jeg føler, at jeg nok skal kunne give alt hvad jeg har i mig. Om godt en måned får vi læseferie og så må vi se, hvad der så skal ske. Glæder mig til at kunne være spontan og ikke være bundet af alle mulige forventninger, tidsplaner, vaner og forpligtelser – bortset fra min begrænsede økonomi selvfølgelig.
Fik aldrig fulgt op på mine tid-indlæg eller svaret på de svar jeg fik – er ikke det store bloggermenneske, i hvert fald ikke endnu, men jeg gider heller ikke have det til at hænge over hovedet og have dårlig samvittighed over det også, men det går nu nok også. Jeg har måske bare ikke så meget på hjertet ;)
Det var lige en lille statusopgørelse fra min side af.
Her i helligdagene skal jeg være sammen med min familie, hvilket jeg virkelig vil nyde. God påske til jer alle sammen!
Nu er foråret ellers for alvor kommet nu - snart er sommeren også på vej! Er det ikke bare vidunderligt?
Her er så 2. del af mine tanker om tid ;) (de blev i øvrigt nedskrevet i nat - tiden flyder ligesom lidt ud for mig i ferierne!)
Men here we goes:
Vores forståelse af tid har gradvist forringet sig lige siden modernitetens gennembrud på trods af den enorme viden, vi har tilegnet os på næsten alle andre områder. Hvordan forholder vi os til begreber som fortid, nutid og fremtid? Er der overhovedet plads til sådanne skel i forandringernes og bevægelsens tidsalder. Fortiden har vi ikke tid til at bruge tid på. Fremtiden kan vi heller ikke koncentrere os om – i hvert fald ikke i et større perspektiv. Nu gælder nuet. Men… Nuet er vi jo heller ikke tilstede i. Ved hele tiden at være på farten – på vej fra A til B, som det beskrives i videoen, jeg også linkede til i går – hvor er vi så? Med vores mobiltelefoner, Ipods og Internet, der kan bringe os til Mexico på 5 sekunder, er der så overhovedet nogen tidsramme?
Vi har altid defineret tid ud fra rummet og omvendt. De har været uløselige. I dag er de ikke længere to sider af samme sag. Hvad så?
Hvordan skal vi kunne lytte til Guds stemme, når vi aldrig er til stede?
Vi suser af sted uden andre begrænsninger end at tiden dog stadig er lineær. Hvad er det, vi flygter fra i vores stress og jag? Er vi så fremmedgjorte, at det er os selv, vi løber fra? Er det en virkelighedsflugt? Hvorfor tillader vi ikke os selv at reflektere over vores eget liv? Er vi bange for at finde fejl hos os selv i en tid, hvor der prædikes om perfekthed og succes? Er vi bange for at standse op, fordi vi i så fald ville opdage, at vi suser af sted i den forkerte retning?
Vi suser af sted – hurtigere end vi selv kan følge med. Vi taber os selv bag vognen. Hvem er vi? Det er vigtigt, at hvile i sig selv, men hvordan skal vi kunne det, når det ikke er os tilladt at hvile? Vi fokuserer på målet frem for selve processen op til, og resultatet er identitetskriser og selvværdsproblemer. Vi shopper mellem livsstile i forsøget på at finde det ”jeg”, der er blevet væk i vrimlen.
Hvor er langsomheden blevet af, og hvordan får vi tiden og os selv tilbage?
Feel free to comment!
Snekaos, trafikkaos… Vi hygger os, selvom vi er fuldstændigt sneet inde. Jeg tror at alt sne i Ørum må være blæst hen over vores lille hus. Der er kæmpe snedriver overalt i vores lille have, foran døren og flere af vinduerne. Næsten alle busser er aflyst i hele Region Nord. Det er jo næsten som den gang vores bedsteforældre var børn i de go’e gamle dawe.
Her er lidt billeder fra et lille snedækket hus :)
Så kom far hjem fra US - med alt for mange T-shirts, hvor der enten står Kennedy Spacecenter eller NASA på… Han og hans kollega brugte næsten to af deres fridage på rumcenteret i Tampa, Florida. N-Ø-R-D-E-R!
Dejligt at have ham hjemme igen, trods sne og blæst. En gang fars pige altid fars pige! :)
Nu gælder det bare masser af snak og billeder fra turen i stuen. Vindens tuden bidrager blot med en ekstra dimension af hygge.
For et par uger siden læste jeg et indlæg om livsrytmen anno 2007 (jeg vil stærkt anbefale alle at se den lille video, der linkes til – den er super!)
Anyways… Simon Willers tanker satte gang i mine… Jeg vil prøve at sætte ord på de overvejelser, jeg har gået med det sidste stykke tid.
Jeg er fascineret af tid. Det har jeg altid været. Da jeg var lille, lå jeg tit i min seng og prøvede at begribe hvad tid overhovedet er. Jeg kunne begynde at græde, når det gik op for mig, at øjeblikket netop NU aldrig nogensinde ville komme tilbage igen. Efterhånden som jeg er blevet ældre, er min fascination vel blevet en form for besættelse som hos alle andre, der er underlagt tidens herredømme.
Vi er alle sammen så rædselsslagne for ikke at nå det, for at komme for sent, for at løbe tør for tid. Det er næsten paradoksalt, at vi har underkastet os uret, hvis kimen kun fortæller hvor lidt tid, vi har tilbage – aldrig hvor meget.
Tiden er menneskets vilkår; vi kan ikke undslippe den, løbe fra den eller manipulere med den. Vi er så at sige i tidens vold. Når vi morer os, så går den hurtigt. Når vi venter, så snegler den sig af sted, og hvis vi vover os til at iagttage den, så bliver urets visere så generte, at de næsten ikke rører sig ud af stedet. Tiden kan næsten siges at være relativ, og det kender vi alle sammen. Den flyder – næsten som i Salvador Dalis maleri.
Alligevel er vores liv ubarmhjertigt styret efter klokkens tikken. Døgnet rundt er ofte skemabelagt af en stram tidsplan, der sikkert oprindeligt havde som formål at modvirke travlheden, men sandheden er, at den gør stresset. Sådan fungerer min kalender i hvert fald. Jeg skriver møjsommeligt alt ned, hvad jeg skal for at få overblik, men ofte ender jeg med febrilsk at bladre igennem alle dagene med alt for få timer, imens jeg tænker på, hvordan jeg dog skal nå alt sammen.
Hvem kan benægte, at pulsen stiger, når kaninen pludselig står foran én og peger på sit lommeur med sit ”Skynd dig, skynd dig”?
I dag er udviklingen så stor og innovationen så krævende, at vi ikke har mulighed for at stoppe op og puste ud, hvis vi vil stadig vil have en chance for at følge med. Vi løber af sted hele livet igennem, og jo længere tid vi kan holde det ud, desto bedre er det i vores velfærdssamfund. Men hvilken velfærd er der så tale om? Væk med sabbatår og efterløn. Mine ældre klassekammerater, der allerede er fyldt 20, er nærmest stressede over ikke at være færdige med gymnasiet endnu! Tempoet eskalerer, og vi kan slet ikke følge med. Bare se hvordan livsstilssygdommene raserer.
Klokken slår.Tænk fremad. Se dig ikke tilbage. Farten op, fartgrænserne op. Snart farer vi af sted med lysets hastighed.
Jesus taler om, at de sidste skal blive de første, og de første skal blive de sidste. Nu lever vi et liv i modsætning til Hans ord i overhalingsbanen i en konstant kamp om at komme først.
Hvor bliver langsomheden af?
Hvad tænker I om alt det her?
Min mor har bagt boller og det hele er egentlig meget hyggeligt. Udenfor er der… VIRKELIG meget sne. Jeg ved ikke lige hvor mange centimeter, men er jo i Nordjylland, hvor det skulle være værst. Vi kan i hvert fald ikke komme nogle steder, for der er en kæmpe snedrive foran vores indkørsel.
Det eneste, der er rigtig surt, er at min far kom med fly til Danmark i dag fra USA (han har været på konference derovre med arbejdet i 10 dage), og han strandede i København, da Aalborg lufthavn allerede var lukket fra morgenstunden. Han er stadig på vej hjem med tog. Stakkels mand.
Klarer I jer rundt omkring?
Her er udsigten ud af mit vindue. Billedet er taget med min mobil, så jeg undskylder den dårlige kvalitet.
Så fik vi resultatet for vores SSO, som vi skrev i ugen op til jul. Jeg skrev som bekendt i tysk om Franz Kafkas novelle “Die Verwandlung”.
Nej, man skal ikke hænge sig i karakterer og ja, der er 1000 ting, som er langt vigtigere og mere værdifulde end et dumt tal… MEN jeg er simpelthen så ovenud glad, så nu kommer det alligevel: Jeg fik 11 :)
Nu kan jeg med en god følelse i maven lægge 3.g-opgaven bag mig, hvilket virkelig er dejligt! Punktum for det.
I lørdags (10. feb.) sagde Susanne og Peres ja til hinanden. Det var en meget romantisk dag, og jeg er sikker på, at jeg ikke var den eneste, der fik tårer i øjnene, da den smukke brud trådte ind i kirken ;)
Kære Peres og Susanne: Tillykke herfra, og må Gud velsigne jeres liv sammen <3
Jeg har desværre ingen bryllupsbilleder, men her kan I se det dejlige par:
The rabbit-hole went straight on like a tunnel for some way, and then dipped suddenly down, so suddenly that Alice had not a moment to think about stopping herself before she found herself falling down a very deep well.
Either the well was very deep, or she fell very slowly, for she had plenty of time as she went down to look about her and to wonder what was going to happen next. First, she tried to look down and make out what she was coming to, but it was too dark to see anything; then she looked at the sides of the well, and noticed that they were filled with cupboards and book-shelves; here and there she saw maps and pictures hung upon pegs. She took down a jar from one of the shelves as she passed; it was labelled `ORANGE MARMALADE’, but to her great disappointment it was empty: she did not like to drop the jar for fear of killing somebody, so managed to put it into one of the cupboards as she fell past it.`Well!’ thought Alice to herself, `after such a fall as this, I shall think nothing of tumbling down stairs! How brave they’ll all think me at home! Why, I wouldn’t say anything about it, even if I fell off the top of the house!’ (Which was very likely true.)
En pige fra min filosofiklasse og jeg har i den sidste tid læst og genlæst flere fantastiske børneklassikere. Vi har læst “Peter Pan”, “Vinden i Piletræerne”, “Peter Kanin”, og nå ja – “Alice i Eventyrland”. Det startede med, at hun skulle skrive 3.g-opgave i engelsk om Peter Pan, og der åbnede sig ligesom en lille dør (et kaninhul?) til et eventyrland af BILLIGE, engelske paperbacks-børnebøger. Jeg elsker sådan noget – især fordi disse fortællinger hverken er foruden visdom eller givende livsfilosofier.
Hermed skal der derfor lyde en opfordring til alle fra min side af: Gå op på dit loft, eller hvor du ellers opbevarer sådanne ting, støv dine lasede børnebøger af og brug dem som godnatlæsning til afveksling for alle de (også gode) modne, ”rigtige” voksen-bøger, som man ikke mindst læser, fordi man nu engang bør have læst dem.
(Udover de engelske børnebøger, jeg nævner her, kan litterære mesterværker som svenske ”Brødrene Løvehjerte”, ”Børnene i Bulderby” og ”Grynet” eller de dejlige, finske historier om Mumitroldene også anbefales på det kraftigste!)
Tja, mit startskud i blogger-verdenen har jo ikke været overvældende. (men der er over 400 hits på bloggen!!)
Jeg løb ind i en ekskursion til Kbh. med min samfundsklasse, og så har jeg haft ret travlt, siden vi kom hjem. Det var ellers en rigtig hyggelig tur. Fordi det ikke er min stamklasse, kender jeg ikke folk derfra supergodt, så det var fedt at være sammen med dem i en ikke-undervisnings-situation. Derudover er det jo også altid spændende for en ægte jyde at komme til storbyen, selvom det også kan skabe lidt komplikationer – i hvert fald da en veninde og jeg forsøgte at prutte om prisen på et stykke pizza i 7-Eleven på Istedgade (DON’T!) :)
Vores program var ret stramt og kraftigt påvirket af vores røde lærer. Vi besøgte Christiania, AE-rådet, Christiansborg (med rundvisning af Pernille Vigsø, SF), og så lige Nationalbanken – på 2 ½ dag!
Ellers så har jeg skiftet cellegruppe i kirken, da to fra min gamle tog på Powerskolen i lørdags. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i den nye og lære personerne deri bedre at kende, end jeg gør nu.
Bare en kort statusopgørelse fra mig af.
Jeg håber på at blive stabil blogger nu :) Nu vil jeg stoppe, da jeg ikke kan undsige mig fra at være blandt den store del af Danmarks befolkning, der trofast ser fjernsyn søndag kl. 20.00 (og for tiden står det jo på “Forbrydelsen”).
I går var der netop 4 måneder til at eksamensplanen offentliggøres, og vi dermed får læseferie. Det er helt vildt, at der er så kort tid til, at vi bliver studenter. Jeg stresser mig selv en del for tiden, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg vil i mit sabbatår. Det er simpelthen for paradoksalt at være stresset over sit friår! Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg ikke gider arbejde i 12 måneder. Jeg vil gerne rejse, men jeg har ikke så mange penge, og hvor skulle jeg også rejse hen? Verden bliver så stor, når den pludselig ligger for fødderne af én.
Jeg var en uge i Taizé i Frankrig i sommers og igen en uge i efteråret. Dét sted har givet mig så meget, og jeg brænder efter at komme derned igen. Jeg er meget fascineret af klostertilværelsen. Derfor har jeg i de sidste par uger overvejet om jeg skal tilbringe noget af mit sabbatår i kloster. Jeg tror, at stilheden og freden vil gavne og styrke mig i alle aspekter – både åndeligt og personligt. Desuden tror jeg, at det vil være sundt for mig at lave noget totalt anderledes end at gå i skole.
Udover Taizé har jeg hørt om et andet kloster, Grandchamp, der også ligger i Frankrig. Det er langt mindre end Taizé, hvilket faktisk tiltaler mig. Det kan godt blive for meget med flere tusind larmende, tyske teenagere på en gang, som man jo nemt risikerer i Taizé :) Et klosterophold vil desuden være relativt billigt, så mit pengeproblem vil i så fald ikke være så stort. Taizé er non-profit, så man betaler kun lige for mad og administration, og man betaler ikke for at bo i Grandchamp, da man i stedet går til hånde med praktisk arbejde. Måske skulle jeg tage til Taizé i en månedstid og derefter til Grandchamp i tre måneder eller sådan noget… Så ville jeg være hjemme igen til jul og på den måde stadig have et halvt års tid tilbage inden studiestart.
Er der eventuelt nogen, der har en kommentar til mine klosterovervejelser og/eller en eller to ideer til hvad jeg skal bruge anden halvdel af mit sabbatår på? ;) Jeg er i den grad åben for inputs, der kan fri mig for alle disse bekymringer, der er så åndssvage at bruge energi på! Hvad er jeres egne erfaringer?
Efter at have overvejet det i et stykke tid er jeg omsider i luften. Lad os håbe, at vingerne kan bære! Jeg må tilstå, at jeg er en lille smule nervøs, har lidt præstationsangst og ikke helt ved hvordan mine forventninger til bloggerland skal være, men jeg husker på, at “Hvo intet vover, intet vinder”. Hovedsageligt er det trods alt også sommerfugle, jeg har i maven! Hvis det går galt, er det heller ikke værre, end at jeg hurtigt vil blive glemt igen i det næsten bundløse hav af bloggere! ;) Ønsk mig velkommen!
Hun skriver, så man krymper tæer – fordi fortællingerne er så modbydelige, og fordi hun gør det så fabuløst godt.
Min far påstår, at han ikke gider læse bøger om Holocaust eller – som denne bog – om folkemordet i Rwanda, fordi han ikke synes det er nødvendigt at få udpenslet forfærdelighederne. Han synes det er en bizar form for underholdning – som “Virkelighedens Verden”-bøgerne, hvor man ukonstruktivt svælger i andres ulykke.
Når der er forår udenfor, er det nemt at drømme om sommer. Med Christina Hesselholdts nyeste roman bliver det endnu nemmere. Den lille roman emmer af dansk sommeridyl en dag i sommerhuset, og Facaden er helt rigtig.
Christine, jeg glæder mig sådan til at følge med i dine oplevelser i Den Store, Vide Verden!
Jeg vil lige vie et indlæg til begrebet audiopoesi i anledningen af Spoken Word-festivalen på Aarhus Studenterhus denne weekend, hvor vi torsdag hørte “Nye Rør” med vores egen skrive-lærer Mads Eslund og fredag “
For hver gang man vender et blad i denne bog, vælter en ram duft af saltvand ud, og man kan høre havfuglene skrige. Man er til stede; jeg sad også i den lille jolle med den gamle mand og så ud på det blikstille vand, hvor man kunne se
Ja, nu har jeg så meldt mig ind i “
Så fik jeg endelig set ”Volver”. Efter en grå, grå dag med matematiske beviser, trængte jeg til lidt farver, så jeg lejede omsider filmen og så den i går aftes. Hvad kan man sige? Bueno! Mine forventninger var i top med billedskønne Penélope Cruz i hovedrollen, Almodóvar i instruktørstolen og langt, langt væk fra Hollywoods slidte plots.
Vi har alle noget i os, som vil være ulykkeligt. Man behøver ikke at have nogle psykiske problemer, og det spiller ingen rolle, om man udadtil virker lykkelig. Man kan være hvem som helst! Kassedamen i Brugsen, den bedste i klassen, din lærer. Det Ulykkelige sidder i os alle og forsøger at lokke os alle ned i sit hul. Det findes et æsel i os alle, der hvisker: “Du duer ikke”.
‘
The rabbit-hole went straight on like a tunnel for some way, and then dipped suddenly down, so suddenly that Alice had not a moment to think about stopping herself before she found herself falling down a very deep well.
