Tidspres

 

For et par uger siden læste jeg et indlæg om livsrytmen anno 2007 (jeg vil stærkt anbefale alle at se den lille video, der linkes til – den er super!)
Anyways… Simon Willers tanker satte gang i mine… Jeg vil prøve at sætte ord på de overvejelser, jeg har gået med det sidste stykke tid.

Jeg er fascineret af tid. Det har jeg altid været. Da jeg var lille, lå jeg tit i min seng og prøvede at begribe hvad tid overhovedet er. Jeg kunne begynde at græde, når det gik op for mig, at øjeblikket netop NU aldrig nogensinde ville komme tilbage igen. Efterhånden som jeg er blevet ældre, er min fascination vel blevet en form for besættelse som hos alle andre, der er underlagt tidens herredømme.

Vi er alle sammen så rædselsslagne for ikke at nå det, for at komme for sent, for at løbe tør for tid. Det er næsten paradoksalt, at vi har underkastet os uret, hvis kimen kun fortæller hvor lidt tid, vi har tilbage – aldrig hvor meget.

Tiden er menneskets vilkår; vi kan ikke undslippe den, løbe fra den eller manipulere med den. Vi er så at sige i tidens vold. Når vi morer os, så går den hurtigt. Når vi venter, så snegler den sig af sted, og hvis vi vover os til at iagttage den, så bliver urets visere så generte, at de næsten ikke rører sig ud af stedet. Tiden kan næsten siges at være relativ, og det kender vi alle sammen. Den flyder – næsten som i Salvador Dalis maleri.

Alligevel er vores liv ubarmhjertigt styret efter klokkens tikken. Døgnet rundt er ofte skemabelagt af en stram tidsplan, der sikkert oprindeligt havde som formål at modvirke travlheden, men sandheden er, at den gør stresset. Sådan fungerer min kalender i hvert fald. Jeg skriver møjsommeligt alt ned, hvad jeg skal for at få overblik, men ofte ender jeg med febrilsk at bladre igennem alle dagene med alt for få timer, imens jeg tænker på, hvordan jeg dog skal nå alt sammen.

Hvem kan benægte, at pulsen stiger, når kaninen pludselig står foran én og peger på sit lommeur med sit ”Skynd dig, skynd dig”?

I dag er udviklingen så stor og innovationen så krævende, at vi ikke har mulighed for at stoppe op og puste ud, hvis vi vil stadig vil have en chance for at følge med. Vi løber af sted hele livet igennem, og jo længere tid vi kan holde det ud, desto bedre er det i vores velfærdssamfund. Men hvilken velfærd er der så tale om? Væk med sabbatår og efterløn. Mine ældre klassekammerater, der allerede er fyldt 20, er nærmest stressede over ikke at være færdige med gymnasiet endnu! Tempoet eskalerer, og vi kan slet ikke følge med. Bare se hvordan livsstilssygdommene raserer.
Klokken slår.Tænk fremad. Se dig ikke tilbage. Farten op, fartgrænserne op. Snart farer vi af sted med lysets hastighed.

Jesus taler om, at de sidste skal blive de første, og de første skal blive de sidste. Nu lever vi et liv i modsætning til Hans ord i overhalingsbanen i en konstant kamp om at komme først.

Hvor bliver langsomheden af?
Hvad tænker I om alt det her?

To be continued…

Billedet er taget af e301 og fundet på www.dpchallenge.com.