Rejsedrømme og tanker med vinger
fre, jun 15, 2007 af Anne Storgaard

Om11 dage får jeg en fin rød og hvid hat - er det ikke herligt?
De sidste dage er gået med en masse overspringshandlinger + lidt oldtidskundskab ind i mellem. Nu er der imidlertid kun 7 dage til, at jeg skal op, så nu må jeg til at stramme mig an. Odysseen, Ødipus og Sofokles er bare ikke det allermest ophidsende, man kan beskæftige sig med.
Mine tanker allerede er langt væk fra alt, der hedder pensum, old-bøger og gymnasiet. Det føles underligt stadig at skulle tænke på gymnasiet og de sidste eksamener, når det hele er slut om så kort tid. Det virker næsten meningsløst, og jeg vil meget hellere tænke på alt det gode, der venter mig.
Jeg skal til jobsamtale på mandag hos den lokale hjemmepleje - et job, jeg virkelig håber at få. Jeg kan ikke lade være med at regne på, hvad jeg kan tjene, og det sætter kun endnu mere gang i rejsedrømmene.
En af mine veninder fra gymnasiet spurgte mig forleden, om jeg måske kunne være interesseret i at rejse rundt med hende i Sydamerika efter nytår, hvor hun er færdig med noget frivilligt arbejde derovre. Det kom virkelig bag på mig, og det er egentlig ikke en mulighed, jeg har overvejet før, men nu kan jeg naturligvis ikke lade være - det kunne virkelig være spændende. Jeg vil stadig gerne til Taizé en måneds tid eller mere, men det burde jeg også kunne nå. Inden det skal jeg selvfølgelig også lige på højskole :)
Åh, jeg elsker bare, at der er så meget, jeg gerne vil og også har mulighed for, hvis jeg formår at skrabe pengene sammen. Jeg glæder mig sådan. Det er bare det bedste år, der venter mig :)