Da jeg cyklede hjem fra arbejde i går før midnat, var himlen silkeblå og overstrøet med stjerner, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne blive ved med at se på den for evigt. Min søster Sine og jeg er alene hjemme i denne weekend, og da jeg kom hjem spurgte jeg hende spontant og mest i sjov, om vi ikke skulle sove udenfor under åben himmel. Det ville hun gerne, og lynhurtigt lå vi derude med soveposer og et tæppe, der gerne måtte blive vådt af duggen ved daggry.
Det var som et eventyr, så stjerneklart var der. Bag myriaderne af stjerner snoede mælkevejen sig, og stjerneskuddene dryssede ned over os. Der er noget magisk over at ligge med iskolde kinder tæt op af sin søster en stille septembernat. På stadiet mellem drøm og virkelighed får man øje på nye stjernebilleder, og det er som om historierne dertil digter sig selv til rytmen af vores tungere og tungere åndedrag.
Det var en smuk nat.
Det er langt fra alt, jeg kan lide af Strunge, men nogle gange rammer han virkelig plet. Disse brudstykker af et digt er et eksempel på dette:
Støv er det intet, der svæver i en solstråle.
Støv er det stjerner er gjort af.
Intet er det ugjorte, der kunne være blevet til stjerner,~Strunge: “Støv”
Det var også ufattelig stjerneklart i Vestjylland i går aftes, hvor jeg befandt mig. Det er så smukt. Må være den allersmukkeste udsigt at falde i søvn til.
Wow, sikke en oplevelse.. Og så smukt fortalt:) Fantastisk med stjernehimlen – ja, selv om natten har vi fået smukke ting at se på.
Tak for et smukt indlæg;)
Mikael: Det var virkelig smukt at falde i søvn til – det var som om man selv forsvandt ud i natten. Men koldt var det nu ;)
Susanne: Tak for de pæne ord. Og ja, Skaberværket kan gøre én helt målløs – og sådan en nat fik mig virkelig til at tænke over det!
Det hørtes kjempekoselig ut. :)