
Mine rapporteringer her på bloggen begynder at ligne lister, men det er svært at lade være, fordi her sker så meget.
I weekenden var min dejlige søster på besøg. Det var så dejligt bare at være sammen igen.
Lørdag aften havde vi kæmpe live-rollespils-gangster-bryllups-fest. Det kan stærkt anbefales selv at afprøve det. Dét havde potentiale til at blive årets fest, men da rollerne gik lidt i kludder (80 mennesker er nok for mange at holde styr på til sådan en fest) så blev det desværre ikke så skægt, som jeg havde forventet.
Ellers har vi haft besøg af Peter Øvig Knudsen, der fortalte om Blekingegadebanden. Sej mand!
I dag har min personlige favorit gæstet os, og det var SÅ fantastisk. Mine damer og herrer: Johannes Møllehave. Ih, hvor ville jeg gerne høre ham igen en dag. Jeg har sjældent oplevet en så livsbekræftende person. Hele højskolen gik bare rundt med smil på læberne efter formiddagens foredrag.
Livet går efterhånden sin vante gang her, og jeg er ved at glemme dagligdagen derhjemme. Tænk at jeg allerede har været her over en måned, og tænk at der ikke engang er to måneder tilbage.