Når der er forår udenfor, er det nemt at drømme om sommer. Med Christina Hesselholdts nyeste roman bliver det endnu nemmere. Den lille roman emmer af dansk sommeridyl en dag i sommerhuset, og Facaden er helt rigtig.
Så vidt så godt.
Der er ugler i alle moser, og hele persongalleriet er med til at spolere perfektheden af kernefamilie og grillaften på hver deres måde. Der er kontrolfreaken Anne og forlæggeren Lars og deres datter Sara. Så er der bare også Amalie – Lars’ datter fra et tidligere ægteskab, den kiksede forfatter Julius og senere på eftermiddagen den afghanske flygtning Naseema og hendes børn.
De små kriser, der virker umenneskeligt store i det lille univers, bliver beskrevet af en forfatter, der kan sit kram. Historien er fin, men det er Hesselholdt, der hæver den op og gør den interessant. Selve fortælleteknikken er småsnakkende, men man mærker, at hvert et ord er velovervejet. Virtuøst glider synsvinklen næsten ubemærket fra person til person, som når sommerluften flimrer en varm eftermiddag, så det føles som magi. Hendes skrivestil i denne roman er blevet sammenlignet med Virgina Woolf, hvilket jo i sig selv er et kompliment.
Romanen er en lille perle! Trods middelklasse-tematikker, der måske kan afspore til trivial-assosiationer, så er det langt fra en middelmådig bog. Snarere én af de fineste jeg har læst i et stykke tid.
