I anledning af, at Nadja Pass har blogget et – som sædvanligt – interessant og tankevækkende indlæg ud fra en kommentar, jeg har skrevet på hendes blog, så vil jeg her fremhæve hendes blog som et must-read. Hun skriver skønt om verden omkring sig, hun er verdensmester i at iagttage og i at forbløffe, og vi kan alle lære noget af det, hun deler ud af.

Føj hende til dine foretrukne, lad dig forbløffe og tjek så i øvrigt hendes andre projekter ud!

nadjasreflexioner.net

Hun skriver, så man krymper tæer – fordi fortællingerne er så modbydelige, og fordi hun gør det så fabuløst godt.

Den gennemgående ramme er “hverdag”; dit og mit liv, men uvejret raser, så ingen går fri. Mennesker brager ind i hinanden, kommer til skade og gør skade i de relationer, de indgår i.

“Bulbjerg” er nok den bedste novelle, jeg nogensinde har læst!

There are two kinds of secrets. The ones we keep from others and the ones we keep from ourselves.

~ Frank Warren

Jeg har netop anskaffet mig denne bog, og jeg synes, den er helt fantastisk. Vi gemmer så mange ting indeni os, og når man læser samlingen af de utallige hemmeligheder, som helt almindelige mennesker har sendt til Frank Warren, veksler man mellem at få tårer i øjnene, grine og føle sig ramt.

På hjemmesiden www.postsecret.com kan man få et glimt af de ting, der normalt ikke kommer frem i lyset.

Jeg elsker simpelthen idéen og konceptet. Vi har alle en historie at fortælle.

I de sidste uger inden højskolen har jeg ikke flere faste vagter på plejehjemmet, og jeg vil i stedet kun blive tilkaldt, når der er sygdom osv. Jeg har derfor haft en del fridage i den sidste uge, og da jeg nu har vænnet mig til at arbejde 40-50 timer om ugen, har jeg nu en masse tid, jeg skal have fyldt ud.

Nogen tid har jeg brugt på at læse “The Catcher in the Rye”, som jeg også læste i 2.g. Jeg ved ikke, om det er fordi, det netop er en genlæsning, eller om det skyldes, at det nu er frivilllig læsning, men i hvert fald finder jeg den markant bedre, end jeg huskede den.

Min engelsklærer elskede den, og det har været sjovt at kigge mine noter til den igennem (jep, jeg kan ikke få mig til at smide mine noter ud). Det er fedt at læse af lyst, og det er dejligt afslappende netop ikke at skulle koncentrere sig imens, men man får altså en dybere forståelse af en bog, når man arbejder systematiseret med den…

Holden er bogens hovedperson og fortæller. Det hele begynder, da han er blevet smidt ud af sin skole. Han forlader den om natten uden at nogen ved besked og tager ind til New Yorks anonyme gader. Handlingen udspiller sig på de 48 timer, der går fra han forlader skolen, til han lader sig indlægge på et hospital.

Trods Holdens kyniske og opgivende tone, fornemmer man et intelligent og følsomt væsen bag hans hårde ydre. Sammen med Holden bliver man viklet ind i et spind af tanker om liv og død, Verdens grimhed, menneskers falskhed, samt alle de svære valg man stilles overfor i tilværelsen. Ikke just munter læsning, men det er alligevel absolut ikke en deprimerende bog!

Har du ikke læst den, skulle du tage at stifte bekendtskab med Holden i denne – måske allerførste – teenageroman. Den griber dig – også selvom du mener, at du er ovre teenageårene.

Lidt bonusinfo er, at “The Catcher in the Rye” var bogen, som manden der myrdede John Lennon havde i lommen, samt bogen som manden der forsøgte at myrde Præsident Reagan havde den liggende på sit hotelværelse. [kilde]

I dag kan jeg omsider og med glæde byde Simone velkommen i bloggeruniverset, der allerede med høje ambitioner kaster sig ud i det.

Tjek hendes blog ud på www.simonesblog.wordpress.com 

Glæd jer – det gør jeg!

The rabbit-hole went straight on like a tunnel for some way, and then dipped suddenly down, so suddenly that Alice had not a moment to think about stopping herself before she found herself falling down a very deep well.

Either the well was very deep, or she fell very slowly, for she had plenty of time as she went down to look about her and to wonder what was going to happen next. First, she tried to look down and make out what she was coming to, but it was too dark to see anything; then she looked at the sides of the well, and noticed that they were filled with cupboards and book-shelves; here and there she saw maps and pictures hung upon pegs. She took down a jar from one of the shelves as she passed; it was labelled `ORANGE MARMALADE’, but to her great disappointment it was empty: she did not like to drop the jar for fear of killing somebody, so managed to put it into one of the cupboards as she fell past it.`Well!’ thought Alice to herself, `after such a fall as this, I shall think nothing of tumbling down stairs! How brave they’ll all think me at home! Why, I wouldn’t say anything about it, even if I fell off the top of the house!’ (Which was very likely true.)

En pige fra min filosofiklasse og jeg har i den sidste tid læst og genlæst flere fantastiske børneklassikere. Vi har læst “Peter Pan”, “Vinden i Piletræerne”, “Peter Kanin”, og nå ja – “Alice i Eventyrland”. Det startede med, at hun skulle skrive 3.g-opgave i engelsk om Peter Pan, og der åbnede sig ligesom en lille dør (et kaninhul?) til et eventyrland af BILLIGE, engelske paperbacks-børnebøger. Jeg elsker sådan noget – især fordi disse fortællinger hverken er foruden visdom eller givende livsfilosofier.

Hermed skal der derfor lyde en opfordring til alle fra min side af: Gå op på dit loft, eller hvor du ellers opbevarer sådanne ting, støv dine lasede børnebøger af og brug dem som godnatlæsning til afveksling for alle de (også gode) modne, ”rigtige” voksen-bøger, som man ikke mindst læser, fordi man nu engang bør have læst dem.

(Udover de engelske børnebøger, jeg nævner her, kan litterære mesterværker som svenske ”Brødrene Løvehjerte”, ”Børnene i Bulderby” og ”Grynet” eller de dejlige, finske historier om Mumitroldene også anbefales på det kraftigste!)

Billede og tekstuddrag oven over er fundet på http://www.alice-in-wonderland.net/