Hun skriver, så man krymper tæer – fordi fortællingerne er så modbydelige, og fordi hun gør det så fabuløst godt.

Den gennemgående ramme er “hverdag”; dit og mit liv, men uvejret raser, så ingen går fri. Mennesker brager ind i hinanden, kommer til skade og gør skade i de relationer, de indgår i.

“Bulbjerg” er nok den bedste novelle, jeg nogensinde har læst!

Min far påstår, at han ikke gider læse bøger om Holocaust eller – som denne bog – om folkemordet i Rwanda, fordi han ikke synes det er nødvendigt at få udpenslet forfærdelighederne. Han synes det er en bizar form for underholdning – som “Virkelighedens Verden”-bøgerne, hvor man ukonstruktivt svælger i andres ulykke.

Men man skal ikke undervurdere Oplysning, og denne bog beretter ikke om en skrækkelig stammekrig, hvor de vilde afrikanere gik amok med manchetter. Den vidner om en raceopdeling skabt af og under Belgiens herredømme, om en velorganiseret udrensning skabt af regeringsmagten og støttet økonomisk af Frankrig og USA. Endelig vidner den om et internationalt samfund, der så på og lod stå til. De bureaukratiske processer i FN kom til at koste op mod 500.000 menneskeliv.

Det er ikke en objektiv, neutral beretning, men Øjvind Kyrø, der var øjenvidne til begivenhederne, har lavet en veldokumenteret, saglig, grusom og tankevækkende reportage om de 100 mareridts-dage i Rwanda, om de politiske årsager til at det gik så galt, samt om årene efter katastofen.

Der er nogle bøger, man bare skal læse. Dette er én af dem; ikke for oplevelsens skyld, men fordi man ikke må glemme.

Når der er forår udenfor, er det nemt at drømme om sommer. Med Christina Hesselholdts nyeste roman bliver det endnu nemmere. Den lille roman emmer af dansk sommeridyl en dag i sommerhuset, og Facaden er helt rigtig.
Så vidt så godt.

Der er ugler i alle moser, og hele persongalleriet er med til at spolere perfektheden af kernefamilie og grillaften på hver deres måde. Der er kontrolfreaken Anne og forlæggeren Lars og deres datter Sara. Så er der bare også Amalie – Lars’ datter fra et tidligere ægteskab, den kiksede forfatter Julius og senere på eftermiddagen den afghanske flygtning Naseema og hendes børn. 

De små kriser, der virker umenneskeligt store i det lille univers, bliver beskrevet af en forfatter, der kan sit kram. Historien er fin, men det er Hesselholdt, der hæver den op og gør den interessant. Selve fortælleteknikken er småsnakkende, men man mærker, at hvert et ord er velovervejet. Virtuøst glider synsvinklen næsten ubemærket fra person til person, som når sommerluften flimrer en varm eftermiddag, så det føles som magi. Hendes skrivestil i denne roman er blevet sammenlignet med Virgina Woolf, hvilket jo i sig selv er et kompliment.

Romanen er en lille perle! Trods middelklasse-tematikker, der måske kan afspore til trivial-assosiationer, så er det langt fra en middelmådig bog. Snarere én af de fineste jeg har læst i et stykke tid.

There are two kinds of secrets. The ones we keep from others and the ones we keep from ourselves.

~ Frank Warren

Jeg har netop anskaffet mig denne bog, og jeg synes, den er helt fantastisk. Vi gemmer så mange ting indeni os, og når man læser samlingen af de utallige hemmeligheder, som helt almindelige mennesker har sendt til Frank Warren, veksler man mellem at få tårer i øjnene, grine og føle sig ramt.

På hjemmesiden www.postsecret.com kan man få et glimt af de ting, der normalt ikke kommer frem i lyset.

Jeg elsker simpelthen idéen og konceptet. Vi har alle en historie at fortælle.

I de sidste uger inden højskolen har jeg ikke flere faste vagter på plejehjemmet, og jeg vil i stedet kun blive tilkaldt, når der er sygdom osv. Jeg har derfor haft en del fridage i den sidste uge, og da jeg nu har vænnet mig til at arbejde 40-50 timer om ugen, har jeg nu en masse tid, jeg skal have fyldt ud.

Nogen tid har jeg brugt på at læse “The Catcher in the Rye”, som jeg også læste i 2.g. Jeg ved ikke, om det er fordi, det netop er en genlæsning, eller om det skyldes, at det nu er frivilllig læsning, men i hvert fald finder jeg den markant bedre, end jeg huskede den.

Min engelsklærer elskede den, og det har været sjovt at kigge mine noter til den igennem (jep, jeg kan ikke få mig til at smide mine noter ud). Det er fedt at læse af lyst, og det er dejligt afslappende netop ikke at skulle koncentrere sig imens, men man får altså en dybere forståelse af en bog, når man arbejder systematiseret med den…

Holden er bogens hovedperson og fortæller. Det hele begynder, da han er blevet smidt ud af sin skole. Han forlader den om natten uden at nogen ved besked og tager ind til New Yorks anonyme gader. Handlingen udspiller sig på de 48 timer, der går fra han forlader skolen, til han lader sig indlægge på et hospital.

Trods Holdens kyniske og opgivende tone, fornemmer man et intelligent og følsomt væsen bag hans hårde ydre. Sammen med Holden bliver man viklet ind i et spind af tanker om liv og død, Verdens grimhed, menneskers falskhed, samt alle de svære valg man stilles overfor i tilværelsen. Ikke just munter læsning, men det er alligevel absolut ikke en deprimerende bog!

Har du ikke læst den, skulle du tage at stifte bekendtskab med Holden i denne – måske allerførste – teenageroman. Den griber dig – også selvom du mener, at du er ovre teenageårene.

Lidt bonusinfo er, at “The Catcher in the Rye” var bogen, som manden der myrdede John Lennon havde i lommen, samt bogen som manden der forsøgte at myrde Præsident Reagan havde den liggende på sit hotelværelse. [kilde]

Da sommerregnen væltede ned som en anden syndflod i begyndelsen af juli, nød jeg min eneste uges ferie inden oktober. Vandmasserne var ikke andet end den perfekte undskyldning til at krybe under dynen med en god kop te og forsvinde ind i bøgernes univers. I den uge læste jeg blandt andre min første Auster-roman, ”Brooklyn Dårskab”, og uden at blinke vil jeg sige, at det bestemt ikke bliver min sidste.

Hans tragikomiske set-ups er fængende, og han formår at beskrive en sort Verden, så man kommer til at smile på den gode måde. I denne roman møder vi hovedpersonen Nathan Glass på knap 60 år, der netop har trukket sig tilbage til Brooklyn efter et helt liv i forstæderne. Hele hans liv har været en sørgelig affære; hans ægteskab er ødelagt, han er lige kommet sig over en kræftsygdom, og selv er han inkarnationen af ensomhed. Han valgte at flytte tilbage til Brooklyn, da han med egne ord ”ledte efter et stilfærdigt sted af dø”. På trods af erklæringens dysterhed, slås den komiske tone allerede her an på grund af dens paradoksalitet. Stilfærdighed er ikke et træk, man normalt tillægger NY-bydelen. Resten af romanen er da også et rent og skært dementi af denne åbningssætning.

I et antikvariat træffer Nathan ved en tilfældighed sin nevø Tom, som han for længst havde mistet kontakten med. De bliver hurtigt nære venner og lidelsesfæller, og sammen med antikvarboghandleren Harry accelererer begivenhederne hurtigt i deres ellers grå liv.

Pludselig er Harry død, Tom er blevet gift, og Nathan og Tom har ansvaret for den 9-årige pige Lucy (Nathans søsters barnebarn og Toms niece), mens de desperat leder efter Lucys forsvundne mor, eks-sangerinden/narkomanen/pornostjernen Aurora, parallelt med at de drømmer om Hotel Eksistens – et sted, hvor der er plads til tilværelsens skæve eksistenser.

De mange medvirkende personers skæbner bliver viklet ind i hinanden, og det gensidige afhængighedsforhold, der er mellem dem, synes eksistentielt. ”Intet menneske er en ø”, som John Donne engang skrev. Ensomheden, som skulle være et gennemgående tema i Austers romaner, skildres da også som et fængsel og ikke som en romantisk, befriende livsstil i storbyens anonyme gader, sådan som den lidende kunstner ynder at beskrive det.

Bliver jeg fanget af en bog, er det ofte også kombineret med en fascination af forfatteren. Paul Auster er ingen undtagelse. Først og fremmest er han en tryllekunster med ordet. I forbindelse med et forløb om sprogfilosofi i min filosofiklasse på gymnasiet, læste vi et par Auster-digte, og selvom hans prosa er meget anderledes end hans lyrik, hersker der ingen tvivl om, at man har en mesters værk i sine hænder. ”Brooklyn Dårskab” skulle være hans mest letlæste roman ind til videre, og den er da også ligetil og hurtigt læst, selvom jeg ved, at den rummer flere dimensioner, der først vil vise sig ved den obligatoriske genlæsning.

Austers egen belæsthed kommer til syne gennem de utallige referencer, der er hele romanen igennem – både til andre forfattere, politiske situationer, menneskesyn osv. En spøjs detalje i forbindelse med Paul Austers biografiske jeg, der er at understreje det næsten absurde ved hans univers, er at ”Brooklyn Dårskab” havde sin verdenspræmiere på dansk. Amerikanerne skulle eftersigende ikke være så vilde med forfatteren, men hvorfor han valgte Danmarks begrænsede publikum, må jeg lade stå hen i det uvisse.

Udover ensomheden som tema, spiller tilfældighederne også en central rolle i “Brooklyn Dårskab”. Selve hændelserne for bogens persongalleri er alle ofre for tilfældighedernes spil, ja deres livsforløb er formet af tilfældigheder. En anden ting, jeg imidlertid finder mere interessant ved romanen, er sætningen “Den sande historie ligger i detaljerne”, som Auster lader Harry sige gentagne gange. Nathan, der skriver anekdoter om folk omkring sig fører os ligeledes ud ad utallige tangenter, sidegader og omveje, der ikke har nogen direkte betydning for den primære handling, men de mange – tilsyneladende irrelevante – detaljerede historier anslår en overordnet stemning og danner (tilfældigvis?) et mønster, der føjer til helheden. Nathan nedskriver beretninger om stort og småt, deriblandt egne tåbelige fortalelser, diverse platheder og en mængde om sin nevø, der var lovende litteraturstuderende, men endte som halvfed, deprimeret taxachauffør. Og han beretter om filosoffen Wittgenstein, der efter en åndelig krise vendte tilbage til en lille landsby i Østrig, hvor han for 20 år siden som skolelærer havde uddelt knytnæver til børnene og nu erfarede, at ingen af hans gamle elever var i stand til at tilgive ham.

Udover lektionen om vigtigheden i detaljen, lærer Nathan af Tom, at intet er vigtigere end fortællingen. Tom har et eksempel:
Franz Kafka mødte en dag en pige i en park. Hun græd, fordi hun havde mistet sin dukke. I samme øjeblik digtede han en historie om, at dukken ikke var blevet væk; den var rejst af sted på egen hånd for at lære nye sider af Livet at kende. Det havde dukken selv fortalt ham i et brev, forklarede han. Hver dag i de efterfølgende tre uger mødtes Digteren med den lille pige i parken, og hver dag fortalte han endnu et brudstykke af dukkens fortælling. I det sidste brev fortalte dukken, at den havde giftet sig, og pigen var lykkelig på dukkens vegne. Mens døden var ved at indhente Kafka, og han skrev på sine egne – i følge ham selv – ufuldkomne værker, tog han sig tid til at fortælle pigen dukkens historie, forklarer Tom, og pigen blev helbredt for sit savn: ”Hun har historien, og når en person er så heldig at leve i en historie, at leve i en imaginær verden, forsvinder denne verdens smerte. Så lang tid historien varer ved, eksisterer virkeligheden ikke længere”. Smukkere kan eskapistens flugt næppe beskrives.

Alt i alt er “Brooklyn Dårskab” en hyldest til både sproget og fortællingen, samt en kærlighedserklæring til den menneskelige ufuldkommenhed og mangfoldighed. Dette blev lidt langt, så jeg vil afslutte kort: Læs!

For hver gang man vender et blad i denne bog, vælter en ram duft af saltvand ud, og man kan høre havfuglene skrige. Man er til stede; jeg sad også i den lille jolle med den gamle mand og så ud på det blikstille vand, hvor man kunne se

“en stor ø af Sargassotang, der løftede sig og sænkede sig i den lette søgang, som om havet lå og elskede en eller anden under et gult tæppe”.

Fra første side er man fanget i et spind af indtryk, ord og billeder, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor Hemingway er til inspiration for så mange. Hans lille roman om den cubanske fisker er en klassiker. En Pullitzer i 1953 og Nobelprisen i litteratur i 1954 slår for alvor dette fast. Handlingen er ufattelig enkel, og måske er det, hvad der er så genialt. I 3 døgn følger vi den gamle fisker og hans kamp for at fange en fisk, men fortællingen rummer meget mere end det. I flere lag fortælles der om menneskelig skrøbelighed og styrke, menneskets kamp imod naturkræfterne, ære, stolthed, fortabelse, håb, vilje, ydmyghed, sorg, livet og døden.

116 korte siders virkelighed, som jeg læste på en lang bustur for nylig. Det var egentlig alt for hurtigt set i lyset af, at bogen fortjener, at man tager sig tid til at dvæle ved hver enkelt sætning, så man fornemmer den saltmættede vind i ansigtet.

Den gamle mands kærlighed til havet er så stor og ægte, at beskrivelserne af la mar er lutter kærlighedserklæringer. Dens realistiske fremstilling af den gamle mands ukuelige livsmod og livsglæde på trods af de kummerlige vilkår bliver siddende i én i lang tid efter, at man har lukket bogen, og selvom bogen er fra 1953 og kulissen er alt andet end et dansk yuppiesamfund, så er den pokkers aktuel.
Den fortæller om det, at være menneske.

Hvis ikke du endnu har læst denne lille perle, skal du unde dig selv at bruge en aften på den. Hemingway er en kunstner.

Ja, nu har jeg så meldt mig ind i “Samlerens Bogklub“… Det var slet ikke meningen, men jeg faldt tilfældigt over hjemmesiden i dag, og de bøger, man kunne få ved at melde sig ind var blandt andet 3, jeg har ønsket mig længe…

På den anden side er det heller ikke så slemt. Jeg har forpligtet mig til at købe 3 bøger til bogklubspris, og de penge ville jeg sikkert have købt bøger for alligevel. Det største problem bliver helt sikkert at huske at tjekke månedens bog ud og eventuelt afbestille.

Anyways, om nogle dage kommer Dostojevskijs “Forbrydelse og Straf”, Pamuks “Sne” og Austers “Brooklyn Dårskab” ind ad døren. Det bliver ikke så tosset endda. De bliver desværre bare nødt til at ligge på hylden et par uger endnu, indtil huen sidder på hovedet.