There are two kinds of secrets. The ones we keep from others and the ones we keep from ourselves.

~ Frank Warren

Jeg har netop anskaffet mig denne bog, og jeg synes, den er helt fantastisk. Vi gemmer så mange ting indeni os, og når man læser samlingen af de utallige hemmeligheder, som helt almindelige mennesker har sendt til Frank Warren, veksler man mellem at få tårer i øjnene, grine og føle sig ramt.

På hjemmesiden www.postsecret.com kan man få et glimt af de ting, der normalt ikke kommer frem i lyset.

Jeg elsker simpelthen idéen og konceptet. Vi har alle en historie at fortælle.

Jeg er ikke den eneste, der elsker vand og at sejle. Jeg ville ønske, at jeg havde direkte adgang til begge. Det har Rotte, og dem, som kender mig, ved at jeg værdsætter klassiske børnebøger meget højt (se evt. her).
Nu får I en af yndlings-passagerne i “Vinden i Piletræerne”. Livsfilosofien er skøn deri – og hvem får ikke lyst til bare at drive af sted uden bekymringer, gøremål eller noget at forholde sig til… bare drive…

“Det er det eneste, der er,” sagde Vandrotten højtideligt, mens han lænede sig frem til det næste træk med årerne. “Tro mig, min unge ven, der findes intet – absolut intet – der er tilnærmelsesvis så godt som bare at drive omkring i en båd. Bare drive,” fortsatte han drømmende, “drive… omkring… i… en båd… drive…”

 ~ Kenneth Grahame: Vinden i Piletræerne

“I know nothing in the world that has as much power as a word.
Sometimes I write one, and I look at it, until it begins to shine.”

~ Emily Dickinson (1830-1886)

Kafka, som jeg indimellem tror, at jeg har et crush på, sagde følgende om skønhed:

Ungdommen er lykkelig, fordi den kan se skønheden. Enhver, der bevarer evnen til at se skønhed, vil aldrig ældes.

Jeg elsker skønheden i alle dens facetter;

Træer, hvis blade glinser efter regn. Nyudsprungne liljer. Et omsorgsfuldt ord på en dårlig dag. Sproglig magi. En ung mand i bussen, der kigger drømmende ud af vinduet på den lysende måne. Sang og musik. En solnedgang. Natlige timer, hvor man ligger glad og søvnløs i sin seng. Havet, der ruller ind på stranden. Stilhed. Kærligheden mellem mennesker. Stjernerne.

Hvor er Verden et fantastisk sted!

Der var engang tre koner, som var blevet forvandlet til markblomster, men den ene af dem havde lov til at være hjemme om natten. En morgen, da hun igen måtte gå ud på marken til sine kammerater og blive en blomst, sagde hun til sin mand: ”Hvis du kommer ud på marken i formiddag og plukker mig, bliver jeg frelst og kan altid blive hos dig.” Men hvordan kunne han nu kende hende, for blomsterne så ganske ens ud? Jo, ser I, hun havde jo været hjemme om natten og der var ikke faldet dug på hende som på de to andre, så derpå kendte manden hende.

~Brødrene Grimms Eventyr

(billedet er taget af Liselotte www.slagtenhelligko.dk)

Ja, i overspringshandlingernes tid kan man more sig over hvad som helst, der ikke har med pensum at gøre. Det her er dog en af de bedre:

Putin sammenligner sig selv med Gandhi efter at han lige har kaldt sig selv for “verdens eneste sande demokrat”…!

Og jeg citerer:

“Jeg en sand demokrat. Men problemet er, nej det er ikke et problem, det er en tragedie. Jeg er den eneste. Der er ikke andre sande demokrater i verden”

og

“Efter Mahatma Gandhi døde, er der ingen at tale med.” 

Læs artiklen fra Politiken her

There is something in each of us that wants us to be Unhappy. It creates in our imaginations problems that don’t yet exist – quite often causing them to come true. It exaggerates problems that are already there. It reinforces low self-esteem and lack of respect for others. It destroys pride in workmanship, order and cleanliness. It turns meetings into Confrontations, expectations into Dread, opportunities into Danger, stepping stones into Stumbling Blocks. It can be seen at work in grimaces and frowns, which pull the muscles of the face forward and down, speeding the aging process. It contaminates the mind behind the face with its negative energy and spreads outward, like a disease. And then it comes back, projected and reflected by other unhappy minds and faces. And on it goes.

(The Te of Piglet, Benjamin Hoff)

Vi har alle noget i os, som vil være ulykkeligt. Man behøver ikke at have nogle psykiske problemer, og det spiller ingen rolle, om man udadtil virker lykkelig. Man kan være hvem som helst! Kassedamen i Brugsen, den bedste i klassen, din lærer. Det Ulykkelige sidder i os alle og forsøger at lokke os alle ned i sit hul. Det findes et æsel i os alle, der hvisker: “Du duer ikke”.

Det Ulykkelige findes. Men også det Lykkelige! Og præcis som en skitzofren person må lære sig at se bort fra røsterne i hovedet for i stedet at lytte til røsterne fra virkeligheden, må man tvinge sig selv til at lytte mere til det Lykkelige end det Ulykkelige, og droppe sin kompromisløse enten/eller-væren. Jeg tror, at man øver sig på det hele livet.

Men visse dage kan man kun se det mørke, triste, grå og kolde Ulykkelige. Skyen over ens hoved skygger helt for solen. Hvad gør man så? Man går i seng.

Godnat.

Vi spejler os i hinanden. Det er, når vi ser op til andre, at vi har muligheden for at udvide os selv som mennesker. Men hvad så, når vi spejler os så meget, at vi glemmer vores egenværdi?

”Ingen kan få dig til at føle dig mindreværdig uden dit eget samtykke.”
Eleanor Roosevelt

Der findes mennesker, der går med strømmen hele livet igennem. Der findes mennesker som hele livet stræber for at kæmpe sig imod strømmen. ”Blandt mennesker er der langt flere kopier end originaler”, sagde Picasso. Og ofte synes jeg, at det netop er sådan; jo mere vi stræber for at blive originale, for at blive specielle, for at skille os ud af mængden, jo mere bliver vi kopier af andre. For hvilken slags original forsøger vi at blive, som er mere original end den, vi er i os selv? I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne står der, at alle mennesker er født lige i værdighed, og at alle mennesker har samme iboende værdi. Et menneske er helt unikt og behøver ikke, at anstrenge sig for at blive mere originalt og specielt end det er i sig selv.

Alligevel vil de fleste af os til tider føle os mislykkede. Nogen - os selv eller andre, har udløst en følelse af mindreværd i os. Måske på grund af en misforståelse eller fordi vi har fejlet. Måske dvæler vi for længe ved tanken om ”hvad de andre egentlig synes om mig”.

Men hvorfor er det, at vi opfører os så selvudslettende? Hvorfor er det så svært at se sig selv i spejlet og godtage de fejl og mangler, begrænsninger og udfordringer man har i Livet?
Det lærer jeg nok aldrig at forstå til fulde…

Picassos “Girl Before Mirror”:

Jeg har det med at se verden i kontraster; lys/mørke, liv/død, god/ond, succes/fiasko, etc., etc. Indimellem er det smadderbesværligt ikke at være mere nuanceret. Min enten/eller-mentalitet låser mig ofte fast – den fanger mig mellem yder-polerne.

Skolen er bare et eksempel. I løbet af min gymnasietid har det blandt andet resulteret i alt for mange for sent afleverede afleveringer, fordi jeg ikke kunne aflevere dem, før de var helt perfekte. Og når jeg har været stresset og ikke har kunnet overskue at lave alt det, jeg har skullet, har jeg lavet ingenting i stedet for bare lidt af det efter bedste alt-eller-intet-princip.

I de år jeg har været syg, har jeg nok været endnu mere radikal i min kategorisering af verden, end jeg er nu. Jeg har funderet meget over hvorfor jeg har set/ser verden, som jeg gør. Måske er det ganske enkelt fordi det på en måde er lettest at have et forsimplet sort/hvidt verdensbillede. Måske er det fordi meget af min tilværelse i de år har bestået af paradokser og en kvælende ambivalens, hvilket den til dels stadig gør. Jeg ved ikke, hvad jeg vil, hvad jeg skal gøre. Nogle gange ved jeg ikke engang hvem jeg er…

På den anden side er modsætningen også nødt til at eksistere for, at man overhovedet kan opdage, at det gode findes. Uden mørke ville du ikke vide, hvad lys var. Angsten er så at sige nødt til at findes, for ellers ville du slet ikke vide, hvad fortrøstning og afslappethed er.
Nogle gange ville jeg nu bare ønske, at jeg kunne finde den gyldne middelvej i stedet for altid at ture rundt i grøfterne.

(Kontrasterne kan nu også være med til at fremhæve det smukke. Se et orgie af komplementærfarver for dig!)

Bare lidt tanker fra mig…

**ADDITION:

Bare apropos faldt jeg over dette citat af Kafka tidligere i dag i “Tagebücher”:

Jeg er spændt fast mellem modsætninger og kan ikke røre mig; i disse modsætninger har jeg været fra første stund.

Yes, you can be a dreamer and a doer too, if you will remove one word from your vocubulary: impossible.

(Robert H. Schuller)

Tænk, hvad der kunne blive udrettet, hvis vi ikke altid var så bange for at falde. 

Billedet er af Julian Hill