Det sidste stykke tid med dårligt vejr, samt en uges nattevagter har nu endelig fået bugt med mig, og jeg ligger syg og sølle herhjemme. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og nu får jeg endelig taget mig sammen til at skrive her på bloggen. Det irriterer mig grusomt, at jeg ikke har skrevet mere, mens jeg gik på højskolen – der skete jo så mange ting, men det er der ikke noget at gøre ved nu. Nu er der ikke desto mindre tid til en lille opsumering af mit liv pt.

Efter at have ligget brak et par uger efter højskole, jul og nytår, er jeg endelig kommet i gang med at arbejde og få en hverdag op at køre. Jeg har fået tilbudt en fast stilling på mit gamle job på plejehjemmet, som jeg har sagt ja til, så selvom jeg har været meget opsat på straks eller så hurtigt som muligt at Komme I Gang Med Et-Eller-Andet, så er mine planer nu udskudt et par måneder. Selvom det irriterer mig en smule at vide, at jeg nu skal bo herhjemme igen i hvert fald indtil april, så må jeg indrømme, at det også er rart at vide, at jeg nu kan få indtjent en solid opsparing.

På onsdag er der SmallChurch i ReSearch, hvilket bliver første gang siden september, at jeg skal være sammen med fællesskabet. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme derud, og det er endnu en god ting ved beslutningen om at blive nordenfjords et stykke tid endnu - jeg har savnet sådan at være en aktiv del af kirken.

I dag begynder fastetiden i øvrigt for os i ReSearch, og jeg har valgt at give afkald på de søde sager og ellers spise enkle og lette måltider. Jeg har formentlig nævnt før, at det for mig er allermest naturligt at bede til Gud og være sammen med Gud, når jeg er ude i naturen, så under fasten – og forhåbentligt fremover også – vil jeg gøre det til en fast rutine at gå en lang tur om morgenen eller inden det bliver mørkt, alt efter hvornår jeg skal på arbejde. Jeg glæder mig allerede – især hvis vejret vil være som i dag :-)

Nå, jeg håber, at denne post får mig i gang igen. Jeg håber, at I har det godt derude!

Jeg har bestemt mig for ikke at tage min bærbare med på højskolen, så blogging vil udelukkende ske fra skolens stationære. Det bliver lidt af en kold tyrker – men sundt, tror jeg.

Om 24 timer er jeg kørt af sted mod Aarhus, og jeg befinder mig pt. i et nedpaknings-helvede.

Da jeg var lille, begyndte jeg sommetider at græde, fordi jeg ikke kunne rumme tanken om, at den pågældende dag aldrig nogensinde ville komme igen. Sådan er det stadig; det vil aldrig blive den 19. september 2007 igen. Nu har jeg imidlertid lært at kontrollere mine følelsesudbrud bedre, og jeg tror endda, at jeg har fået det vendt til noget rigtig godt, at den samme dag aldrig kommer to gange.

Hver dag står vi op til en ny, ubrugt dag fuld af muligheder, oplevelser, tanker og begyndelser. Det kan ikke siges ofte nok: Carpe Diem; grib dagen, omfavn den nye dag, for i dag er Guds dag.

Når man stabler brænde i tre timer, alt i mens æblerne lyser rødt på træernes grene, høsten går ind, og kulissen er gulnede blade, der ligeså stille er begyndt at falde, så er der for alvor ved at være efterår.