Et kloster er noget af det smuk-
keste, jeg ved; stilheden og guds-
nærværet, der står så klart enkelt og rent. Det fascinerer mig og rø-
rer mig. Man skal ikke gøre eller præstere – bare være. Tiden står på en forunderlig måde stille, sam-
tidig med at man føler evigheden.

Når alt er tyst, kan stilheden virke larmende, men det er i roen og freden, at man møder sig selv og Guds kærlighed.
Når gentagelserne omfavner dig, kunne det have virket besnærende, men det gør det ikke – det sætter dig i stedet fri.

Klostre har en speciel plads i mit hjerte. Jeg har været i Taizé to gange i løbet af det sidste år, og jeg vil så gerne tage derned for et længere stykke tid.

Jeg er ikke den eneste, der rammes af klosternes skønhed. Det lader til, at det er blevet trendy at gå i kloster. Jeg har set nyhedsindslag, læst artikler og sågar set temaaften om hvordan erhvervsfolk, specialestuderende og ganske almindelige danskere søger tilflugt bag klostrets mure for at sætte dagligdagens stress og jag på stand-by og slipe for den unødvendige støj i livet.

Klostret står da også som kontrast til verden i dag, og jeg forstår hvordan freden og roen må appelere til disse mennesker, men jeg forstår ikke, hvordan en hel temaaften kan handle om klosterophold uden at orden “Gud” bliver nævnt på ét eneste tidspunkt. Før eller siden på deres retræte må disse mennesker da forholde sig til Gud, spørge sig selv om, hvad de tror, og om de tror – om ikke andet så på grund af omgivelserne. Hvis ikke sådanne eksistentielle og religiøse spørgsmål dukker op, og hvis de udelukkende opsøger klostrene for stilhedens skyld, forstår jeg ikke hvorfor de ikke vælger en bjerghytte i Spanien eller et kurophold på et wellnesscenter. Måske gør de det også, men at det blot er diskursen i TV, der er anti-religiøs.

Jeg er ikke sikker på, om jeg bryder mig om trenden. En trend er som regel noget overfladisk, flygtigt og meningsløst – det absolut modsatte af de adjektiver, jeg forbinder med et kloster.
Hvad mener du? Er det godt eller skidt, at klostre på denne måde er blevet trendy?

Det var ikke kun Josephine Baker, der har forarget med sin nøgenhed…

I forgårs var der tema-lørdag på DR2 om det at være nøgen.

Umiddelbart ser jeg mig selv som både tolerant og frisindet, men jeg blev faktisk lidt stødt over alt det naturisme-halløj. Det må skyldes min egen blufærdighed, for de interviewede naturister var trods alt relativt velovervejede at høre på. Det fødte da også lidt tanker omkring emnet, for jeg forstår ikke til fulde, hvorfor jeg skammer mig over al den kropslighed.

Naturisternes bevæggrunde var ikke forældede 60′er-floskler, og det var heller ikke (kun!) grimme pølsetyskere og overvægtige amerikanere. I bund og grund handlede det om at flytte sine grænser og acceptere sig selv, som man er skabt. Der var ikke et ord om sex og porno.

Jeg kender ikke selv nogle naturister – jeg tror deres gennemsnitsalder er lidt over min egen - men en af mine venner, der faktisk er ret genert fyr, overvejer at blive croquis (det var i øvrigt også ham, min veninde og jeg brugte til vores billedkunst-projekt). Han har masser af selvtillid og er god til at udfordre sig selv – og hans overvejelser er stort set de samme som naturisternes. Vi har før snakket sammen omkring både kropsidealer og samfundsnormer, der begrænser mennesket. Men hvorfor opstår de?

Jeg tror ikke på den dér med, at det er mediernes skyld.

Hvad er der så med den nøgenhed? Jeg tror, at dens tabubelagthed hænger nøje sammen med vores samfund og kulturarv. Well, hele krop/sjæl-problematikken kom vel allerede med Platon, og den er også godt og grundigt integreret i kristendommen. Hvorfor forbindes nøgenheden absolut med seksualitet og drifter - og dermed noget lavt? Og hvorfor vil kirker for eksempel ikke have en nøgen Jesus på korset (jf. Åge Mølgårds krucifiks)?

Man kan også sige, at der gennem tiden er sket en forskydning i kønsrollemønsteret på det afklædte plan. I Antikken var det den nøgne mandekrop, der var idealet. Kvinderne blev dengang afbilledet med tøj på – ganske enkelt fordi kroppen afspejlede fornuften, og kvinderne ingen fornuft havde. I dag er det kvinderne, der er nøgne i det offentlige rum, og det er næppe for at illustrere vores overlegne fornuft. How come then?

Som I kan forstå, er der bare en masse ting, jeg undrer mig over – jeg kender ikke svarene. Men hvad tænker I?

Vi spejler os i hinanden. Det er, når vi ser op til andre, at vi har muligheden for at udvide os selv som mennesker. Men hvad så, når vi spejler os så meget, at vi glemmer vores egenværdi?

”Ingen kan få dig til at føle dig mindreværdig uden dit eget samtykke.”
Eleanor Roosevelt

Der findes mennesker, der går med strømmen hele livet igennem. Der findes mennesker som hele livet stræber for at kæmpe sig imod strømmen. ”Blandt mennesker er der langt flere kopier end originaler”, sagde Picasso. Og ofte synes jeg, at det netop er sådan; jo mere vi stræber for at blive originale, for at blive specielle, for at skille os ud af mængden, jo mere bliver vi kopier af andre. For hvilken slags original forsøger vi at blive, som er mere original end den, vi er i os selv? I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne står der, at alle mennesker er født lige i værdighed, og at alle mennesker har samme iboende værdi. Et menneske er helt unikt og behøver ikke, at anstrenge sig for at blive mere originalt og specielt end det er i sig selv.

Alligevel vil de fleste af os til tider føle os mislykkede. Nogen - os selv eller andre, har udløst en følelse af mindreværd i os. Måske på grund af en misforståelse eller fordi vi har fejlet. Måske dvæler vi for længe ved tanken om ”hvad de andre egentlig synes om mig”.

Men hvorfor er det, at vi opfører os så selvudslettende? Hvorfor er det så svært at se sig selv i spejlet og godtage de fejl og mangler, begrænsninger og udfordringer man har i Livet?
Det lærer jeg nok aldrig at forstå til fulde…

Picassos “Girl Before Mirror”:

…og jeg skal sige dig, hvem du er.

Okay, sat lidt på spidsen, men grundlæggende elsker jeg at høre folks bud på yndlingsreklame, og jeg mener også, at svaret siger en del om den adspurgte. Selv er jeg uhyggeligt bevidst om, hvilke mine er. (Min mor mener, at det er bevis på, at jeg ser for meget tv – selv mener jeg naturligvis, at det blot er udtryk for min fænomenale klæbehjerne.) 

Indimellem sker det, at der bliver lavet en reklame, der vil mere end sumpe rundt sammen med Vanish, m.fl. Og lige så opstemt en god, kreativ, nytænkende, skæv, ambitiøs, (sjælden?) reklame kan gøre mig, lige så muggen kan en reklame gøre mig, hvis den udelukkende bygger på filosofien, at dårlig reklame er bedre end ingen reklame (og jeg bliver ked af det, når jeg hører at disse skrækscenarier er de mest effektive!)

Tænk, der burde da være mulighed for at lave konstruktive reklamer, der kunne virke som tænke-/drømmepauser imellem de egentlige programmer i stedet for pestilens-agtige afbrydelser…

Her kommer mine favouritter (i vilkårlig rækkefølge), samt dertilhørende begrundelser:

• “Hoppebolde-reklamen” fra Sony Bravia (José González’ sang gør sit dertil + det faktum, at de rent faktisk smed 230.000 hoppebolde ud i San Franciscos gader!)
• “Ny-reklamen” fra Nykredit med Lars Brygmann (den er smuk og formidler et tænksomt, men relativt letforståeligt budskab)
• “When you’re smiling-reklamen” fra Coca-Cola (slutningen er så sød, og sangen får enhver til at smile!)
• Cafe-Noir-reklamerne (de er franske, i sort/hvid, og så er de så ekstraordinære, at man enten hader dem eller elsker dem. Jeg  hører så til den sidste gruppe)

Nu kunne jeg godt tænke mig at høre, om der er andre reklame-entusiaster, der forstår at sætte pris på den skønhed, som viser sig, hvor man ikke lige forventede det.

Dvs.: kommenter gerne! :)