Efter et studenter-stand-by her på bloggen, er det vist på tide, at jeg vender tilbage fra lykkerusens uvirkelighed.

Jeg er nu student!!!

Det er vildt, og jeg forstår det ganske enkelt ikke. Selve dagen gik fantastisk med det hyggeligste studentergilde om aftenen. Torsdag kørte hele 3.x i lastvogn rundt til hinanden. Blæsende koldt, men smaddersjovt. Fredag var der dimision, og om aftenen gik turen til Gaden – jeg har aldrig troet, at jeg skulle sige dette, men det var faktisk sjovt. Måske fordi vi alle bare var så glade, og selvfølgelig også fordi vi havde et diskotek helt for os selv hele årgangen.
Siden har jeg slappet af med min familie, læst to – skønlitteratur – bøger og forsøgt at forstå, at jeg er færdig.

Det er simpelthen ikke til at forstå. 3 år er der gået – et kort øjebliks uopmærksomhed og jeg befinder mig pludselig ikke længere i den trygge gymnasietilværelse. 3 år på godt og ondt. 3 år, hvor der er sket mere i mit liv end mine tidligere næsten 16 år. Det er med blandede følelser, at jeg forlader mit elskede gymnasium. Der er folk, jeg vil savne, og folk jeg ikke vil savne. Det er fedt, at en ny epoke nu tager sin begyndelse, men det er jo aldrig sjovt at sige farvel.

Om 10 år, vil jeg se tilbage som I gør, Henrik og Lise. Ligenu er det så langt ude i fremtiden, at jeg end ikke kan forestille mig, hvad jeg er, og hvor jeg er til den tid. Jeg ved ikke engang, hvad jeg laver om et halvt år.

Men alt i alt: huen er smuk, og jeg er glad for den.
Tusind tak for alle lykønskningerne. De varmede meget :-)

Her er lidt billeder fra studenterkørslen. Jeg havde kameraet (et gammelt et, så kvaliteten er ikke suveræn!), så der er desværre ikke nogle af mig, men når jeg får uploaded min faders billeder, skal I nok få lov til at se mig med huen på ;-)

**UPDATE:

Dette billede fik jeg lige tilsendt af min veninde (også fra vores studenterkørsel):
C’est moi – i et tænksomt øjeblik ;-)

13 Stunden….! Wünschen Sie mir viel Glück!

Nervøsiteten melder sig. Oldtidskundskab i morgen kl. 9:15. Hvor er det godt at vide, at man ikke er mutters alene ved det grønne bord…

Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.
(Jos 1:9)

PS: Her ses så templet Parthenon, der i antikken var det vigtigste tempel i Athen for tilbedelse af Athene. Templet står på Akropolis og er i dorisk stil inkl. alt hvad der hører sig til af metoper, triglyffer og arkitrav. Jep – kunsthistorie er ikke det mest ophidsende i det her fag…!

     
Om11 dage får jeg en fin rød og hvid hat - er det ikke herligt?

De sidste dage er gået med en masse overspringshandlinger + lidt oldtidskundskab ind i mellem. Nu er der imidlertid kun 7 dage til, at jeg skal op, så nu må jeg til at stramme mig an. Odysseen, Ødipus og Sofokles er bare ikke det allermest ophidsende, man kan beskæftige sig med.

Mine tanker allerede er langt væk fra alt, der hedder pensum, old-bøger og gymnasiet. Det føles underligt stadig at skulle tænke på gymnasiet og de sidste eksamener, når det hele er slut om så kort tid. Det virker næsten meningsløst, og jeg vil meget hellere tænke på alt det gode, der venter mig.

Jeg skal til jobsamtale på mandag hos den lokale hjemmepleje – et job, jeg virkelig håber at få. Jeg kan ikke lade være med at regne på, hvad jeg kan tjene, og det sætter kun endnu mere gang i rejsedrømmene.

En af mine veninder fra gymnasiet spurgte mig forleden, om jeg måske kunne være interesseret i at rejse rundt med hende i Sydamerika efter nytår, hvor hun er færdig med noget frivilligt arbejde derovre. Det kom virkelig bag på mig, og det er egentlig ikke en mulighed, jeg har overvejet før, men nu kan jeg naturligvis ikke lade være - det kunne virkelig være spændende. Jeg vil stadig gerne til Taizé en måneds tid eller mere, men det burde jeg også kunne nå. Inden det skal jeg selvfølgelig også lige på højskole :)

Åh, jeg elsker bare, at der er så meget, jeg gerne vil og også har mulighed for, hvis jeg formår at skrabe pengene sammen. Jeg glæder mig sådan. Det er bare det bedste år, der venter mig :)

Hvor er livet bare vidunderligt!

Solen skinner, der er sommer, jeg spiser hindbær, og der er 15 dage til jeg skal op til min  næste eksamen.

Helt ærligt, hvem gider have orden i nogle matematik-noter, der alligevel skal gemmes langt langt væk og aldrig ses på igen fra den 7. juni kl. 10?

Hvem gider vide, hvad Keynes og Friedman står for? Eller hvad diverse udviklingsplaner, der alligevel ikke fungerer, går ud på? Makroøkonomi mig her og mikroøkonomi mig der. Skriftlig eksamen i samfundsfag er på torsdag, og jeg SKAL have vendt denne pludselige og alt-overskyggende “det-kan-også-bare-være-lige-meget”-følelse inden……et kvarter.

Jeg har været i god form indtil nu, fulgt min læseplan, holdt jævnlige, tilpasse og fornuftige pauser, afholdt mig fra sager, der får blodsukkeret til at gå amok, sovet om natten og været udenfor hver dag. Hvad har jeg gjort galt?! Jeg må vel bare indse, at matematik og økonomi til en hver tid kan få skovlen under mig…

Min følelse i forhold til pensum og eksamener akkurat nu:

(Illustration af Chris Haughton)