Så sker det snart. Om 5 dage begynder jeg på Testrup Højskole, som vil være rammen om min Verden indtil den 19. december.

Jeg kan allerede mærke den obligatoriske kildren i maven, og jeg har intet overblik over, hvad jeg skal have med. Jeg glæder mig ubeskriveligt til de mange nye venner, jeg vil få og de mange grænser, jeg kommer til at flytte i løbet af de 3 måneder. Jeg glæder mig til alt det, jeg skal lære om Livet, om mig selv og naturligvis om de fag, jeg skal have. Jeg glæder mig til at få en ny begyndelse; gymnasietiden var på mange måder en hård tid for mig, og jeg glæder mig til at få en ny chance og en mulighed for at starte på en frisk.

Jeg er spændt på, hvorledes jeg formår at beholde, vedligeholde og måske endda udvilke de rytmer, jeg har i min relation til Gud for tiden, og jeg håber, at det bliver en god tid for mig i forhold til min tro - især fordi jeg lige nu er meget ked af at skulle forlade ReSearch og det fællesskab, jeg har manglet sådan i det sidste halve år.

Noget, jeg har tænkt meget over de sidste dage, er: Gad vide, hvem jeg er om 3 måneder?

Jeg har planer om fortsat at blogge fra højskolen af, men bloggen vil højst sandsynligt komme til at ændre form og blive mere som en dagbog.

Jeg håber, at I stadig vil læse med!

Min nye adresse bliver altså således:

Testrup Højskole
Testrupvej 110
8320 Mårslet

Send gerne et brev eller en e-mail, hvis det skulle komme over jer ;)

Da jeg cyklede hjem fra arbejde i går før midnat, var himlen silkeblå og overstrøet med stjerner, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne blive ved med at se på den for evigt. Min søster Sine og jeg er alene hjemme i denne weekend, og da jeg kom hjem spurgte jeg hende spontant og mest i sjov, om vi ikke skulle sove udenfor under åben himmel. Det ville hun gerne, og lynhurtigt lå vi derude med soveposer og et tæppe, der gerne måtte blive vådt af duggen ved daggry.

Det var som et eventyr, så stjerneklart var der. Bag myriaderne af stjerner snoede mælkevejen sig, og stjerneskuddene dryssede ned over os. Der er noget magisk over at ligge med iskolde kinder tæt op af sin søster en stille septembernat. På stadiet mellem drøm og virkelighed får man øje på nye stjernebilleder, og det er som om historierne dertil digter sig selv til rytmen af vores tungere og tungere åndedrag.

Det var en smuk nat.

Det er langt fra alt, jeg kan lide af Strunge, men nogle gange rammer han virkelig plet. Disse brudstykker af et digt er et eksempel på dette:

Støv er det intet, der svæver i en solstråle.
Støv er det stjerner er gjort af.
Intet er det ugjorte, der kunne være blevet til stjerner,

~Strunge: “Støv”

Jeg er ikke den eneste, der elsker vand og at sejle. Jeg ville ønske, at jeg havde direkte adgang til begge. Det har Rotte, og dem, som kender mig, ved at jeg værdsætter klassiske børnebøger meget højt (se evt. her).
Nu får I en af yndlings-passagerne i “Vinden i Piletræerne”. Livsfilosofien er skøn deri – og hvem får ikke lyst til bare at drive af sted uden bekymringer, gøremål eller noget at forholde sig til… bare drive…

“Det er det eneste, der er,” sagde Vandrotten højtideligt, mens han lænede sig frem til det næste træk med årerne. “Tro mig, min unge ven, der findes intet – absolut intet – der er tilnærmelsesvis så godt som bare at drive omkring i en båd. Bare drive,” fortsatte han drømmende, “drive… omkring… i… en båd… drive…”

 ~ Kenneth Grahame: Vinden i Piletræerne

Dette indlæg er inspireret af et gammelt indlæg fra 2005 på Amélies blog.

Jeg har en kær, som jeg har kendt igennem flere år. Vores forhold er meget platonisk, men han har været i kroge af mit sind, hvor de færreste andre er blevet lukket ind. Han er den person i Verden, jeg har vovet at være mest ærlig overfor, og jeg elsker ham, som den person han er. Vi skriver mange håndskrevne breve til hinanden, og i brevene udfolder der sig et eventyr af litterære diskussioner, sårbare følelser, betroelser, betragtninger og leg med ord. Han er en kunstner med ordet, og jeg selv gør, hvad jeg kan. Det er en sand fryd, omend vores relation til tider er kompliceret.

Da jeg skrev 3.g-opgave om Kafka, mindede brevvekslingen mellem Milena Jesenska og Kafka mig om min Brevkunstner og jeg. Breve er noget helt specielt, og det er som om følelserne nemmere lader sig fortælle, når de nedskrives med en sort pen på en et gulligt, smukt papir. Jeg elsker at læse store forfatteres korrespondancer – Blixens og Austens breve er noget af det smukkeste, jeg har læst, og jeg elsker selv at skrive  og modtage breve.

Breve er vinduer til Svundne Tider. For nogle måneder siden fandt jeg nogle knap 20 år gamle breve fra min Gudfar, som han sendte til min mor og far, da han var i Sydamerika. Jeg var godt et år gammel dengang. Det var en fantastisk oplevelse at få lov til at gennemlæse stakken af tætskrevne sider. Han skrev så levende om den sydamerikanske natur, de politiske forhold og alle hans oplevelser. Til slut i hvert brev, spurgte han, hvordan hans lille Guldklump derhjemme havde det. Det varmede mit hjerte.

Det er en gave at modtage et brev; en gave af Afsenderens tid. Du modtager meget mere end bare ord i et gammeldags brev. Håndskriften og den næsten mærkbare nærhed af Afsenderen må ikke undervurderes. Også dit brev i en lille smuk kuvert vil betyde mere for Modtageren, end du umiddelbart vil tænke, når det dukker frem imellem de vanlige rudekuverter.

Når du først har sat dig ved dit skrivebord, så skal pennen nok danse henover papiret. Du vil føle, at du har langt mere tid til at reflektere over dine sætninger og give dem det drys af skønhed, humor eller alvor, der gør brevet personligt.

Jeg vil gøre mit til, at brevskrivningskunsten ikke skal blive glemt. E-mails, smser, blogs osv. er fantastisk praktisk og nemt, men det romantiske, levende og smukke risikerer vi nemt at miste.

Der var engang tre koner, som var blevet forvandlet til markblomster, men den ene af dem havde lov til at være hjemme om natten. En morgen, da hun igen måtte gå ud på marken til sine kammerater og blive en blomst, sagde hun til sin mand: ”Hvis du kommer ud på marken i formiddag og plukker mig, bliver jeg frelst og kan altid blive hos dig.” Men hvordan kunne han nu kende hende, for blomsterne så ganske ens ud? Jo, ser I, hun havde jo været hjemme om natten og der var ikke faldet dug på hende som på de to andre, så derpå kendte manden hende.

~Brødrene Grimms Eventyr

(billedet er taget af Liselotte www.slagtenhelligko.dk)

     
Om11 dage får jeg en fin rød og hvid hat - er det ikke herligt?

De sidste dage er gået med en masse overspringshandlinger + lidt oldtidskundskab ind i mellem. Nu er der imidlertid kun 7 dage til, at jeg skal op, så nu må jeg til at stramme mig an. Odysseen, Ødipus og Sofokles er bare ikke det allermest ophidsende, man kan beskæftige sig med.

Mine tanker allerede er langt væk fra alt, der hedder pensum, old-bøger og gymnasiet. Det føles underligt stadig at skulle tænke på gymnasiet og de sidste eksamener, når det hele er slut om så kort tid. Det virker næsten meningsløst, og jeg vil meget hellere tænke på alt det gode, der venter mig.

Jeg skal til jobsamtale på mandag hos den lokale hjemmepleje – et job, jeg virkelig håber at få. Jeg kan ikke lade være med at regne på, hvad jeg kan tjene, og det sætter kun endnu mere gang i rejsedrømmene.

En af mine veninder fra gymnasiet spurgte mig forleden, om jeg måske kunne være interesseret i at rejse rundt med hende i Sydamerika efter nytår, hvor hun er færdig med noget frivilligt arbejde derovre. Det kom virkelig bag på mig, og det er egentlig ikke en mulighed, jeg har overvejet før, men nu kan jeg naturligvis ikke lade være - det kunne virkelig være spændende. Jeg vil stadig gerne til Taizé en måneds tid eller mere, men det burde jeg også kunne nå. Inden det skal jeg selvfølgelig også lige på højskole :)

Åh, jeg elsker bare, at der er så meget, jeg gerne vil og også har mulighed for, hvis jeg formår at skrabe pengene sammen. Jeg glæder mig sådan. Det er bare det bedste år, der venter mig :)

(Ørum i aften)

Sommernætter er fulde af poesi – så smukke, stemningsmættede og sarte som de spæde blomsterblade. Udenfor genlyder latter fra gadens børn, solen er på vej ned bag de høje birketræer, og aftenen er lun og mild. Det er som om, at man indånder Oehlenschlägers “Underlige aftenlufte”, og at alt kan lade sig gøre i ly af havens blågrå skygger.

Jeg vil blot anbefale jer at slå en smut inden om Amélies blog, hvor hun har skrevet det dejligste indlæg om norske sommernetter. Med hendes ord fanger hun også perfekt de danske. Læs det her.

Hvor er de lyse sommernætters langsomhed noget af det, jeg har allermest kær ved sommeren!

Jeg ønsker jer alle sammen en skøn aften.