Jeg er ikke den eneste, der elsker vand og at sejle. Jeg ville ønske, at jeg havde direkte adgang til begge. Det har Rotte, og dem, som kender mig, ved at jeg værdsætter klassiske børnebøger meget højt (se evt. her).
Nu får I en af yndlings-passagerne i “Vinden i Piletræerne”. Livsfilosofien er skøn deri – og hvem får ikke lyst til bare at drive af sted uden bekymringer, gøremål eller noget at forholde sig til… bare drive…

“Det er det eneste, der er,” sagde Vandrotten højtideligt, mens han lænede sig frem til det næste træk med årerne. “Tro mig, min unge ven, der findes intet – absolut intet – der er tilnærmelsesvis så godt som bare at drive omkring i en båd. Bare drive,” fortsatte han drømmende, “drive… omkring… i… en båd… drive…”

 ~ Kenneth Grahame: Vinden i Piletræerne

There is something in each of us that wants us to be Unhappy. It creates in our imaginations problems that don’t yet exist – quite often causing them to come true. It exaggerates problems that are already there. It reinforces low self-esteem and lack of respect for others. It destroys pride in workmanship, order and cleanliness. It turns meetings into Confrontations, expectations into Dread, opportunities into Danger, stepping stones into Stumbling Blocks. It can be seen at work in grimaces and frowns, which pull the muscles of the face forward and down, speeding the aging process. It contaminates the mind behind the face with its negative energy and spreads outward, like a disease. And then it comes back, projected and reflected by other unhappy minds and faces. And on it goes.

(The Te of Piglet, Benjamin Hoff)

Vi har alle noget i os, som vil være ulykkeligt. Man behøver ikke at have nogle psykiske problemer, og det spiller ingen rolle, om man udadtil virker lykkelig. Man kan være hvem som helst! Kassedamen i Brugsen, den bedste i klassen, din lærer. Det Ulykkelige sidder i os alle og forsøger at lokke os alle ned i sit hul. Det findes et æsel i os alle, der hvisker: “Du duer ikke”.

Det Ulykkelige findes. Men også det Lykkelige! Og præcis som en skitzofren person må lære sig at se bort fra røsterne i hovedet for i stedet at lytte til røsterne fra virkeligheden, må man tvinge sig selv til at lytte mere til det Lykkelige end det Ulykkelige, og droppe sin kompromisløse enten/eller-væren. Jeg tror, at man øver sig på det hele livet.

Men visse dage kan man kun se det mørke, triste, grå og kolde Ulykkelige. Skyen over ens hoved skygger helt for solen. Hvad gør man så? Man går i seng.

Godnat.

Her er så 2. del af mine tanker om tid ;) (de blev i øvrigt nedskrevet i nat - tiden flyder ligesom lidt ud for mig i ferierne!)

Men here we goes:

Vores forståelse af tid har gradvist forringet sig lige siden modernitetens gennembrud på trods af den enorme viden, vi har tilegnet os på næsten alle andre områder. Hvordan forholder vi os til begreber som fortid, nutid og fremtid? Er der overhovedet plads til sådanne skel i forandringernes og bevægelsens tidsalder. Fortiden har vi ikke tid til at bruge tid på. Fremtiden kan vi heller ikke koncentrere os om – i hvert fald ikke i et større perspektiv. Nu gælder nuet. Men… Nuet er vi jo heller ikke tilstede i. Ved hele tiden at være på farten – på vej fra A til B, som det beskrives i videoen, jeg også linkede til i går – hvor er vi så? Med vores mobiltelefoner, Ipods og Internet, der kan bringe os til Mexico på 5 sekunder, er der så overhovedet nogen tidsramme?

Vi har altid defineret tid ud fra rummet og omvendt. De har været uløselige. I dag er de ikke længere to sider af samme sag. Hvad så?
Hvordan skal vi kunne lytte til Guds stemme, når vi aldrig er til stede?

Vi suser af sted uden andre begrænsninger end at tiden dog stadig er lineær. Hvad er det, vi flygter fra i vores stress og jag? Er vi så fremmedgjorte, at det er os selv, vi løber fra? Er det en virkelighedsflugt? Hvorfor tillader vi ikke os selv at reflektere over vores eget liv? Er vi bange for at finde fejl hos os selv i en tid, hvor der prædikes om perfekthed og succes? Er vi bange for at standse op, fordi vi i så fald ville opdage, at vi suser af sted i den forkerte retning?

Vi suser af sted – hurtigere end vi selv kan følge med. Vi taber os selv bag vognen. Hvem er vi? Det er vigtigt, at hvile i sig selv, men hvordan skal vi kunne det, når det ikke er os tilladt at hvile? Vi fokuserer på målet frem for selve processen op til, og resultatet er identitetskriser og selvværdsproblemer. Vi shopper mellem livsstile i forsøget på at finde det ”jeg”, der er blevet væk i vrimlen.

Hvor er langsomheden blevet af, og hvordan får vi tiden og os selv tilbage?
Feel free to comment!

Fortsættelse følger…

For et par uger siden læste jeg et indlæg om livsrytmen anno 2007 (jeg vil stærkt anbefale alle at se den lille video, der linkes til – den er super!)
Anyways… Simon Willers tanker satte gang i mine… Jeg vil prøve at sætte ord på de overvejelser, jeg har gået med det sidste stykke tid.

Jeg er fascineret af tid. Det har jeg altid været. Da jeg var lille, lå jeg tit i min seng og prøvede at begribe hvad tid overhovedet er. Jeg kunne begynde at græde, når det gik op for mig, at øjeblikket netop NU aldrig nogensinde ville komme tilbage igen. Efterhånden som jeg er blevet ældre, er min fascination vel blevet en form for besættelse som hos alle andre, der er underlagt tidens herredømme.

Vi er alle sammen så rædselsslagne for ikke at nå det, for at komme for sent, for at løbe tør for tid. Det er næsten paradoksalt, at vi har underkastet os uret, hvis kimen kun fortæller hvor lidt tid, vi har tilbage – aldrig hvor meget.

Tiden er menneskets vilkår; vi kan ikke undslippe den, løbe fra den eller manipulere med den. Vi er så at sige i tidens vold. Når vi morer os, så går den hurtigt. Når vi venter, så snegler den sig af sted, og hvis vi vover os til at iagttage den, så bliver urets visere så generte, at de næsten ikke rører sig ud af stedet. Tiden kan næsten siges at være relativ, og det kender vi alle sammen. Den flyder – næsten som i Salvador Dalis maleri.

Alligevel er vores liv ubarmhjertigt styret efter klokkens tikken. Døgnet rundt er ofte skemabelagt af en stram tidsplan, der sikkert oprindeligt havde som formål at modvirke travlheden, men sandheden er, at den gør stresset. Sådan fungerer min kalender i hvert fald. Jeg skriver møjsommeligt alt ned, hvad jeg skal for at få overblik, men ofte ender jeg med febrilsk at bladre igennem alle dagene med alt for få timer, imens jeg tænker på, hvordan jeg dog skal nå alt sammen.

Hvem kan benægte, at pulsen stiger, når kaninen pludselig står foran én og peger på sit lommeur med sit ”Skynd dig, skynd dig”?

I dag er udviklingen så stor og innovationen så krævende, at vi ikke har mulighed for at stoppe op og puste ud, hvis vi vil stadig vil have en chance for at følge med. Vi løber af sted hele livet igennem, og jo længere tid vi kan holde det ud, desto bedre er det i vores velfærdssamfund. Men hvilken velfærd er der så tale om? Væk med sabbatår og efterløn. Mine ældre klassekammerater, der allerede er fyldt 20, er nærmest stressede over ikke at være færdige med gymnasiet endnu! Tempoet eskalerer, og vi kan slet ikke følge med. Bare se hvordan livsstilssygdommene raserer.
Klokken slår.Tænk fremad. Se dig ikke tilbage. Farten op, fartgrænserne op. Snart farer vi af sted med lysets hastighed.

Jesus taler om, at de sidste skal blive de første, og de første skal blive de sidste. Nu lever vi et liv i modsætning til Hans ord i overhalingsbanen i en konstant kamp om at komme først.

Hvor bliver langsomheden af?
Hvad tænker I om alt det her?

To be continued…

Billedet er taget af e301 og fundet på www.dpchallenge.com.