Da jeg var lille, begyndte jeg sommetider at græde, fordi jeg ikke kunne rumme tanken om, at den pågældende dag aldrig nogensinde ville komme igen. Sådan er det stadig; det vil aldrig blive den 19. september 2007 igen. Nu har jeg imidlertid lært at kontrollere mine følelsesudbrud bedre, og jeg tror endda, at jeg har fået det vendt til noget rigtig godt, at den samme dag aldrig kommer to gange.

Hver dag står vi op til en ny, ubrugt dag fuld af muligheder, oplevelser, tanker og begyndelser. Det kan ikke siges ofte nok: Carpe Diem; grib dagen, omfavn den nye dag, for i dag er Guds dag.

Det er i Stilheden, at jeg føler mig nærmest Gud. Det er i Stilheden, jeg føler størst trang til at bede til Gud. Det er i Stilheden, at jeg ikke kan lade være, og hvor det er lettest for mig. Ofte bliver Stilheden min bøn, og i Stilheden siger mit hjerte mere, end jeg på noget tidspunkt kunne sige med ord.

                “Bøn består ikke af de mange ord, men af hjertets glød vendt mod Gud.”

                                                                                                      ~ Moder Teresa

Ofte oplever jeg, at Ord begrænser mig i min bøn, og at det bliver min egen monolog fremfor en samtale med Gud. Men i Stilheden kan jeg lytte – lytte til Gud. Når jeg lukker min mund, åbner mit hjerte sig.

Ord er så fattige, og de forsimpler den stemme, der kommer fra mit indre.

                “Det drejer sig ikke så meget om at fabrikere en bøn som at slutte sig til
                 en bøn, der allerede findes i enhver af os, og lade den bøn stige op i sig.”

                                                                                                      ~ Henri Caffarel

Tit siger jeg måske ikke, hvad jeg oprigtigt ønsker, når jeg bruger Ord og beder højt. Mine tanker kredser i stedet om formuleringer og ordvalg. Fokus bliver på formen frem for indholdet.

                 ”Talens brug er givet menneskene for, at de kan skjule deres tanker.”

                                                                                                       ~ R.P. Malagrida

Kristus skal være min bøn…

                 ”Kristus Jesus, jeg støtter mig til dig hvert øjeblik. Selv når jeg ikke kan
                 bede, er du min bøn.”

Et kloster er noget af det smuk-
keste, jeg ved; stilheden og guds-
nærværet, der står så klart enkelt og rent. Det fascinerer mig og rø-
rer mig. Man skal ikke gøre eller præstere – bare være. Tiden står på en forunderlig måde stille, sam-
tidig med at man føler evigheden.

Når alt er tyst, kan stilheden virke larmende, men det er i roen og freden, at man møder sig selv og Guds kærlighed.
Når gentagelserne omfavner dig, kunne det have virket besnærende, men det gør det ikke – det sætter dig i stedet fri.

Klostre har en speciel plads i mit hjerte. Jeg har været i Taizé to gange i løbet af det sidste år, og jeg vil så gerne tage derned for et længere stykke tid.

Jeg er ikke den eneste, der rammes af klosternes skønhed. Det lader til, at det er blevet trendy at gå i kloster. Jeg har set nyhedsindslag, læst artikler og sågar set temaaften om hvordan erhvervsfolk, specialestuderende og ganske almindelige danskere søger tilflugt bag klostrets mure for at sætte dagligdagens stress og jag på stand-by og slipe for den unødvendige støj i livet.

Klostret står da også som kontrast til verden i dag, og jeg forstår hvordan freden og roen må appelere til disse mennesker, men jeg forstår ikke, hvordan en hel temaaften kan handle om klosterophold uden at orden “Gud” bliver nævnt på ét eneste tidspunkt. Før eller siden på deres retræte må disse mennesker da forholde sig til Gud, spørge sig selv om, hvad de tror, og om de tror – om ikke andet så på grund af omgivelserne. Hvis ikke sådanne eksistentielle og religiøse spørgsmål dukker op, og hvis de udelukkende opsøger klostrene for stilhedens skyld, forstår jeg ikke hvorfor de ikke vælger en bjerghytte i Spanien eller et kurophold på et wellnesscenter. Måske gør de det også, men at det blot er diskursen i TV, der er anti-religiøs.

Jeg er ikke sikker på, om jeg bryder mig om trenden. En trend er som regel noget overfladisk, flygtigt og meningsløst – det absolut modsatte af de adjektiver, jeg forbinder med et kloster.
Hvad mener du? Er det godt eller skidt, at klostre på denne måde er blevet trendy?

Nervøsiteten melder sig. Oldtidskundskab i morgen kl. 9:15. Hvor er det godt at vide, at man ikke er mutters alene ved det grønne bord…

Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.
(Jos 1:9)

PS: Her ses så templet Parthenon, der i antikken var det vigtigste tempel i Athen for tilbedelse af Athene. Templet står på Akropolis og er i dorisk stil inkl. alt hvad der hører sig til af metoper, triglyffer og arkitrav. Jep – kunsthistorie er ikke det mest ophidsende i det her fag…!