Det sidste stykke tid med dårligt vejr, samt en uges nattevagter har nu endelig fået bugt med mig, og jeg ligger syg og sølle herhjemme. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og nu får jeg endelig taget mig sammen til at skrive her på bloggen. Det irriterer mig grusomt, at jeg ikke har skrevet mere, mens jeg gik på højskolen – der skete jo så mange ting, men det er der ikke noget at gøre ved nu. Nu er der ikke desto mindre tid til en lille opsumering af mit liv pt.

Efter at have ligget brak et par uger efter højskole, jul og nytår, er jeg endelig kommet i gang med at arbejde og få en hverdag op at køre. Jeg har fået tilbudt en fast stilling på mit gamle job på plejehjemmet, som jeg har sagt ja til, så selvom jeg har været meget opsat på straks eller så hurtigt som muligt at Komme I Gang Med Et-Eller-Andet, så er mine planer nu udskudt et par måneder. Selvom det irriterer mig en smule at vide, at jeg nu skal bo herhjemme igen i hvert fald indtil april, så må jeg indrømme, at det også er rart at vide, at jeg nu kan få indtjent en solid opsparing.

På onsdag er der SmallChurch i ReSearch, hvilket bliver første gang siden september, at jeg skal være sammen med fællesskabet. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme derud, og det er endnu en god ting ved beslutningen om at blive nordenfjords et stykke tid endnu - jeg har savnet sådan at være en aktiv del af kirken.

I dag begynder fastetiden i øvrigt for os i ReSearch, og jeg har valgt at give afkald på de søde sager og ellers spise enkle og lette måltider. Jeg har formentlig nævnt før, at det for mig er allermest naturligt at bede til Gud og være sammen med Gud, når jeg er ude i naturen, så under fasten – og forhåbentligt fremover også – vil jeg gøre det til en fast rutine at gå en lang tur om morgenen eller inden det bliver mørkt, alt efter hvornår jeg skal på arbejde. Jeg glæder mig allerede – især hvis vejret vil være som i dag :-)

Nå, jeg håber, at denne post får mig i gang igen. Jeg håber, at I har det godt derude!

Det er i Stilheden, at jeg føler mig nærmest Gud. Det er i Stilheden, jeg føler størst trang til at bede til Gud. Det er i Stilheden, at jeg ikke kan lade være, og hvor det er lettest for mig. Ofte bliver Stilheden min bøn, og i Stilheden siger mit hjerte mere, end jeg på noget tidspunkt kunne sige med ord.

                “Bøn består ikke af de mange ord, men af hjertets glød vendt mod Gud.”

                                                                                                      ~ Moder Teresa

Ofte oplever jeg, at Ord begrænser mig i min bøn, og at det bliver min egen monolog fremfor en samtale med Gud. Men i Stilheden kan jeg lytte – lytte til Gud. Når jeg lukker min mund, åbner mit hjerte sig.

Ord er så fattige, og de forsimpler den stemme, der kommer fra mit indre.

                “Det drejer sig ikke så meget om at fabrikere en bøn som at slutte sig til
                 en bøn, der allerede findes i enhver af os, og lade den bøn stige op i sig.”

                                                                                                      ~ Henri Caffarel

Tit siger jeg måske ikke, hvad jeg oprigtigt ønsker, når jeg bruger Ord og beder højt. Mine tanker kredser i stedet om formuleringer og ordvalg. Fokus bliver på formen frem for indholdet.

                 ”Talens brug er givet menneskene for, at de kan skjule deres tanker.”

                                                                                                       ~ R.P. Malagrida

Kristus skal være min bøn…

                 ”Kristus Jesus, jeg støtter mig til dig hvert øjeblik. Selv når jeg ikke kan
                 bede, er du min bøn.”

Et kloster er noget af det smuk-
keste, jeg ved; stilheden og guds-
nærværet, der står så klart enkelt og rent. Det fascinerer mig og rø-
rer mig. Man skal ikke gøre eller præstere – bare være. Tiden står på en forunderlig måde stille, sam-
tidig med at man føler evigheden.

Når alt er tyst, kan stilheden virke larmende, men det er i roen og freden, at man møder sig selv og Guds kærlighed.
Når gentagelserne omfavner dig, kunne det have virket besnærende, men det gør det ikke – det sætter dig i stedet fri.

Klostre har en speciel plads i mit hjerte. Jeg har været i Taizé to gange i løbet af det sidste år, og jeg vil så gerne tage derned for et længere stykke tid.

Jeg er ikke den eneste, der rammes af klosternes skønhed. Det lader til, at det er blevet trendy at gå i kloster. Jeg har set nyhedsindslag, læst artikler og sågar set temaaften om hvordan erhvervsfolk, specialestuderende og ganske almindelige danskere søger tilflugt bag klostrets mure for at sætte dagligdagens stress og jag på stand-by og slipe for den unødvendige støj i livet.

Klostret står da også som kontrast til verden i dag, og jeg forstår hvordan freden og roen må appelere til disse mennesker, men jeg forstår ikke, hvordan en hel temaaften kan handle om klosterophold uden at orden “Gud” bliver nævnt på ét eneste tidspunkt. Før eller siden på deres retræte må disse mennesker da forholde sig til Gud, spørge sig selv om, hvad de tror, og om de tror – om ikke andet så på grund af omgivelserne. Hvis ikke sådanne eksistentielle og religiøse spørgsmål dukker op, og hvis de udelukkende opsøger klostrene for stilhedens skyld, forstår jeg ikke hvorfor de ikke vælger en bjerghytte i Spanien eller et kurophold på et wellnesscenter. Måske gør de det også, men at det blot er diskursen i TV, der er anti-religiøs.

Jeg er ikke sikker på, om jeg bryder mig om trenden. En trend er som regel noget overfladisk, flygtigt og meningsløst – det absolut modsatte af de adjektiver, jeg forbinder med et kloster.
Hvad mener du? Er det godt eller skidt, at klostre på denne måde er blevet trendy?