Jep, i to dage har solen nu skinnet, som var det midt i marts, ude i haven blomstrer erantis og vintergækker, og der vover at komme sne og storm til februar.

Det er mandag, selvom det ikke føles sådan, (det er min første fridag siden den 18.), og jeg glæder mig over ugen som kommer.

Ligenu sidder jeg alene hjemme med godt gang i brændeovnen, imens den blå time langsomt sænker sig over lille Ørum. Kan I også begyndt at kunne mærke, hvordan dagene er blevet længere?

En stemningspost herfra. Jeg er glad i dag :-)

Da jeg cyklede hjem fra arbejde i går før midnat, var himlen silkeblå og overstrøet med stjerner, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne blive ved med at se på den for evigt. Min søster Sine og jeg er alene hjemme i denne weekend, og da jeg kom hjem spurgte jeg hende spontant og mest i sjov, om vi ikke skulle sove udenfor under åben himmel. Det ville hun gerne, og lynhurtigt lå vi derude med soveposer og et tæppe, der gerne måtte blive vådt af duggen ved daggry.

Det var som et eventyr, så stjerneklart var der. Bag myriaderne af stjerner snoede mælkevejen sig, og stjerneskuddene dryssede ned over os. Der er noget magisk over at ligge med iskolde kinder tæt op af sin søster en stille septembernat. På stadiet mellem drøm og virkelighed får man øje på nye stjernebilleder, og det er som om historierne dertil digter sig selv til rytmen af vores tungere og tungere åndedrag.

Det var en smuk nat.

Det er langt fra alt, jeg kan lide af Strunge, men nogle gange rammer han virkelig plet. Disse brudstykker af et digt er et eksempel på dette:

Støv er det intet, der svæver i en solstråle.
Støv er det stjerner er gjort af.
Intet er det ugjorte, der kunne være blevet til stjerner,

~Strunge: “Støv”

Jeg er ikke den eneste, der elsker vand og at sejle. Jeg ville ønske, at jeg havde direkte adgang til begge. Det har Rotte, og dem, som kender mig, ved at jeg værdsætter klassiske børnebøger meget højt (se evt. her).
Nu får I en af yndlings-passagerne i “Vinden i Piletræerne”. Livsfilosofien er skøn deri – og hvem får ikke lyst til bare at drive af sted uden bekymringer, gøremål eller noget at forholde sig til… bare drive…

“Det er det eneste, der er,” sagde Vandrotten højtideligt, mens han lænede sig frem til det næste træk med årerne. “Tro mig, min unge ven, der findes intet – absolut intet – der er tilnærmelsesvis så godt som bare at drive omkring i en båd. Bare drive,” fortsatte han drømmende, “drive… omkring… i… en båd… drive…”

 ~ Kenneth Grahame: Vinden i Piletræerne

…at din 13-årige søster cykler dig i møde midt om natten, når du skal cykle de 5 km. fra bussen og hjem bare fordi, at hun vil gøre dig glad - på trods af at hun er bange for mørke!

Efter et studenter-stand-by her på bloggen, er det vist på tide, at jeg vender tilbage fra lykkerusens uvirkelighed.

Jeg er nu student!!!

Det er vildt, og jeg forstår det ganske enkelt ikke. Selve dagen gik fantastisk med det hyggeligste studentergilde om aftenen. Torsdag kørte hele 3.x i lastvogn rundt til hinanden. Blæsende koldt, men smaddersjovt. Fredag var der dimision, og om aftenen gik turen til Gaden – jeg har aldrig troet, at jeg skulle sige dette, men det var faktisk sjovt. Måske fordi vi alle bare var så glade, og selvfølgelig også fordi vi havde et diskotek helt for os selv hele årgangen.
Siden har jeg slappet af med min familie, læst to – skønlitteratur – bøger og forsøgt at forstå, at jeg er færdig.

Det er simpelthen ikke til at forstå. 3 år er der gået – et kort øjebliks uopmærksomhed og jeg befinder mig pludselig ikke længere i den trygge gymnasietilværelse. 3 år på godt og ondt. 3 år, hvor der er sket mere i mit liv end mine tidligere næsten 16 år. Det er med blandede følelser, at jeg forlader mit elskede gymnasium. Der er folk, jeg vil savne, og folk jeg ikke vil savne. Det er fedt, at en ny epoke nu tager sin begyndelse, men det er jo aldrig sjovt at sige farvel.

Om 10 år, vil jeg se tilbage som I gør, Henrik og Lise. Ligenu er det så langt ude i fremtiden, at jeg end ikke kan forestille mig, hvad jeg er, og hvor jeg er til den tid. Jeg ved ikke engang, hvad jeg laver om et halvt år.

Men alt i alt: huen er smuk, og jeg er glad for den.
Tusind tak for alle lykønskningerne. De varmede meget :-)

Her er lidt billeder fra studenterkørslen. Jeg havde kameraet (et gammelt et, så kvaliteten er ikke suveræn!), så der er desværre ikke nogle af mig, men når jeg får uploaded min faders billeder, skal I nok få lov til at se mig med huen på ;-)

**UPDATE:

Dette billede fik jeg lige tilsendt af min veninde (også fra vores studenterkørsel):
C’est moi – i et tænksomt øjeblik ;-)

     
Om11 dage får jeg en fin rød og hvid hat - er det ikke herligt?

De sidste dage er gået med en masse overspringshandlinger + lidt oldtidskundskab ind i mellem. Nu er der imidlertid kun 7 dage til, at jeg skal op, så nu må jeg til at stramme mig an. Odysseen, Ødipus og Sofokles er bare ikke det allermest ophidsende, man kan beskæftige sig med.

Mine tanker allerede er langt væk fra alt, der hedder pensum, old-bøger og gymnasiet. Det føles underligt stadig at skulle tænke på gymnasiet og de sidste eksamener, når det hele er slut om så kort tid. Det virker næsten meningsløst, og jeg vil meget hellere tænke på alt det gode, der venter mig.

Jeg skal til jobsamtale på mandag hos den lokale hjemmepleje – et job, jeg virkelig håber at få. Jeg kan ikke lade være med at regne på, hvad jeg kan tjene, og det sætter kun endnu mere gang i rejsedrømmene.

En af mine veninder fra gymnasiet spurgte mig forleden, om jeg måske kunne være interesseret i at rejse rundt med hende i Sydamerika efter nytår, hvor hun er færdig med noget frivilligt arbejde derovre. Det kom virkelig bag på mig, og det er egentlig ikke en mulighed, jeg har overvejet før, men nu kan jeg naturligvis ikke lade være - det kunne virkelig være spændende. Jeg vil stadig gerne til Taizé en måneds tid eller mere, men det burde jeg også kunne nå. Inden det skal jeg selvfølgelig også lige på højskole :)

Åh, jeg elsker bare, at der er så meget, jeg gerne vil og også har mulighed for, hvis jeg formår at skrabe pengene sammen. Jeg glæder mig sådan. Det er bare det bedste år, der venter mig :)

(Ørum i aften)

Sommernætter er fulde af poesi – så smukke, stemningsmættede og sarte som de spæde blomsterblade. Udenfor genlyder latter fra gadens børn, solen er på vej ned bag de høje birketræer, og aftenen er lun og mild. Det er som om, at man indånder Oehlenschlägers “Underlige aftenlufte”, og at alt kan lade sig gøre i ly af havens blågrå skygger.

Jeg vil blot anbefale jer at slå en smut inden om Amélies blog, hvor hun har skrevet det dejligste indlæg om norske sommernetter. Med hendes ord fanger hun også perfekt de danske. Læs det her.

Hvor er de lyse sommernætters langsomhed noget af det, jeg har allermest kær ved sommeren!

Jeg ønsker jer alle sammen en skøn aften.