Kafka, som jeg indimellem tror, at jeg har et crush på, sagde følgende om skønhed:

Ungdommen er lykkelig, fordi den kan se skønheden. Enhver, der bevarer evnen til at se skønhed, vil aldrig ældes.

Jeg elsker skønheden i alle dens facetter;

Træer, hvis blade glinser efter regn. Nyudsprungne liljer. Et omsorgsfuldt ord på en dårlig dag. Sproglig magi. En ung mand i bussen, der kigger drømmende ud af vinduet på den lysende måne. Sang og musik. En solnedgang. Natlige timer, hvor man ligger glad og søvnløs i sin seng. Havet, der ruller ind på stranden. Stilhed. Kærligheden mellem mennesker. Stjernerne.

Hvor er Verden et fantastisk sted!

Det var ikke kun Josephine Baker, der har forarget med sin nøgenhed…

I forgårs var der tema-lørdag på DR2 om det at være nøgen.

Umiddelbart ser jeg mig selv som både tolerant og frisindet, men jeg blev faktisk lidt stødt over alt det naturisme-halløj. Det må skyldes min egen blufærdighed, for de interviewede naturister var trods alt relativt velovervejede at høre på. Det fødte da også lidt tanker omkring emnet, for jeg forstår ikke til fulde, hvorfor jeg skammer mig over al den kropslighed.

Naturisternes bevæggrunde var ikke forældede 60′er-floskler, og det var heller ikke (kun!) grimme pølsetyskere og overvægtige amerikanere. I bund og grund handlede det om at flytte sine grænser og acceptere sig selv, som man er skabt. Der var ikke et ord om sex og porno.

Jeg kender ikke selv nogle naturister – jeg tror deres gennemsnitsalder er lidt over min egen - men en af mine venner, der faktisk er ret genert fyr, overvejer at blive croquis (det var i øvrigt også ham, min veninde og jeg brugte til vores billedkunst-projekt). Han har masser af selvtillid og er god til at udfordre sig selv – og hans overvejelser er stort set de samme som naturisternes. Vi har før snakket sammen omkring både kropsidealer og samfundsnormer, der begrænser mennesket. Men hvorfor opstår de?

Jeg tror ikke på den dér med, at det er mediernes skyld.

Hvad er der så med den nøgenhed? Jeg tror, at dens tabubelagthed hænger nøje sammen med vores samfund og kulturarv. Well, hele krop/sjæl-problematikken kom vel allerede med Platon, og den er også godt og grundigt integreret i kristendommen. Hvorfor forbindes nøgenheden absolut med seksualitet og drifter - og dermed noget lavt? Og hvorfor vil kirker for eksempel ikke have en nøgen Jesus på korset (jf. Åge Mølgårds krucifiks)?

Man kan også sige, at der gennem tiden er sket en forskydning i kønsrollemønsteret på det afklædte plan. I Antikken var det den nøgne mandekrop, der var idealet. Kvinderne blev dengang afbilledet med tøj på – ganske enkelt fordi kroppen afspejlede fornuften, og kvinderne ingen fornuft havde. I dag er det kvinderne, der er nøgne i det offentlige rum, og det er næppe for at illustrere vores overlegne fornuft. How come then?

Som I kan forstå, er der bare en masse ting, jeg undrer mig over – jeg kender ikke svarene. Men hvad tænker I?

Vi spejler os i hinanden. Det er, når vi ser op til andre, at vi har muligheden for at udvide os selv som mennesker. Men hvad så, når vi spejler os så meget, at vi glemmer vores egenværdi?

”Ingen kan få dig til at føle dig mindreværdig uden dit eget samtykke.”
Eleanor Roosevelt

Der findes mennesker, der går med strømmen hele livet igennem. Der findes mennesker som hele livet stræber for at kæmpe sig imod strømmen. ”Blandt mennesker er der langt flere kopier end originaler”, sagde Picasso. Og ofte synes jeg, at det netop er sådan; jo mere vi stræber for at blive originale, for at blive specielle, for at skille os ud af mængden, jo mere bliver vi kopier af andre. For hvilken slags original forsøger vi at blive, som er mere original end den, vi er i os selv? I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne står der, at alle mennesker er født lige i værdighed, og at alle mennesker har samme iboende værdi. Et menneske er helt unikt og behøver ikke, at anstrenge sig for at blive mere originalt og specielt end det er i sig selv.

Alligevel vil de fleste af os til tider føle os mislykkede. Nogen - os selv eller andre, har udløst en følelse af mindreværd i os. Måske på grund af en misforståelse eller fordi vi har fejlet. Måske dvæler vi for længe ved tanken om ”hvad de andre egentlig synes om mig”.

Men hvorfor er det, at vi opfører os så selvudslettende? Hvorfor er det så svært at se sig selv i spejlet og godtage de fejl og mangler, begrænsninger og udfordringer man har i Livet?
Det lærer jeg nok aldrig at forstå til fulde…

Picassos “Girl Before Mirror”:

Jeg har det med at se verden i kontraster; lys/mørke, liv/død, god/ond, succes/fiasko, etc., etc. Indimellem er det smadderbesværligt ikke at være mere nuanceret. Min enten/eller-mentalitet låser mig ofte fast – den fanger mig mellem yder-polerne.

Skolen er bare et eksempel. I løbet af min gymnasietid har det blandt andet resulteret i alt for mange for sent afleverede afleveringer, fordi jeg ikke kunne aflevere dem, før de var helt perfekte. Og når jeg har været stresset og ikke har kunnet overskue at lave alt det, jeg har skullet, har jeg lavet ingenting i stedet for bare lidt af det efter bedste alt-eller-intet-princip.

I de år jeg har været syg, har jeg nok været endnu mere radikal i min kategorisering af verden, end jeg er nu. Jeg har funderet meget over hvorfor jeg har set/ser verden, som jeg gør. Måske er det ganske enkelt fordi det på en måde er lettest at have et forsimplet sort/hvidt verdensbillede. Måske er det fordi meget af min tilværelse i de år har bestået af paradokser og en kvælende ambivalens, hvilket den til dels stadig gør. Jeg ved ikke, hvad jeg vil, hvad jeg skal gøre. Nogle gange ved jeg ikke engang hvem jeg er…

På den anden side er modsætningen også nødt til at eksistere for, at man overhovedet kan opdage, at det gode findes. Uden mørke ville du ikke vide, hvad lys var. Angsten er så at sige nødt til at findes, for ellers ville du slet ikke vide, hvad fortrøstning og afslappethed er.
Nogle gange ville jeg nu bare ønske, at jeg kunne finde den gyldne middelvej i stedet for altid at ture rundt i grøfterne.

(Kontrasterne kan nu også være med til at fremhæve det smukke. Se et orgie af komplementærfarver for dig!)

Bare lidt tanker fra mig…

**ADDITION:

Bare apropos faldt jeg over dette citat af Kafka tidligere i dag i “Tagebücher”:

Jeg er spændt fast mellem modsætninger og kan ikke røre mig; i disse modsætninger har jeg været fra første stund.

…og jeg skal sige dig, hvem du er.

Okay, sat lidt på spidsen, men grundlæggende elsker jeg at høre folks bud på yndlingsreklame, og jeg mener også, at svaret siger en del om den adspurgte. Selv er jeg uhyggeligt bevidst om, hvilke mine er. (Min mor mener, at det er bevis på, at jeg ser for meget tv – selv mener jeg naturligvis, at det blot er udtryk for min fænomenale klæbehjerne.) 

Indimellem sker det, at der bliver lavet en reklame, der vil mere end sumpe rundt sammen med Vanish, m.fl. Og lige så opstemt en god, kreativ, nytænkende, skæv, ambitiøs, (sjælden?) reklame kan gøre mig, lige så muggen kan en reklame gøre mig, hvis den udelukkende bygger på filosofien, at dårlig reklame er bedre end ingen reklame (og jeg bliver ked af det, når jeg hører at disse skrækscenarier er de mest effektive!)

Tænk, der burde da være mulighed for at lave konstruktive reklamer, der kunne virke som tænke-/drømmepauser imellem de egentlige programmer i stedet for pestilens-agtige afbrydelser…

Her kommer mine favouritter (i vilkårlig rækkefølge), samt dertilhørende begrundelser:

• “Hoppebolde-reklamen” fra Sony Bravia (José González’ sang gør sit dertil + det faktum, at de rent faktisk smed 230.000 hoppebolde ud i San Franciscos gader!)
• “Ny-reklamen” fra Nykredit med Lars Brygmann (den er smuk og formidler et tænksomt, men relativt letforståeligt budskab)
• “When you’re smiling-reklamen” fra Coca-Cola (slutningen er så sød, og sangen får enhver til at smile!)
• Cafe-Noir-reklamerne (de er franske, i sort/hvid, og så er de så ekstraordinære, at man enten hader dem eller elsker dem. Jeg  hører så til den sidste gruppe)

Nu kunne jeg godt tænke mig at høre, om der er andre reklame-entusiaster, der forstår at sætte pris på den skønhed, som viser sig, hvor man ikke lige forventede det.

Dvs.: kommenter gerne! :)

Her er så 2. del af mine tanker om tid ;) (de blev i øvrigt nedskrevet i nat - tiden flyder ligesom lidt ud for mig i ferierne!)

Men here we goes:

Vores forståelse af tid har gradvist forringet sig lige siden modernitetens gennembrud på trods af den enorme viden, vi har tilegnet os på næsten alle andre områder. Hvordan forholder vi os til begreber som fortid, nutid og fremtid? Er der overhovedet plads til sådanne skel i forandringernes og bevægelsens tidsalder. Fortiden har vi ikke tid til at bruge tid på. Fremtiden kan vi heller ikke koncentrere os om – i hvert fald ikke i et større perspektiv. Nu gælder nuet. Men… Nuet er vi jo heller ikke tilstede i. Ved hele tiden at være på farten – på vej fra A til B, som det beskrives i videoen, jeg også linkede til i går – hvor er vi så? Med vores mobiltelefoner, Ipods og Internet, der kan bringe os til Mexico på 5 sekunder, er der så overhovedet nogen tidsramme?

Vi har altid defineret tid ud fra rummet og omvendt. De har været uløselige. I dag er de ikke længere to sider af samme sag. Hvad så?
Hvordan skal vi kunne lytte til Guds stemme, når vi aldrig er til stede?

Vi suser af sted uden andre begrænsninger end at tiden dog stadig er lineær. Hvad er det, vi flygter fra i vores stress og jag? Er vi så fremmedgjorte, at det er os selv, vi løber fra? Er det en virkelighedsflugt? Hvorfor tillader vi ikke os selv at reflektere over vores eget liv? Er vi bange for at finde fejl hos os selv i en tid, hvor der prædikes om perfekthed og succes? Er vi bange for at standse op, fordi vi i så fald ville opdage, at vi suser af sted i den forkerte retning?

Vi suser af sted – hurtigere end vi selv kan følge med. Vi taber os selv bag vognen. Hvem er vi? Det er vigtigt, at hvile i sig selv, men hvordan skal vi kunne det, når det ikke er os tilladt at hvile? Vi fokuserer på målet frem for selve processen op til, og resultatet er identitetskriser og selvværdsproblemer. Vi shopper mellem livsstile i forsøget på at finde det ”jeg”, der er blevet væk i vrimlen.

Hvor er langsomheden blevet af, og hvordan får vi tiden og os selv tilbage?
Feel free to comment!

Fortsættelse følger…

For et par uger siden læste jeg et indlæg om livsrytmen anno 2007 (jeg vil stærkt anbefale alle at se den lille video, der linkes til – den er super!)
Anyways… Simon Willers tanker satte gang i mine… Jeg vil prøve at sætte ord på de overvejelser, jeg har gået med det sidste stykke tid.

Jeg er fascineret af tid. Det har jeg altid været. Da jeg var lille, lå jeg tit i min seng og prøvede at begribe hvad tid overhovedet er. Jeg kunne begynde at græde, når det gik op for mig, at øjeblikket netop NU aldrig nogensinde ville komme tilbage igen. Efterhånden som jeg er blevet ældre, er min fascination vel blevet en form for besættelse som hos alle andre, der er underlagt tidens herredømme.

Vi er alle sammen så rædselsslagne for ikke at nå det, for at komme for sent, for at løbe tør for tid. Det er næsten paradoksalt, at vi har underkastet os uret, hvis kimen kun fortæller hvor lidt tid, vi har tilbage – aldrig hvor meget.

Tiden er menneskets vilkår; vi kan ikke undslippe den, løbe fra den eller manipulere med den. Vi er så at sige i tidens vold. Når vi morer os, så går den hurtigt. Når vi venter, så snegler den sig af sted, og hvis vi vover os til at iagttage den, så bliver urets visere så generte, at de næsten ikke rører sig ud af stedet. Tiden kan næsten siges at være relativ, og det kender vi alle sammen. Den flyder – næsten som i Salvador Dalis maleri.

Alligevel er vores liv ubarmhjertigt styret efter klokkens tikken. Døgnet rundt er ofte skemabelagt af en stram tidsplan, der sikkert oprindeligt havde som formål at modvirke travlheden, men sandheden er, at den gør stresset. Sådan fungerer min kalender i hvert fald. Jeg skriver møjsommeligt alt ned, hvad jeg skal for at få overblik, men ofte ender jeg med febrilsk at bladre igennem alle dagene med alt for få timer, imens jeg tænker på, hvordan jeg dog skal nå alt sammen.

Hvem kan benægte, at pulsen stiger, når kaninen pludselig står foran én og peger på sit lommeur med sit ”Skynd dig, skynd dig”?

I dag er udviklingen så stor og innovationen så krævende, at vi ikke har mulighed for at stoppe op og puste ud, hvis vi vil stadig vil have en chance for at følge med. Vi løber af sted hele livet igennem, og jo længere tid vi kan holde det ud, desto bedre er det i vores velfærdssamfund. Men hvilken velfærd er der så tale om? Væk med sabbatår og efterløn. Mine ældre klassekammerater, der allerede er fyldt 20, er nærmest stressede over ikke at være færdige med gymnasiet endnu! Tempoet eskalerer, og vi kan slet ikke følge med. Bare se hvordan livsstilssygdommene raserer.
Klokken slår.Tænk fremad. Se dig ikke tilbage. Farten op, fartgrænserne op. Snart farer vi af sted med lysets hastighed.

Jesus taler om, at de sidste skal blive de første, og de første skal blive de sidste. Nu lever vi et liv i modsætning til Hans ord i overhalingsbanen i en konstant kamp om at komme først.

Hvor bliver langsomheden af?
Hvad tænker I om alt det her?

To be continued…

Billedet er taget af e301 og fundet på www.dpchallenge.com.

Yes, you can be a dreamer and a doer too, if you will remove one word from your vocubulary: impossible.

(Robert H. Schuller)

Tænk, hvad der kunne blive udrettet, hvis vi ikke altid var så bange for at falde. 

Billedet er af Julian Hill